Politik

Skole-lukning rammer de udsatte børn og unge hårdest

Folkeskolerne har været lukket siden mandag den 16. marts.

Foto: Unsplash

Nanna Hein


26 marts, 2020



Den digitale undervisning er en nød-løsning, nu hvor skolerne har lukket. Men den er ikke lige god for alle eleverne. De udsatte børn risikerer at være langt bagud, når skolerne engang igen åbner.

I snart to uger har de danske folkeskoler været lukkede på grund af corona-virusset. Derfor foregår undervisningen i stedet digitalt. Selvom den type undervisning bestemt er bedre end ingen undervisning, så deler den eleverne endnu mere op. Og det er de udsatte børn, som får mindst ud af det. Det mener flere eksperter, som har talt med Politiken.

En af dem er Andreas Rasch-Christensen, som er forskningschef på VIA.

”Det går værst ud over de svageste elever, og jo længere lukningen varer, jo værre bliver det. Det gør det, fordi relationen mellem lærere og elever er så afgørende,” siger han til Politiken

Hvorfor går det udover de udsatte elever? 

Flere undersøgelser viser, at lærere og pædagoger er det allermest afgørende for, hvor meget elever lærer – især de sårbare og udsatte elever, fortæller Andreas Rasch-Christensen til Politiken.

Men under corona-krisen har de udsatte elever ikke direkte kontakt til deres lærer. Og de vil måske ikke kunne få lige så meget hjælp af deres forældre som andre.

Det gik også hårdest ud over de udsatte elever, sidste gang de danske skoler holdt lukket i lang tid. Det var i 2013, hvor kommunerne og lærerne i landets skoler ikke kunne blive enige om lærernes arbejds-vilkår. Derfor forbød kommunerne lærerne at gå på arbejde – det kaldes en lockout.

Derfor var der ikke undervisning i fire uger. Dengang var elevernes gennemsnitlige resultater til eksaminerne nogenlunde lige så gode, som de plejede at være. Men for gruppen af udsatte elever var resultaterne anderledes. Det forklarer Claus Hjortdal til Berlingske. Claus Hjortdal er formanden for Skolelederforeningen.

“Vi kunne se, at de svageste elever klarede sig markant dårligere det år. I modsætning til dengang underviser lærerne nu, og så skal vi sikre, at også de svageste elever kommer med,” siger Claus Hjortdal til Berlingske

Kan man gøre noget ved det? 

Ja, det det kan man faktisk. Røde Kors har normalt lektie-caféer overalt i landet. Men på grund af corona-krisen, er lektiecaféerne blevet gjort digitale. Der er altså stadig en masse frivillige, som gerne vil hjælpe. 

Til Politiken fortæller Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, at hun også gerne vil have, at lærerne ringer til udsatte elevers forældre og gør dem opmærksomme på, at deres børn skal deltage i den digital undervisning. Og hvis eleverne er yngre, så er der stadig nødpasnings-ordninger rundt omkring, hvor børnene kan komme hen i løbet af dagen. 

Hvor længe kommer det her til at vare?

Nogle eksperter tror, at skolerne kommer til at være lukkede helt til sommer-ferien. Men sandheden er, at vi slet ikke ved det. Læs mere om, hvad der kan ske med dine eksaminer, hvis skoler og uddannelser holder lukket længe endnu, her.

Men vi ved, at skolerne indtil videre har lukket indtil den 13. april. Og indtil da må vi følge retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen for, hvordan man skal opføre sig i forbindelse med corona-virusset. Du ved, hoste i albuen, vaske og spritte dine hænder af ofte og holde afstand til andre. 

LÆS OGSÅ: Grønlandsk politiker om corona-virusset: ”Tag det seriøst og bliv hjemme”