Valg fra blokken - Explainer

Der mangler indvandrere i dansk politik – men du kan gøre noget ved det

Der mangler indvandrere i dansk politik, men det kan du være med til at ændre.

Foto: Andreas Hansen og Ditte Folkmann

Julius Christiansen Tromholt


2 november, 2021



Der bør være politikere, som taler for alle i samfundet. Der bør både kvinder, mænd, rige og fattige. Og indvandrere. Men er der nok indvandrere i dansk politik?

Er der nok indvandrere i dansk politik?

Det har man talt om mange gange. Og det korte svar er nej.

Når man ser de politikere, som bliver valgt ind i politik, så mangler der nemlig indvandrere og deres efterkommere. I hvert fald når man tænker på, hvor mange indvandrere og efterkommere der bor i Danmark.

Men det kan du hjælpe med at gøre noget ved. Den 16. november er der nemlig valg til kommunerne og regionerne i Danmark.

Der kan din stemme måske få flere indvandrere og efterkommere valgt ind.

Her kan du læse, hvad en kommune laver. Og her kan du læse, hvad en region laver.

Hvem skal være i politik?

Hvor mange indvandrere er der i Danmark?

  • I Danmark er 14 procent af befolkningen indvandrere eller efterkommere af indvandrere.
  • 11 procent af befolkningen er indvandrere. Af dem kommer 6,38 procent af indvandrerne fra lande, som ikke er vestlige. Det vil sige lande, som ikke er USA, Canada, Australien, New Zealand, Vesteuropa og lande i EU. Hvis politikerne skulle afspejle befolkningen, skulle 6,38 procent af politikerne være indvandrere fra ikke-vestlige lande. Men sådan er det ikke.

Kilde: Dansk Statistik.

Når der er valg i Danmark, så stemmer du på den politiker, som du gerne vil have, skal vælges ind. Han eller hun skal tage en masse vigtige valg på vegne af dig.

Man taler om, at politikerne helst skal minde om befolkningen. Politikerne skal ikke kun være gamle, hvide mænd. Det forklarer Kasper Møller Hansen. Han er valgforsker og professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

“Idéen med et demokrati er, at vi skal vælge nogen, der ligner os andre. De skal ligne befolkningen i forhold til alder, køn, etnicitet og så videre. Og det er jo fordi, at vi skal kunne stole på dem. Jeg skal have mulighed for at stemme på en, som ligner mig selv. For så kan jeg regne med, at den person vil kæmpe for de ting, som jeg synes, er vigtige”, siger han.

Hvis halvdelen af befolkningen er kvinder, burde halvdelen af politikerne derfor også være kvinder. Der burde være både kvinder, mænd, unge og gamle. Og nogle med forskellige typer af uddannelser. Eller ingen uddannelse. Og indvandrere, folk med mange børn, uden børn, handicappede og så videre.

På den måde er der nogen, som kan tale for netop den gruppe, når der skal diskuteres politik.

Hvorfor er det vigtigt, at der bliver valgt indvandrere ind?

Det er ikke sikkert, at det gør dig til en god politiker, bare fordi du er fra et andet land. Men det er vigtigt at have indvandrere fra ikke-vestlige lande i dansk politik. De kan nemlig forstå de problemer, som andre indvandrere i Danmark oplever. Det forklarer Silas Mudoh. Han kom til Danmark fra Cameroun i Afrika i 2000, da han var 26 år gammel.

I dag sidder han i byrådet i Lyngby-Tårbæk Kommune. Her er han den eneste ikke-vestlige politiker.

Han er den eneste i byrådet, der har været på sprogskole. Han har været igennem det system, som skal hjælpe indvandrere til at blive en del af det danske samfund.

”Det er et problem, at der ikke er nok indvandrere i lokalpolitik. Mange politikere forstår ikke godt nok de problemer, som mange indvandrere oplever, når de kommer til Danmark,” siger han.

“Det er vigtigt, at der er indvandrere i dansk politik. Ellers bliver det meget svært for politikkerne at forstå os og de oplevelser, som vi har haft. Så vil politikerne tage beslutninger på baggrund af noget, som de har læst eller hørt, i stedet for at lytte til en, som har prøvet det,” siger han.

Er der slet ikke nogen indvandrere i politik?

Jo, der er bare ikke så mange. De nyeste tal stammer 2013, hvor der var valg til kommunerne. Her var 6,1 procent af befolkningen indvandrere, som kom fra ikke-vestlige lande.

Hvis politikerne skulle afspejle befolkningen, skulle 6,1 procent af politikerne i kommunerne derfor være indvandrere eller efterkommere. Men sådan gik det ikke.

Det var nemlig kun 2,8 procent af dem, der blev valgt, som var indvandrere fra et ikke-vestligt land. Det forklarer Kasper Møller Hansen, som var med til at lave undersøgelsen.

“Den samme undersøgelse er blevet lavet flere gange efter valg i Danmark, og resultatet er stort set det samme hver gang. Der mangler indvandrere og efterkommere i dansk politik,” forklarer han.

Hvor bliver indvandrere valgt?

Der er stor forskel på, hvor mange indvandrere og efterkommere der bliver valgt ind i de forskellige kommuner. I de kommuner, hvor der bor mange indvandrere og efterkommere, bliver flere også valgt ind.

I nogle kommuner er der ikke en eneste indvandrer med ikke-vestlig baggrund valgt ind. Også selvom der bor en del indvandrere og efterkommere i de kommuner. Det gælder for eksempel kommuner som Glostrup, Gentofte og Rudersdal. Men der findes også kommuner, hvor der er flere indvandrere valgt ind i forhold til hvor mange der bor i kommunen. Det forklarer Kasper Møller Hansen.

“Der er også positivt historier. Kommuner som Ishøj og Brøndby har faktisk “for mange” indvandrere valgt ind i deres byråd. Så det kan jo godt lade sig gøre,” siger han.

Hvem bliver valgt ind?

Der er også stor forskel på, hvilke grupper af indvandrere der bliver valgt ind.

I 2013 var 1 procent af vælgerne tyrkere. Men 1,5 procent af de valgte politikere var tyrkere. Derfor er der faktisk mange til at tale på vegne af tyrkerne. Det samme gælder folk fra Pakistan, som også har mange til at tale for sig.

“Vi kan se, at de enkelte etniciteter er gode til at få stemmer fra deres eget netværk. Hvis en Pakistaner stiller op, så er han/hun god til at få stemmer fra andre pakistanere. Hvis en tyrker stiller op, så er han/hun god til at få stemmer fra tyrkere og så videre. Men de forskellige grupper stemmer typisk ikke på hinanden,” forklarer Kasper Møller Hansen.

Hvad kan du gøre ved det?

Du kan stemme til valget.

Mange indvandrere og efterkommere stemmer nemlig ikke. Til valget i 2017 stemte 40 procent af de indvandrere og efterkommere, som havde mulighed for at stemme. For etniske danskere lå tallet på 75 procent.

Derfor er det vigtigt, at du husker at stemme. Og at du også får dine forældre til at stemme.

Hvis flere indvandrere stemmer, vil der måske blive valgt flere indvandrere ind?

På den måde kan du være med til at sørge for, at flere forskellige typer af politikere får magten i kommunerne og regionerne.