Valg fra blokken - Explainer
Valg 2021: Ved du helt ærligt, hvad en region laver?
Når der er kommunalvalg til november, kan du også stemme på politikerne i din region.
Hvem kan stemme til regionsvalg?
- Du skal være fyldt 18 år.
- Du skal bo fast i den region, som du vil stemme i.
- Du behøver ikke at være dansk statsborger. Du skal bare have boet i Danmark, Grønland eller Færøerne i mindst fire år. Eller være statsborger i Norge, Island eller et land i EU.
Kilde: Borger.dk.
Den 16. november kan du stemme om, hvem der skal have magten i din kommune. Medierne er fulde af historier om kommunalvalget.
Men mange glemmer tit, at der faktisk er endnu et valg den 16. november.
Regionsvalget bliver ofte glemt.
Der er valg til regionerne hvert fjerde år.
Og hvis du har svært ved at få overblik over, hvad din kommune egentlig betyder i dit liv, så er din region endnu sværere at blive klog på.
Men regionerne spiller også en rolle i din hverdag. Måske en større rolle, end du tror.
Hvad er regionerne – og hvor er de henne?
Hvor mange bor der?
- Region Nordjylland: 0,6 millioner
- Region Midtjylland: 1,3 millioner
- Region Syddanmark: 1,2 millioner
- Region Sjælland: 0,8 millioner
- Region Hovedstaden: 1,8 millioner
Kilde: Region Nordjylland
En region er et område af landet, der er styret af en gruppe politikere, som skal løse flere opgaver i samfundet.
Danmark er delt op i fem regioner:
– Region Nordjylland
– Region Midtjylland
– Region Syddanmark
– Region Sjælland
– Region Hovedstaden
Før 2007 var der ikke noget, der hed regioner. I stedet var landet delt op i 13 amter, som var noget mindre end regionerne. Dengang var der også 271 kommuner.
Men politikerne i Folketinget besluttede, at Danmark skulle inddeles på en ny måde. De mente, at kommunerne og amterne var for små til at løse de opgaver, der skulle løses. Derfor ville de dele landet ind i større og færre dele.
I 2007 blev de 13 amter i stedet til fem regioner. Og de 271 kommuner blev til de 98, vi har i dag.
Hvad står regionen for i din hverdag?
Du kan mærke din kommune i hverdagen. Det er kommunen, som sørger for, at du har en god skole, kan gå til fritidsaktiviteter, og at der er gode veje og transportmuligheder.
Din region kan du også mærke i din hverdag – især, når du bliver syg. Regionerne står nemlig for tre store tilbud til os i Danmark.
1: Sundhed og hospitaler
Sundhed er regionernes største og dyreste opgave. Det er regionen, som sørger for, at der er læger nok i dit område. Det er også regionerne, som betaler for og styrer hospitalerne.
2: Tilbud til handicappede og socialt udsatte
Regionen sørger for, at der er hjælp til handicappede og til alle, som er socialt udsatte. Det kan være folk, som har et misbrug af alkohol eller stoffer, har en psykisk lidelse, er hjemløse eller lever med vold eller overgreb.
3: Vækst gennem udvikling
Regionen skal sørge for, at der er gode muligheder for, at virksomheder i regionen kan tjene penge. Og at regionen udvikler sig, så nye virksomheder kan starte eller flytte dertil. Regionen står også for at udvikle uddannelse og den kollektive trafik i området.
Hvem bestemmer i en region?
Regionsrådsformænd
- Region Nordjylland: Ulla Astman – Socialdemokratiet
- Region Midtjylland: Anders Kühnau – Socialdemokratiet
- Region Syddanmark: Stephanie Lose – Venstre
- Region Sjælland: Heino Knudsen – Socialdemokratiet
- Region Hovedstaden: Lars Gaardhøj – Socialdemokratiet
Du kan være med til at bestemme, hvem der har magten i din region. Regionerne bliver nemlig styret af de politikere, som vi vælger.
En region bliver styret af 41 politikere. De bliver valgt ind i regionsrådet – det kunne man kalde regionernes Folketing. Politikere i regionerne stiller for det meste op for de samme partier, som vi kender fra Folketinget.
Lederen af regionsrådet kaldes for regionsrådsformanden. Det svarer lidt til en borgmester i en kommune. Politikerne bliver valgt hvert fjerde år, når der er regionsrådsvalg. Det sker altid samtidig med kommunalvalget, hvor der skal vælges politikere til kommunerne.
Hvor kommer pengene fra?
Når du har et arbejde, betaler du en del af din løn i skat. De penge bliver brugt til at løse de vigtige opgaver i samfundet, for eksempel tilbyde uddannelse, hospitaler og plejehjem til os alle sammen.
Du betaler både skat til din kommune og til den danske stat. Men ikke til din region.
I stedet giver staten og kommunerne nogle af deres penge til regionerne, så de også kan løse deres opgaver.
Hvor mange penge regionerne får, skifter fra år til år. Det bliver besluttet i en aftale mellem regeringen og foreningen Danske Regioner, som taler på vegne af de fem regioner.
Pengene bliver fordelt til de forskellige opgaver, som regionerne skal løse.
Staten står for cirka 80 procent af pengene til sundhed, mens kommunerne står for cirka 20 procent. Når det handler om udviklingsarbejde, kommer cirka 76 procent af pengene fra staten, mens 24 procent kommer fra kommunerne. Og 100 procent af pengene til at hjælpe handicappede og socialt udsatte kommer fra kommunerne.
Så selvom du ikke betaler skat direkte til regionerne, er det alligevel dine penge, som regionerne bruger.
Hvorfor skal du stemme?
Det er ikke sikkert, at du ved, hvad politikerne hedder i din region. Eller hvilke partier, der har flest politikere i regionsrådet.
Men de politikere, som stiller op til valget, har alle forskellige idéer om, hvordan en god region ser ud. De har forskelle planer for, hvordan de vil bruge pengene i din region.
Nogle vil måske sørge for, at der kommer flere læger til området. Nogle mener måske, at det er vigtigere at sørge for bedre hjælp til handicappede. Eller til en ny afdeling på sygehuset.
Der er ikke penge til det hele. Og politikernes opgave er at vælge det, som hjælper borgerne bedst.
Hvis du vil være med til at bestemme, hvad der er vigtigst, kan du læse lidt om partierne og politikerne i din region. Og så skal du stemme til regionsrådsvalget tirsdag den 16. november.