Politik

4 EU-politikere giver deres bud på, hvilken forskel EU’s klimaplan kan gøre

Der sidder 705 politikere i EU-Parlamentet. 14 af dem kommer fra Danmark.

Foto: Guillaume Périgois

Freya Ea Bjørnlund


14 december, 2020



Politikerne i EU-Parlamentet er med til at gøre EU’s store klimaplan Green Deal til virkelighed. Vi har spurgt fire af dem om, hvilke muligheder og udfordringer de ser i planen.

Vi skal skifte biler og fly ud med el-biler, tog og busser. Vi skal bygge vores huse om, så der skal bruges mindre energi på at varme dem op. Vi skal stoppe forurening af luft, vand og jord. Vi skal skifte kul og olie ud med vind- og solenergi. Og vi skal plante tre milliarder træer de næste 10 år.

EU’s Green Deal

I temaet EU’s Green Deal sætter Seismo spot på, hvad EU kan gøre for at redde klimaet. Vi forklarer EU’s klimaplan Green Deal, som skal gøre de 27 EU-lande klimaneutrale om 30 år. Vi taler med eksperter, unge klimaaktivister og politikere om, hvordan EU bedst kan hjælpe klimaet. Og vi rejser til Rotterdam for at undersøge, hvad der skal til for at forberede os på stigende have og de andre klimaforandringer, der allerede er på vej.

Temaet EU’s Green Deal er støttet af Europa-Nævnet.

Det er bare nogle af målene i EU’s gigantiske klimaplan, Green Deal.

Den skal sørge for, at de 27 EU-lande ikke længere skader klimaet om bare 30 år. I 2050 skal EU nemlig være klimaneutralt – det vil sige, at landene ikke længere udleder flere drivhusgasser, end de optager. Samtidig skal den sørge for, at den grønne omstilling ikke smadrer økonomien, og at millioner af europæere ikke mister deres job.

Det bliver en stor opgave – læs mere om hele Green Deal her.

Green Deal er et oplæg til en klimaplan fra EU-Kommissionen, der står for at lave lovforslag i EU. Det er en stor plan, som består af mange mindre dele. For at planen kan blive til virkelighed, skal både Ministerrådet og EU-Parlamentet stemme ja til hver enkelt del – læs mere om, hvordan en EU-lov bliver til, her.

I EU-Parlamentet sidder de politikere, som vi borgere har valgt. Der sidder 705 politikere i alt. 14 af dem er fra Danmark.

Vi har har spurgt fire af dem om, hvilke muligheder og udfordringer de ser i Green Deal.

Foto: Andreas Hansen

Niels Fuglsang

Sidder i EU-Parlamentet for Socialdemokratiet og er en del af Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet.

– Hvilke dele af EU’s Green Deal ser du som de vigtigste værktøjer til at bremse klimaforandringerne?

”Når vi bruger kul, olie eller gas til at varme huset op med eller putte i vores biler, så er det jo noget, der udleder CO2. Så hele energispørgsmålet – at få udskiftet olie, kul og gas med især vind og sol – det er uden tvivl afgørende for, at vi kan nå i mål med Green Deal og få gjort vores samfund bæredygtigt.

– Kan nogle af de andre medlemmer af EU-Parlamentet ikke have ret i, at vi risikerer at miste konkurrenceevne og for mange jobs, hvis vi omstiller os for hurtigt?

”Det er selvfølgelig en risiko, og det skal vi også tage alvorligt.”

”Men det er jo ikke nødvendigvis sådan, at vi får dårligere konkurrenceevne af at lave en grøn omstilling. Jeg synes faktisk, at Danmark er et eksempel på, at vi har skabt en masse jobs, arbejdspladser og skabt økonomisk fremgang. Vi har mod på at lave grøn omstilling. Vi har mange virksomheder, som laver vindmøller og energieffektive pumper og energieffektive vinduer og en masse andre ting, som er godt for klimaet, og som vi eksporterer til hele verden.”

Foto: Andreas Hansen

Kira Marie Peter-Hansen

Sidder i EU-Parlamentet for Socialistisk Folkeparti (SF) og er en del af gruppen De Grønne.

– Du har skrevet artikler om flere ting i Green Deal, du ikke er helt tilfreds med. Hvad er det?

”Jeg synes, det vigtige med Green Deal er, at den hjælper os med at nå de klimamål, vi skal leve op til for at kunne leve op til Paris-aftalen og sørge for, at den grønne omstilling rent faktisk kommer til at ske. Så min kritik er, at jeg ikke synes, at aftalen er bindende nok. Altså, man forpligter ikke medlemslandene godt nok på, at de skal reducere deres CO2, de skal renovere deres boliger, så de bliver mere energieffektive og holder på varmen, og en række andre ting, hvor jeg synes, man kunne gøre det bedre.”

– Hvis jeg talte med nogle andre medlemmer af EU-Parlamentet, ville de måske sige, at vi skulle overlade noget af den grønne omstilling til markedet frem for at lave en masse regler. Hvad tænker du om den idé?

”Jeg tror, at markedet kan komme med mange gode løsninger, men jeg tror ikke, at markedet kan levere alle løsningerne. Det synes jeg, at de sidste mange år har vist, at markedet ikke kan alene. Så jeg tror, at vi skal ind og skrue på, hvordan markedet og økonomien fungerer. For eksempel ved at have en skat på CO2, så man sikrer, at prisen på forurening også kommer med i den pris, vi betaler, og at forurenerne ikke bare slipper for at kompensere for deres udledninger. Og så tror jeg, det er nødvendigt, at vi sætter noget politisk handling og noget regulering bag, fordi virksomhedernes formål er at tjene penge og ikke i at omstille samfundet til et grønnere samfund.”

Foto: Andreas Hansen

Pernille Weiss

Sidder i EU-Parlamentet for Konservative og er en del af gruppen Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater).

– Hvilke dele af EU’s Green Deal ser du som de vigtigste værktøjer til at bremse klimaforandringerne?

”Der er ikke én ting, som gør det hele. Det er kombinationen, der er afgørende. Men noget af det, som vi især kan fjerne CO2 med og faktisk også skabe mange flere jobs med – og det er jo vigtigt i de her corona–tider – det er ved at lave renoveringer af vores boliger og bygninger, hvor vi simpelthen skifter vinduer og isolerer vægge, udskifter systemet til at styre varmen og sørger for en anden energikilde end naturgas eller ligefrem olie og kul til opvarmning af utætte huse. Så kan vi faktisk fjerne rigtig, rigtig meget CO2. Og vi kender godt teknologierne. På den måde kan vi, ud over at skabe jobs, faktisk også lave nogle sundere og rarere boliger for mennesker at bo i.”

– Vi har talt med mange unge klimaaktivister. Og de er meget frustrerede over, at I politikere ikke er hurtigere til at handle på at redde klimaet. Hvad kan du sige til dem?

”At jeg for det første godt forstår det.”

”Og vi er også i gang. Vi kunne faktisk godt være hurtigere, end vi er lige nu, og det kan jeg kun beklage. Men det er også nogle gange vilkårene, når vi samtidig også har en corona-udfordring, hvor mange lande desværre ikke har klimaet lige så højt på dagsordenen, som vi har det i Danmark.”

Foto: Andreas Hansen

Asger Christensen

Sidder i EU-Parlamentet for Venstre og er en del af gruppen Renew Europe.

– Du har fået en bestemt ændring med i Green Deal. Hvad går den ud på?

”Jeg har fået med, at vi skal kunne lagre CO2 i jorden. Det er sådan set en meget, meget vigtig proces. Og der har vi forskellige muligheder for at lagre CO2 i jorden.”

”Og det er kommet med i klimaloven. Det er nok en af de allerstørste landvindinger, jeg har været med til.”

– Hvad skal vi bruge EU til, hvis et selvstændigt land som Danmark sagtens kan bringe CO2-udledningen ned selv?

”Det betyder så ufatteligt meget mere, at vi i fællesskab i EU har et højt ambitionsniveau.

”Det betyder ufatteligt meget, at vi allesammen ligger samme sted, i stedet for at vi i Danmark når 70 procent (reduktion af CO2) heroppe, og Polen når ingenting. Så det er fællesskabet, der virkelig rykker det her.”