Kultur

Vild med fisk: Danske børn får for lidt fisk, selvom de godt kan lide det

70 procent af børnene kan godt lide fisk.

Foto: CHUTTERSNAP/unsplash

Nanna Hein


28 oktober, 2021



Hverken danske voksne eller børn spiser nok fisk. Men skylden kan ikke gives til kræsne børn. For de danske børn er nemlig glade for fisk.

Laks, rødspætte, makrel. Der findes mange fisk i havet, og rigtig mange af dem spiser vi. Måske fik du fisk til aftensmad i går? Chancen for det er dog ikke særlig stor. Vi spiser nemlig alt for lidt fisk i Danmark. Men skylden kan vi ikke give børnene. Ifølge en ny undersøgelse kan de danske børn nemlig godt lide havets dyr. Sådan skriver DR

Hvad viser undersøgelsen?

Undersøgelsen er lavet af Professionsskolen Absalon og Københavns Universitet. 669 børn har deltaget. De er 11-13 år og fra forskellige steder i Danmark. 

Ifølge flere andre undersøgelser, blandt andet en fra Danmarks Tekniske Universitet, spiser danske børn for lidt fisk. Og ifølge den nye undersøgelse spiser danske børn faktisk kun en tredjedel af den mængde fisk, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. 

Men selvom danske børn ikke får nok fisk, er det altså ikke fordi, de selv siger ‘nej tak’. 70 procent af de børn, som deltog i undersøgelsen, svarede, at de godt kunne lide fisk. Men selvom de godt kan lide fisk, får de det ikke serveret derhjemme særlig tit. Faktisk havde kun 42 procent af børnene i undersøgelsen fået fisk i ugen op til, at de svarede på undersøgelsen. 

Børnene, der deltog i undersøgelsen, vidste heller ikke meget om forskellen på forskellige fisk, og hvordan de tilberedes. Til gengæld kunne størstedelen af børnene godt lide at lave mad. 

Hvorfor skal vi spise fisk? 

Kostrådene

I 2021 blev kostrådene ændret fra 10 til 7. Nu lyder de sådan her: 

  • Spis planterigt, varieret og ikke for meget
  • Spis flere grøntsager og frugter
  • Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk 
  • Spis mad med fuldkorn
  • Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
  • Spis mindre af det søde, salte og fede
  • Sluk tørsten i vand

Kilde: Ernæringsfokus.dk 

Ifølge Fødevarestyrelsen skal vi helst spise 350 gram fisk om ugen. Det svarer til at spise fisk til middag to gange om ugen og spise fisk som pålæg nogle gange om ugen. 

Fed fisk er især godt for os. Det er for eksempel laks og sild. 200 af de 350 gram skal faktisk helst være fed fisk. Og det er en god idé at spise rigeligt med fisk, fordi fiskene indeholder en masse gode sager, som kroppen har brug for, og som den har svært ved at få fra andre fødevarer. Det er blandt andet D-vitamin, selen, jod og omega-3-fedtsyrer. Det er alle stoffer, som er vigtige for vores udvikling af både krop og hjerne. Sådan skriver Hjerteforeningen.

Danske børn får typisk makrel i tomat til frokost, mens deres favorit fisk til aftensmad er fiskefilet. Det viser en undersøgelse lavet af Københavns Universitet og Den Blå Planet. 

LÆS OGSÅ: Vollsmose er Danmarks største ghetto: ”Vi er altså ikke alle sammen kriminelle”




© Copyright - seismo 2019