Kultur

Tusindvis af musikere råber op: Kræver ændringer fra Spotify

Over 4.000 musikere kræver, at Spotify ændrer den måde, de betaler musikere på.

Foto: Pein Muller/Unsplash

Freya Ea Bjørnlund


28 oktober, 2020



En gruppe af musikere mener, at Spotify tjener godt på deres musik, mens de selv tjener alt for lidt.

Når du lytter til musik på Spotify, så betaler du også penge til de musikere, der har lavet musikken. Det er hele idéen bag Spotify.

Men mange af pengene går dog til Spotify selv. Faktisk bliver musikerne slet ikke betalt nok. Det mener organisationen Union of Musicians and Allied Workers. Det er en forening for musikere, dj’s, teknikere til koncerter og andre folk fra branchen.

Foreningen har startet kampagnen Justice at Spotify, skriver musik-mediet Pitchfork. Over 4.000 medlemmer har skrevet under på en række krav til Spotify.

Nogle af de navne, som har skrevet under, er Zola Jesus, Lorely Rodriguez fra Empress Of, Deerhoof og King Gizzard and the Lizard Wizard.

Hvad kræver musikerne?

De kræver, at Spotify betaler mindst 1 cent for hver sang, der bliver streamet. I danske kroner svarer det til cirka 8 øre. Det er altså ikke ret meget.

I dag har Spotify ikke sådan et system, hvor musikere får et bestemt beløb, hver gang deres sang bliver afspillet. I stedet kigger Spotify på, hvor meget sangen er blevet streamet over et stykke tid, og regner så musikerens andel af platformens samlede indtægter ud.

De kræver også, at Spotify er mere åben om betalings-aftaler med plade-selskaber. De mener, at aftalerne især gavner de største selskaber som SONY, Universal og Warner, mens mindre selskaber ikke tjener nær så meget.  

De kræver, at Spotify laver lister med navne på alle, som har været med til at lave en bestemt sang. Og at Spotify holder op med at lægge sag an mod musikere.

I kampagnen skriver foreningen, at medlemmerne sammen vil ”tage ressourcer og magt fra de få rige selskaber, som styrer vores industri”.

Hvor kæmper musikerne også for flere penge?

I gamle dage kunne musikere og sang-skrivere tjene penge, når der blev solgt CD’er eller LP’er. Men i dag er de helt afhængige af at tjene penge, når deres sange bliver spillet live – og især, når de bliver streamet.

Men det kan være svært at tjene mange penge på streaming.

For nylig havde YouTube en stor konflikt med sangskrivere i Danmark, Norge og Finland. Musikerne krævede nemlig at få flere penge, når deres sange blev afspillet på YouTube – læs mere om det her.

Det betød, at næsten al dansk musik pludselig forsvandt fra YouTube. Det vendte dog tilbage i starten af oktober, da YouTube og sangskriverne blev enige om en aftale.

LÆS OGSÅ: Boy-bandet BTS kan ses på Sydkoreas økonomi