Politik

Studerende vil have mere SU: Lån under corona-krisen kan blive for dyrt

De studerende kan nu låne op til 9.582 kr om måneden.

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Nanna Hein


7 maj, 2020



De studerende har fået lov til at låne mange flere penge under corona-krisen. Men hjælpen er ikke god nok, mener de.

Mange studerende kæmper med økonomien under corona-krisen. I marts lavede regeringen derfor en lov, som gav de studerende lov til at tage ekstra SU-lån for op til 6.388 kr. om måneden ud over de normale SU-regler. Det kan du læse mere om her.

De studerende kan altså tage SU-lån på tre gange så meget som normalt. Men de mange penge skal altså betales tilbage til den danske stat.

Den løsning er dog ikke holdbar, mener organisationen Dansk Studerendes Fællesråd (DSF), som arbejder for studerendes muligheder og rettigheder. Sådan skriver DR

Corona-lån

Siden marts og til og med juni kan de studerende tage større lån end normalt. Der er tre typer lån: 

  • Ekstra SU-lån til studerende, der modtager SU (Du kan låne 6.388 kroner per måned udover almindelig SU og SU-lån).
  • Ekstra slutlån til studerende, der er sidst i deres videregående uddannelse (Du kan låne op 14.602 kroner per måned).
  • Ekstra SU-lån til studerende på videregående uddannelser, der er i lønnet praktik i maj og juni 2020 (Du kan låne 6.388 kroner per måned).

Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet

Pengene skal betales tilbage

Når en studerende låner penge, skal de betales tilbage med hele fire procent i rente. En rente er nogle penge, som du betaler for at tage et lån. Hvis du låner 100 kroner med en rente på fire procent, så skal du betale de 100 kroner plus fire procent af de 100 kroner tilbage.

Det mener DSF-formanden Johan Hedegaard Jørgensen ikke er godt nok. DSF vil have, at regeringen laver en økonomisk hjælpe-pakke til de studerende. En hjælpepakke, hvor pengene ikke skal betales tilbage.

“Vi er den eneste gruppe, der bliver bedt om at betale vores hjælpepakke tilbage. Det beder man ikke erhvervslivet om, og man siger heller ikke til dem, der får løn-kompensation: ‘Den del af din løn, staten dækker, skal du betale tilbage med fire procent i rente.’ Vi kan ikke forstå, hvorfor studerende som den eneste gruppe skal betale sin hjælpepakke tilbage,” siger Johan Hedegaard Jørgensen til DR

Brug for mere SU

DSF foreslår, at de studerende skal have mere i SU, så de ikke behøver at låne så mange penge i SU-lån. 

“Der bør være et reelt sikkerhedsnet for studerende. Det er nok den eneste gruppe i samfundet, der er blevet bedt om at låne sig igennem krisen,” siger Johan Hedegaard Jørgensen til Magisterbladet.

DSF foreslår, at den normale SU hæves med 3.000 kroner eller 50 procent. Og det skal gælde helt til udgangen af 2020. Det svarer det til, hvad en gennemsnitlig studerende ville mangle hver måned, hvis ikke de kan arbejde ved siden af studiet, ifølge en udregning fra banken Nordea i 2014.

Hvorfor mangler de studerende penge nu?

Mange studerende er blevet fyret fra deres job på grund af corona-krisen. De fleste studerende arbejder nemlig på del-tid, og derfor kan de nemmere undværes, hvis virksomheden bliver nødt til at fyre nogen.

Andre studerende bliver ikke fyret, men de får ingen løn. De kan nemlig være time-lønnet, og hvis de ikke får nogle timer på de caféer eller hoteller, de arbejder på – fordi de er lukket – så ruller der heller ingen løn ind.  

Tidligere har man også set, at økonomiske kriser kan gå hårdt ud over studerende. Ifølge DR voksede antallet af arbejdsløse studerende fra cirka 20.000 til 50.000 under den finans-krise, som ramte hele verden i 2008.

Dengang blev antallet af arbejdsløse studerende altså mere end dobbelt så højt.

LÆS OGSÅ: Løbet tør for SU? Nu kommer der hjælp fra politikerne.




© Copyright - seismo 2019