Kultur

Se listen: Her er cheferne, der fik den højeste løn sidste år

Chefen for Carlsberg er en af dem, der har tjent mest i 2020.

Foto: Elin Tabitha/Unsplash

Freya Ea Bjørnlund


15 februar, 2021



Lønnen for cheferne i Danmarks største virksomheder er generelt ikke faldet under coronakrisen.

Hvor meget tjener cheferne for Danmarks største virksomheder? Man bliver hurtigt nysgerrig.

Mediet Finans.dk har samlet en oversigt over, hvor meget topcheferne fik i løn i 2020. Og det var ikke så lidt. Oplysningerne kommer fra rapporter fra virksomhederne selv.

Selvom coronakrisen har ramt nogle virksomheder hårdt, er den samlede indkomst for cheferne generelt ikke faldet sidste år.

Alligevel er der sket nogle ændringer. Det kan man se på chefernes grundløn og resultatløn. Grundløn er den faste løn, som cheferne får fra virksomheden. Resultatløn er løn, som chefen får udbetalt, hvis han eller hun når nogle bestemte mål for virksomheden. Det er altså ekstra løn for at nå nogle gode resultater.

Ifølge Finans.dk fylder resultatlønnen en mindre del af chefernes samlede løn end året før. Det kan være fordi, at virksomhederne har haft sværere ved at nå deres mål under coronakrisen.

Cheferne er ansat til at lede virksomhederne. Men ejerne af virksomhederne får ofte endnu flere penge ind på kontoen. Her er en top fem over de rigeste i Danmark fra november.

9 topchefers løn i 2020




1
Lars Fruergaard Jørgensen

  • Virksomhed: Novo Nordisk
  • Løn: 56,5 millioner kroner – Grundløn: 14,1 millioner kroner

Novo Nordisk er en virksomhed, der laver medicin. Den har især haft stor succes med at lave insulin, der bruges som medicin til folk, der har diabetes – det kaldes også sukkersyge.

 

2
Søren Skou

  • Virksomhed: A.P. Møller – Mærsk
  • 43,1 millioner kroner – Grundløn: 20 millioner kroner

A.P. Møller – Mærsk er et stort selskab, som tjener penge på mange måder, men først og fremmest på transport med containere. Containerne kan transportere tørre, nedkølede eller frosne varer.

3
Cees 't Hart

  • Virksomhed: Carlsberg
  • Løn: 37,2 millioner kroner – Grundløn: 12,9 millioner kroner

Carlsberg er Danmarks største bryggeri og laver øl og andre drikke.

4
Henrik Andersen

  • Virksomhed: Vestas
  • Løn: 30,3 millioner kroner  – Grundløn: 11,2 millioner kroner

Vestas er en virksomhed, der laver vindmøller, som kan producere elektrisk energi. Den regnes for at være verdens største af sin slags.

5
Alexander Lacik

  • Virksomhed: Pandora
  • Løn: 28,2 millioner kroner – Grundløn: 9 millioner kroner

Pandora er en virksomhed, der laver smykker.

6
Deborah Dunsire

  • Virksomhed: Lundbeck
  • Løn: 27,4 millioner kroner – Grundløn: 9,6 millioner kroner

Lundbeck er en virksomhed, der laver medicin. Især medicin til psykiske sygdomme og sygdomme i hjernen.

7
Jens Bjørn Andersen

  • Virksomhed: DSV
  • Løn: 21,6 millioner kroner – Grundløn: 15,2 millioner kroner

DSV er en dansk transportvirksomhed.

8
Kristian Willumsen

  • Virksomhed: Coloplast
  • Løn: 19,9 millioner kroner – Grundløn: 11,2 millioner kroner

Coloplast er en virksomhed, der udvikler produkter og ydelser til sundhedspleje. Den laver altså udstyr, som kan hjælpe syge mennesker.

9
Henrik Poulsen

  • Virksomhed: Ørsted
  • Løn: 16,8 millioner kroner – Grundløn: 11 millioner kroner

Ørsted er landets største energiselskab, som altså laver strøm til os i Danmark. Henrik Poulsen stoppede for nylig som administrerende direktør i Ørsted. I stedet har Mads Nipper nu fået jobbet.