Politik

Politikere: Det skal være forbudt at købe lattergas, hvis du er under 18 år

12 procent af danske unge har prøvet at tage lattergas.

Foto: Aranxa Esteve/Unsplash

Freya Ea Bjørnlund


17 december, 2019



Alt for mange unge bliver høje af at tage lattergas. Det vil politikerne nu stoppe.

Lattergas er det dér, som du får grineflip af hos tandlægen. Men for nogen er det også et stof, man bliver høj af. Faktisk har 12 procent af danske unge prøvet at tage lattergas, viser en helt ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen.

Det er en ekstremt dårlig idé. For man kan besvime og miste kontrollen over sin krop – og hvis det går ekstra galt, kan man blive kvalt.

Derfor vil politikerne nu gøre det sværere for unge at få fat i lattergas.

Regeringen foreslår, at det skal være forbudt for alle under 18 år at købe lattergas. Det skriver Politiken.

Hvad er lattergas?

  • Det kemiske stof, som vi kalder lattergas, hedder egentlig kvælstofforilte.
  • Lattergassen hos tandlægen er blandet med ilt. Men det gælder ikke den lattergas, man kan købe andre steder. Derfor er den farligere at indånde.
  • Når man indånder lattergas, bliver man høj i meget kort tid – ofte kun cirka to minutter.
  • Når man indånder lattergas, bliver ilt afskåret fra hjernen. Og det kan være meget farligt.
  • Når man tager lattergas, kan man blive svimmel, miste kontrollen over sin krop og besvime. Man kan få hjerne-skader og nerve-skader. Og man kan i værste fald blive kvalt og dø.

Kilde: Alt om stoffer, Giftlinjen.

Politikeren Simon Kollerup er erhvervs-minister, og han præsenterede regeringens nye forslag på et presse-møde:

”Mange har set, at lattergas-patronerne ligger på vores gader. Og man har hørt mange triste historier om, hvordan unge bliver ramt af det, blandt andet på festivaler hen over sommeren,” siger han:

Regeringen ser det som et stort problem.”

Også farligt for folk over 18

I dag er det lovligt at købe lattergas – det er dog ikke lovligt, hvis man vil bruge det til at blive høj af. Men det kan være ret svært for butikkerne at vurdere, hvorfor folk køber det.

Lattergas er også farligt for folk over 18 år. Og derfor vil regeringen også lave en ny grænse for, hvor meget man må købe ad gangen. Man skal kun kunne købe to lattergas-patroner på otte gram ad gangen, foreslår regeringen.

Og så vil regeringen også give større bøder til alle butikker, som ikke overholder reglerne, når de sælger lattergas.

Indtil videre er regeringens idé kun et forslag. Hvis det skal blive til lov, skal det først vedtages i Folketinget – læs her, hvor meget en lov skal igennem for at blive vedtaget.