Politik

Ordet krig er forbudt: I Rusland spredes der misinformation

Ifølge Rusland er der ingen krig i Ukraine.

Foto: Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix

Nanna Hein


7 marts, 2022



I Rusland får borgerne ikke helt de samme informationer om krigen, som vi gør i resten af verden.

Krigen i Ukraine tager overskrifterne i de fleste både danske og udenlandske medier for tiden. Der er dog stor forskel på, om du bor i Ukraine, Rusland eller resten af verden, når det kommer til hvilke informationer, du kan få.

I langt de fleste lande ser man på det, der foregår i Ukraine, som en krig. En krig der er startet, fordi Ruslands præsident, Vladimir Putin, har valgt at sende russiske tropper ind i Ukraine.

Men sådan får de russiske medier ikke lov til at beskrive det. I Rusland må man faktisk slet ikke kalde det, der sker i Ukraine, for en krig. Sådan skriver TV2.

Hvad kalder Rusland krigen?

I Danmark har vi DR, som er ejet af staten. Det betyder, at det er staten Danmark, som ejer mediehuset DR og alt det radio, TV og de artikler, som kommer derfra. På samme måde findes der også medier i Rusland, som er ejet af staten, og som laver artikler, TV og radio.

Men der er en stor forskel på DR og de russiske medier. På DR må journalisterne selv bestemme, hvad de skriver. Det betyder, at journalisterne på DR for eksempel gerne må skrive en artikel hvor de stiller spørgsmålstegn ved noget, som statsminister Mette Frederiksen har gjort.

Men det må de russiske medier ikke. De russiske medie, som er ejet af staten, må for eksempel ikke kritisere noget af det, som den russiske præsident, Vladimir Putin, gør. Og så må de heller ikke kalde krigen i Ukraine for en krig. Det har de fået at vide af den russiske regering.

I stedet kalder de russiske medier det for en ‘nødvendig militær operation’. Der er altså ingen russere eller russiske medier, der må kalde disse dages begivenheder i Ukraine for en invasion eller en krig. Sådan skriver DR.

Der er altså rigtig mange russere, som slet ikke får at vide, at Rusland har startet en krig mod Ukraine.

Hvad siger Rusland om krigen?

Selvom russerne måske ikke ved, at deres land er i krig i Ukraine, så ved de godt, at der er russiske soldater i Ukraine.

Dog bliver der i de russiske medier fortalt, at russiske tropper er taget til Ukraine for at kæmpe mod ukrainske nazister, som slår en masse russere ihjel.

Men at der skulle være ukrainske nazister, som slår russere ihjel i Ukraine, er flere gange blevet modbevist. Sådan skriver TV2.

De russiske medier fortæller også, at de russiske soldater er fredsbevarende og ikke angriber civile. Det er heller ikke sandt. Blandt andet har russiske soldater sendt russiske raketter afsted mod et boligområde i byen Kharkiv. Her bor der helt almindelige mennesker. Sådan skriver New York Times.

Hvad er konsekvenserne?

Forskel på falsk information

  • Desinformation: Når man spreder information, som man godt ved er falsk.
  • Misinformation: Når man spreder falsk information, men samtidig ikke ved, at det er falsk.  

Kilde: Dansk Institut for Internationale Studier

Det er vigtigt for præsident Vladimir Putin, at den russiske befolkning ikke ved præcist, hvad der sker i Ukraine. På den måde sikrer han nemlig, at den russiske befolkning ikke bliver vrede over krigen og vender sig mod ham.

Desinformation spiller en enorm rolle i konflikten, og i den seneste tid er der blevet spredt mange deciderede løgne. Rusland er ekstrem dygtig til at bruge desinformation som et våben i konflikten.” Det fortæller Flemming Splidsboel Hansen til Videnskab.dk. Han er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier. 

Der er selvfølgelig russere, som ikke tror på det, som de statsejede russiske medier fortæller om krigen i Ukraine. Derfor bliver der blandt andet lavet demonstrationer mod krigen flere steder i Rusland. Sådan skriver Berlingske.

LÆS OGSÅ: Rusland bliver udelukket fra Eurovision og flere turneringer i fodbold