Online

Nye regler på OnlyFans: Slut med sex på kamera

Brugerne, der uploader indhold til OnlyFans, har tjent mere end 31,8 millioner.

Foto: Il. Studio

Nanna Hein


26 august, 2021



Platformen, der ellers primært har været kendt for amatørporno, ændrer deres retningslinjer og forbyder ”seksuelt eksplicit” indhold.

OBS: Efter udgivelsen af denne artikel har OnlyFans meddelt, at de sætter forbuddet på hold. De nye retningslinjer har fået massiv kritik, og derfor forbydes seksuelt eksplicit indhold alligevel ikke fra 1. oktober.

Du har nok hørt om onlinemediet OnlyFans. Her er det muligt at uploade og se videoer og billeder af alt fra trænings- til make-up-videoer. Det lyder måske lidt som en form Instagram eller YouTube, men på OnlyFans er det også muligt at se porno. Faktisk er det især dét, platformen er kendt for. Men nu lader det til snart at være fortid. OnlyFans har nemlig ændret i deres retningslinjer, og fra den 1. oktober er det ikke længere lovligt at dele seksuelt indhold. Sådan skriver DR

De nye regler

Med mere end 150 millioner brugere verden over er OnlyFans meget populært. Herhjemme har snakken om platformen især handlet om forskellige reality-kendisser, der er begyndt at tjene penge på at dele nøgenbilleder eller porno derinde. 

Onlyfans

  • Oprettet i 2016
  • Er et socialt medie, hvor man kan abonnere på forskellige personer, og dermed se deres billeder og videoer. De bliver også kaldt “creators”. Personerne bestemmer selv hvor meget, det koster at abonnere på dem, men 20 procent af indtjeningen går dog til OnlyFans.
  • Har mere end 150 millioner brugere. To millioner af dem uploader billeder og videoer.
  • Er især kendt for at have meget indhold, der kan betegnes som amatørporno.

Men ifølge OnlyFans’ retningslinjer vil det fra d. 1. oktober altså være slut med pornografisk indhold, også kaldet ”seksuelt eksplicit” indhold.

De nye regler forbyder blandt andet:
– Ægte eller simuleret onani.
– Ægte eller simuleret materiale, som forestiller kropsvæsker der almindeligvis bliver udskilt under seksuelle handlinger, som for eksempel sæd.
– Ægte eller simulerede seksuelle handlinger. Det kan for eksempel være sex eller oralsex.

De nye regler er lavet, fordi OnlyFans gerne vil gå i en ny retning med deres indhold. Platformen vil gerne have mere mainstream indhold, som der for eksempel er på Instagram. Det er nemlig lettere at få investorer til at smide penge i kassen, når indholdet ikke er af seksuel karakter. 

Drama i OnlyFans-verdenen

Den tidligere influencer Fie Laursen er en af de omkring to millioner brugere, der har lavet seksuelt indhold på OnlyFans. Hun er ked af, at platformen ikke først har meldt noget ud til dem, der lever af at lave indhold til platformen.

”Jeg snakkede med mine OnlyFans-veninder om det i et par timer, og der er kæmpe drama i OnlyFans-verden over det her”, siger hun til Se og Hør.

Der findes nemlig flere danskere, som har så mange abonnenter på deres OnlyFans, at de kan leve af det, de tjener. Det kom derfor som lidt af et chok for flere af dem, da platformen i sidste uge meldte deres nye retningslinjer ud.

Ifølge Fie Laursen selv er det dog ikke et problem for hende, at siden har lavet sine retgningslinjer om. Selvom hun stadig deler letpåklædt indhold derinde, begyndte hun for allerede et halvt år siden at lave amatørporno på andre platforme. 

LÆS OGSÅ: Ny politisk aftale: Stalking kan straffes med tre års fængsel