Identitet

Ny rapport om sexisme i partiet Radikale Venstre: ”Det er læsning, der gør ondt”

Den politiske leder af Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen, har kommenteret rapporten på Facebook.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Julius Christiansen Tromholt


5 marts, 2021



18 procent af de kvinder, som deltog i en undersøgelse om sexisme i partiet Radikale Venstre har oplevet sexisme. Nu siger partiets nye leder undskyld.

En hånd på låret eller et klap i numsen.

Det kan hurtigt blive akavet på arbejdet, når man ikke har bedt om det. Det seneste år har sexisme og #MeToo på arbejdet fyldt meget i Danmark.

Det hele startede til Zulu Comedy Galla, da værten Sofie Linde talte om sexisme i mediebranchen.
Siden er det væltet frem med kvinder, som har fået nok af sexisme på arbejdspladsen.

Flere kvinder har skrevet under på, at det også er et problem i deres branche.

Det er blandt andet et problem blandt politikerne i Danmark.

Flere politikere har måtte forlade deres poster efter anklager om sexisme. Blandt andre lederen fra partiet Radikale Venstre, Morten Østergaard. Læs mere om den sag her.

Nu har partiet fået lavet en undersøgelse, som skal gøre det klart, hvor stort problemet med sexisme er i partiet.

Og den er netop kommet.

Hvem har lavet undersøgelsen?

Det er Kvinfo, som har lavet undersøgelsen på vegne af Radikale Venstre. Kvinfo er et center, som arbejder med køn og ligestilling.

Kvinfo har sendt et spørgeskema til 699 personer, som arbejder eller har arbejdet i partiet. Det gælder alt fra tidligere praktikanter til medlemmer af Folketinget.

413 personer har deltaget. 212 mænd og 191 kvinder. 10 har ikke oplyst køn, eller skrevet, at de er et andet køn end mand eller kvinde.

Hvad står der i den?

Den nye undersøgelse viser, at der er et problem med sexisme i partiet.

Samlet svarer 22 procent, at de har været udsat for seksuel chikane. Det gælder for 30 procent af kvinderne og 15 procent af mændene.

18 procent af de kvinder, som har deltaget i undersøgelsen svarer, at de har modtaget kys, klap og omfavnelser, som de ikke har ønsket. Det gælder for fem procent af mændene.

20 procent af kvinderne har oplevet, at andre i partiet har kommenteret på deres udseende eller krop. Det gælder for syv procent af mændene.

Syv procent af kvinderne har oplevet, at der er blevet gramset på dem. Eller at de er blevet holdt fast mod deres vilje.

Undersøgelsen viser også, at det oftest går ud over de yngste medlemmer af partiet. Det gælder både mænd og kvinder.

Hvad siger partiets ledere?

Efter at partiets politiske leder Morten Østergaard måtte træde tilbage, så valgte partiet en ny politisk leder. Det blev Sofie Carsten Nielsen. Hun skriver på Facebook, at det gør ondt at læse den nye rapport.

”Det er læsning, der gør ondt. Den konkluderer, at alt for mange gennem årene har oplevet seksuel chikane eller andre former for sexistisk adfærd i Radikale Venstre – og i nogle tilfælde er det meget alvorlige sager,” skriver hun.

Hun vil gerne sige undskyld til partiets medlemmer.

”Derfor vil jeg på egne og Radikale Venstres vegne gerne sige undskyld. Undskyld på vegne af Radikale Venstre til jer, der har oplevet seksuel chikane eller anden form for sexistisk adfærd. Og undskyld til jer, der ikke har oplevet en ordentlig håndtering i vores parti.”

Hun mener blandt andet, at hun tidligere skulle have bedt Morten Østergaard om at træde tilbage som leder. Han havde blandt andre krænket politikeren Lotte Rod for 10 år siden.

Det hele blev lidt underligt, da sagen kom frem. Man vidste nemlig ikke, hvem krænkeren var. Men Morten Østergaard fortalte medierne, at han havde haft en snak med personen. Som så viste sig, at være ham selv.

”Personligt fortryder jeg i dag, at jeg ikke tidligere bad Morten Østergaard om at gå. Ikke mindst da det blev bizart, og han på sin Facebook skrev om sin samtale med sig selv om forløbet med Lotte Rod,” skriver hun.

Også partiets landsformand, Svend Thorhauge, mener, at rapporten er trist læsning. Han vil også gerne sige undskyld. Det siger han til DR.

”Jeg synes, det er meget alvorlig og trist læsning. Jeg vil gerne sige undskyld til alle, der har haft de her oplevelser i Radikale Venstre. I særdeleshed også til dem, der har henvendt sig og har oplevet, at det ikke er blevet taget alvorligt. Det er et dobbelt svigt, og det kan vi ikke andet end at undskylde,” siger han.

Hvad vil Radikale Venstre gøre i fremtiden?

Partiet har fået en række gode råd fra Kvinfo, som skal hjælpe partiet med at undgå flere sager om sexisme. Det skal blandt andet være mere tydeligt, hvor man kan få hjælp, hvis man bliver udsat for sexisme. Og det skal kunne være anonymt.

Og så har partiet lavet nye regler for, hvordan man skal være sammen, og hvordan man skal håndtere sager om sexisme i fremtiden.

Der er også blevet lavet nye regler, som handler om fester og alkohol i partiet.

Og så er der oprettet et område, som man kan klage anonymt til, hvis man har oplevet noget ubehageligt – eller har set andre blive udsat for noget. Her kan man også henvende sig, hvis man har brug for nogen at tale med. Det skriver Radikale Venstre på partiets hjemmeside.

LÆS OGSÅ: Morten Østergaard: Flere kvinder har oplevet uønsket seksuel kontakt fra mig.