Videnskab

Nasa tester jordens forsvar – flyver ind i en asteroide med vilje

Asteroiden Dimorphos lige inden rumsonden rammer den.

Foto: Nasa

Julius Christiansen Tromholt


29 september, 2022



Et rumfartøj fløj natten til tirsdag ind i en asteroide – en stor klippe, som flyver rundt langt ude i rummet. Man vil nemlig teste, om vi kan få asteroider til at ændre kurs for at beskytte Jorden i fremtiden.

Hvad lavede du natten mellem mandag og tirsdag?

De fleste lå nok og sov. Men amerikanske Nasa havde gang i noget ret vildt. De fløj nemlig direkte ind i en asteroide 11 millioner kilometer væk med et rumfartøj.

Men bare rolig – det var ikke en ulykke. Det var nemlig med vilje, at Nasa fløj ind i asteroiden.

Hvorfor fløj Nasa ind i asteroiden?

For cirka 66 millioner år siden blev Jorden ramt af en asteroide, som udslettede det meste liv på Jorden. Man mener blandt andet, at asteroiden udslettede dinosaurerne.

Det vil man gerne undgå sker igen. Derfor holder Nasa øje med rummet, for at se om noget har kurs mod Jorden.

Hvis en asteroide har kurs mod Jorden, så skal vi ændre asteroidens kurs, så den ikke rammer os. Det har Nasa testet om er muligt. Man har derfor fløjet en rumsonde ind i en asteroide, for at ændre asteroidens bane og få den ud af kurs.

Asteroiden var ikke på vej mod Jorden – vi er altså ikke i fare. Men missionen skulle sikre, at Nasa ved, om det kan lade sig gøre at ændre kursen, hvis en asteroide en dag er på vej mod Jorden. Det skriver DR.

Hvordan gik det?

Det gik, som det skulle. Asteroiden ramte asteroiden, som er 11 millioner kilometer væk. Nu skal forskerne undersøge, om det har fået asteroiden til at ændre sin kurs.

Med om bord på rumsonden var et lille kamera, som har filmet sammenstødet. Det kan du se her:

Missionen har fået navnet DART (Double Asteroid Redirection Test). Det hele blev streamet live, så nysgerrige kunne følge med.

Under streamingen sagde Lori Glaze, som arbejder for Nasa, sådan her:

”Vi har startet en ny æra i menneskets historie. En æra, hvor vi potentielt har evnen til at beskytte os selv mod en farlig asteroide. Den evne har vi aldrig haft før.”

Missionen har kostet 2,5 milliarder kroner.

Er der en asteroide på vej mod Jorden?

Nej. Det sker meget sjældent. Der går nemlig cirka 20.000 år mellem at en asteroide på størrelse med den, som Nasa har ramt, rammer Jorden.

Asteroiden, som hedder Dimorphos, er mellem 120-180 meter i diameter. Hvis en asteroide på den størrelse ramte Jorden, ville den kunne udslette en by på størrelse med København.

Derfor holder forskere konstant øje med rummet. Kursen på asteroiden behøver nemlig ikke at blive ændret særligt meget, hvis forskerne er ude i god tid. Derfor sidder der forskere, som konstant har styr på asteroidernes baner.

Hvis forskerne ser, at Jorden er i en asteroides bane, og at den vil ramme Jorden om 50 år, så kan de altså nå at handle ved kun at ændre kursen på asteroiden en smule.

LÆS OGSÅ: Skoleelever får mulighed for at forske med dansk astronaut