Online
Læger advarer mod coronaråd fra Gwyneth Paltrow
Skuespilleren Gwyneth Paltrow har været smittet med corona. Men hendes råd til at behandle nogle symptomer, som varer længe efter selve sygdommen, er helt forkerte, siger eksperter.
Skuespilleren Gwyneth Paltrow er kendt fra film som Iron Man og Shakespeare in Love. Men de senere år er hun også blevet kendt for at sælge mystiske varer gennem sin virksomhed Goop.
Måske har du hørt om hendes stenæg, som skal stikkes op i skeden, om olier, der skal hjælpe på depression, og bistik, der kan gøre dit liv bedre. Læger og eksperter er flere gange blevet nødt til at advare mod hendes råd og produkter.
Nu kommer Gwyneth Paltrow også med råd om, hvordan man kan bekæmpe sine senfølger efter corona. Senfølger er symptomer, som kan vare i flere måneder efter selve sygdommen. Det kan for eksempel være træthed, svært ved at trække vejret eller smerter i bryst, led og hoved.
Og nu beder eksperter hende om at stoppe med at sprede falske råd om corona. Det skriver den britiske avis The Guardian.
Hvad går hendes råd ud på?
På sin blog fortæller Gwyneth Paltrow, at hun har været smittet med coronavirus. Hun har senere oplevet meget ”træthed og omtågethed”. Hun ”behandler” sine senfølger med flere forskellige teknikker. Hun skriver også, at hun ”har lavet meget research og har fundet godt materiale, som støtter op om, hvad jeg gør.”
Her er hendes metoder:
– Faste
Hun skriver, at hun faster indtil kl. 11 om formiddagen hver dag. Når man faster, spiser man ikke noget mad.
– Keto-mad
Der findes en særlig kostplan, som kaldes Keto-diæten. Den bliver blandt andet brugt af folk, der vil tabe sig. Den består af mad med meget fedt og mange proteiner, men få kulhydrater.
– Kombucha-te og kimchi
Kombucha er en særlig te, som er en smule gæret. Den er lidt sødlig og sprudlende. Kimchi er en koreansk ret, som består af gærede grøntsager og nogle gange rejer eller andre små havdyr.
– Infrarød sauna
I en infrarød sauna er det ikke damp fra varme sten, som gør rummet hedt. I stedet er det infrarødt lys. Det er særlige lysbølger, som kan skabe varme.
Eksperter afviser, at disse metoder kan behandle senfølger efter covid-19.
Hvad siger eksperterne?
Der findes intet i videnskaben, som tyder på, at Gwyneth Paltrows metoder virker mod covid-19 eller senfølger. Det slår professor Stephen Powis fast hos The Guardian. Han er den lægelige direktør for det britiske sundhedssystem NHS:
”I de seneste par dage har jeg set, at Gwyneth Paltrow desværre lider af senfølgerne efter Covid. Vi ønsker hende det bedste, men nogle af de løsninger, hun anbefaler, er ikke løsninger, vi vil anbefale hos NHS.”
Han siger også, at alle influencere har et ansvar, når de spreder falsk information om corona.
Den danske læge Nils Christian Strandberg Pedersen bakker op om, at Gwyneth Paltrows råd ikke virker. Men faktisk kan de også være farlige, siger han til DR:
”Det er direkte skadeligt at anbefale et fasteforløb, efter man har været igennem et alvorligt coronaforløb. Efter man har været syg, har man brug for sund og nærende kost, som er med til at opbygge ens velbefindende og immunforsvar.”
Unge får typisk et mildere forløb med covid-19 end ældre. Men mange unge bliver også ramt af senfølgerne. Læs mere om det her.
LÆS OGSÅ: Forskere tester sundhed i en 8. klasse: Så meget har de taget på