Videnskab

Forskere tester sundhed i en 8. klasse: Så meget har de taget på

Blodtrykket er steget hos eleverne i 8. klasse på Tre Falke Skole i København.

Foto: Daria Nepriakhina/Unsplash

Freya Ea Bjørnlund


24 februar, 2021



Vi bevæger os langt mindre under coronakrisen, end vi plejer. Og det går ud over vores krop og sundhed.

Du sidder ned hele tiden – hvis du altså ikke ligger ned. Det er nok cirka sådan, din hverdag ser ud lige nu.

Det er svært at holde kroppen i gang under coronakrisen. Og det går ud over sundheden.

Et hold af forskere fra Syddansk Universitet er gået sammen med TV 2 om at lave et lille eksperiment.

De har besøgt en 8. klasse på Tre Falke Skole i København. Her har de testet elevernes sundhed efter mange måneder med nedlukning.

Ikke overraskende er det gået den forkerte vej. Det forklarer Malte Nejst Larsen, der er forsker på Institut for Biomekanik på Syddansk Universitet:

”Børnene har øget deres fedtprocent markant, og de har fået et meget højere blodtryk. Det er lidt bekymrende tal for den aldersgruppe,” siger han til TV 2.

Fedtprocenten fortæller, hvor meget af din krop som består af fedt.

Hvad viser testen?

Under forsøget er eleverne i 8. klasse blevet målt, vejet og testet både før og efter, at landet lukkede ned for snart et år siden.

I gennemsnit har eleverne taget 7,6 kilo på. Det er noget mere, end man normalt gør, når man vokser som 14-årig. I gennemsnit er 3,3 af kiloene rent fedt.

Det betyder, at elevernes fedtprocent er steget. I gennemsnit er den steget med 2,7 procentpoint. Hos pigerne er den steget mest, nemlig med 6,7 procentpoint.

Testen viser også, at elevernes blodtryk i gennemsnit er steget. Og at deres hvilepuls i gennemsnit er steget med 4 slag i minuttet.

Det er altså vigtigt for 8. klasse at komme i gang med at bevæge sig igen. Sådan er det nok også for din klasse.

Hvor stort er problemet?

8. klasse på Tre Falke Skole er ikke alene om problemerne. Det viser en dansk undersøgelse fra Syddansk Universitet. Det skriver forskerne bag undersøgelsen selv hos Videnskab.dk.

Forskerne har spurgt 1.802 danskere om, hvor meget de bevægede sig under den første nedlukning sidste forår. De spurgte danskere fra 15 til 85 år.

Svarene viste, at danskerne bevægede sig 16,1 procent mindre sammenlignet med tiden før coronakrisen.

7,1 procent af dem, som var fysisk aktive før nedlukningen, svarede, at de nu var helt stoppet med at være fysisk aktive.

Undersøgelsen viste også, at det så værst ud blandt de unge og de ældre.

De 15-18-årige bevægede sig 36,6 procent mindre end før nedlukningen.

“Det har en lang række trivsel- og sundhedsmæssige konsekvenser, som kun kan blive forværret af en anden og tredje bølge,” skriver forskerne.

Hvad skal du gøre?

Forskerne bag undersøgelsen fra Syddansk Universitet har 5 gode råd, hvis du vil holde din krop sundere under nedlukningen.

1: Hold aktive pauser hver time, hvor du bevæger kroppen. Du kan for eksempel gå, hoppe, bøje dig, strække eller svinge armene.

2: Begræns, hvor meget du sidder stille.

3: Når du skal et sted hen, så gå eller brug cyklen.

4: Styrketræn muskler to gange om ugen.

5: Forsøg at blive forpustet hver dag.




© Copyright - seismo 2019