Kultur

Kunstigt eller ægte – hvilket juletræ er bedst for klimaet?

Grantræer skal ofte vokse i seks til otte år, før de er store nok til at være juletræer.

Foto: Freestocks/Unsplash

Nanna Hein


7 december, 2021



Flere og flere køber kunstige juletræer, men hvad er det mest klimavenlige juletræ egentlig?

Forestil dig juleaften. Hele din familie er samlet, og I spiser dejlig julemad. I stuen står der højst sandsynligt også et stort og grønt grantræ. Og under det ligger alle julegaverne og venter på at blive åbnet. Men hvilken type grantræ står der hjemme hos dig?

De seneste år har vi hvert år ved juletid talt om juletræet. Nogle vælger at købe et plastiktræ, mens andre kun vil have et ægte. Men hvordan påvirker de forskellige træer klimaet? Det undersøger vi i denne artikel.

Plastiktræet

Det kunstige juletræ af plastik har efterhånden sneget sig ind i flere og flere danske julehjem. Du kan få træerne, så de ligner et ganske almindeligt grantræ. Men det er også muligt at få nogle, der er enten hvide eller pink.

Der er to problemer med træer af plastik. Det første er måden, de bliver lavet på. Rigtig mange træer af plastik er nemlig lavet af olie – og det er rigtig skidt for miljøet. Det andet problem er, at plastiktræerne ikke bliver lavet lokalt. Derfor bruges der store mængder af CO2 på at transportere træerne rundt omkring i verden. Sådan skriver The Guardian.

Men til forskel fra almindelige og ægte juletræer, så kan træerne af plastik genbruges. Hvor mange gange de kan det, er forskerne dog ikke helt enige i.

Et canadisk studie fra 2009 viste, at træerne af plastik skulle bruges hele 20 gange, før det var bedre for klimaet og miljøet.

Men andre studier viser, at det er langt færre gange. De nyere studier peger på, at plastiktræerne kun skal bruges fem gange.

Et kunstigt juletræ skal altså bruges en del gange, før det kan svare sig i forhold til et ægte.

Det ægte træ

Der er flere problemer ved ægte juletræer. Et af dem er al det jord, det skal bruge, når det bliver dyrket. Grantræer er nemlig mellem seks og otte år om at vokse sig store nok til at være juletræer. Og når træet bliver fældet, og ender inde i din julestue, går der heller ikke lang tid, før det ender som skrald, der bliver brændt. Det er ikke godt for klimaet.  

Når man skal skaffe sit eget ægte juletræ, er der rigtig mange mennesker, som kører ud i skoven for at hente det. Og når træet skal smides ud, kører de også et stykke for at finde en losseplads, hvor det kan komme hen. Al den kørsel er heller ikke godt for klimaet. Sådan skriver Videnskab.dk

Men der er to måder, du kan gøre dit ægte juletræ mere klimavenligt på.

Den ene måde er at købe et juletræ i en potte. På den måde kan træet komme ud og stå i jeres have resten af året. Og så kan I grave det op igen, når det skal bruges til næste jul. På den måde bruger vi mindre land til at producere nye træer på, og samtidig bruger vi mindre CO2 på transport.

En anden måde er at købe lokale juletræer. Hvis du bor i lejlighed, eller måske ikke har plads til et grantræ i haven, så er det en rigtig god idé at købe årets juletræ lokalt. På den måde spares der også CO2. Det gør der ved, at du og familien ikke skal køre ud for at finde et træ. Sådan skriver Berlingske.

Der er altså ingen af de to typer træer, som er rigtig klimavenlige. Men hvis du og din familie gerne vil, kan I altså godt gøre jeres juletræ lidt mere grønt, end det ellers ville have været.

LÆS OGSÅ: Video: Hvad kan EU gøre ved fake news på de sociale medier?