Valg fra blokken

Hvad er valgets hotte emner i Sønderborg?

Vi skal snart stemme til kommunalvalget. Men hvad er valgets hotte emner i Sønderborg?

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Mathilde Johannesen


3 november, 2021



Under en valgkamp er der altid nogle politiske emner, som er ekstra hotte. Det er dem, som hele byen taler om. I den her artikel guider vi dig igennem nogle af Sønderborgs hotte valgemner.

Kommunalvalget er lige om lidt, og under et valg er der altid nogle politiske emner, som har meget fokus. Det er dem, som alle taler om. Både politikerne og journalisterne. Det er også tit de emner, som borgerne taler om, når de mødes nede i Brugsen for at handle ind til aftensmaden.

Og i Sønderborg er der ingen undtagelse. Derfor zoomer vi ind på tre af kommunens hotte valgemner.

Tysk borgmester til Sønderborg?

Slesvigsk Parti

  • Slesvigsk Parti er et sønderjysk midterparti.
  • De ønsker at styrke båndene hen over den dansk-tyske grænse.
  • De arbejder blandt andet for, at det tyske mindretal i Sønderjylland kan dyrke det tyske sprog og kultur.
  • De vil blandt andet sørge for, at der stadig er tyske børnehaver, skoler og biblioteker i Sønderjylland.
  • Lige nu sidder der fem lokalpolitikere fra Slesvigsk Parti i byrådet i Sønderborg.

Kilde: Slesvigsk Parti

Sønderborg ligger tæt på den tyske grænse og er en lidt speciel kommune, fordi der bor et tysk mindretal.

Sønderjylland – og derfor også Sønderborg – var engang en del af Tyskland, og derfor kan du stadig finde tyske skoler, biblioteker og børnehaver i Sønderjylland.

Og valgkampen i Sønderborg har fået sig et tysk fokus. Det store spørgsmål er nemlig, om spidskandidaten for Slesvigsk Parti kan løbe med titlen som borgmester. Så vil en dansk kommune få en tysk borgmester.

Slesvigsk Partis spidskandidat i Sønderborg hedder Stephan Kleinschmidt. Lige nu er han viceborgmester i kommunen, men han går efter posten som borgmester. Det skriver DR.

Det kan dog godt blive svært, for han vil ikke samarbejde med Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige.

Hvis han skal sigte efter borgmesterposten, skal han i stedet samarbejde med Venstre og Socialdemokratiet.

Slesvigsk Parti er netop et midterparti, så der er måske mulighed for, at Stephan Kleinschmidt kan få de to andre partier til at samarbejde over midten.

Hvis Sønderborg skal have en tysk borgmester, kræver det selvfølgelig, at Stephan Kleinschmidt får vippet den socialdemokratiske borgmester Erik Lauritzen af stolen. Han har været borgmester siden 2013.

Stephan Kleinschmidt havde faktisk en god chance ved det sidste valg, men det lykkedes ikke. Det skriver Der Nordscheswiger.

Kommer en deltager fra X Factor i byrådet?

Der bliver kastet stjernestøv over kommunalvalget i Sønderborg. Det skyldes, at den tidligere deltager i X Factor Vilson Ferati stiller op for Socialdemokratiet.

Du kan nok huske ham fra X Factor i 2020, hvor han sang sig igennem mange af live programmerne. Han bor i Sønderborg, og nu hænger hans valgplakater i byen.

Vilson Ferati har ikke nogen erfaring med politik, men han kunne ikke sige nej, da byrådspolitikeren Bjørn Allerelli Andersen spurgte, om han ville blive en del af byrådet. Han skulle dog lige tænke over det i et par måneder, men så var han også klar. Det skriver DR

Kommunalvalget har altså fået sin helt egen X Factor-deltager. Vilson Ferati vil især have fokus på musikken i kommunen. Hvis han kommer i byrådet, vil han nemlig arbejde for, at Sønderborg får et levende kulturliv, hvor især musikken er i centrum.

Flere uddannelser til Sønderborg?

Regeringen har lavet et udspil, som hedder ”Tættere på”. Her vil de blandt andet sørge for, at ungdomsuddannelser såsom hhx, htx og stx kommer tættere på dem, som bor i de mindre byer. Det kan du læse mere om her.

En af de byer, som regeringen vil lægge en ungdomsuddannelse i, er Nordborg. Det er en by, som hører under Sønderborg kommune.

Den nye mulighed skaber dog stor splittelse mellem lokalpolitikerne. Venstre, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti vil nemlig gerne have et kostgymnasium til byen, som fokuserer på naturvidenskab og grøn omstilling. Det skriver JydskeVestkysten.

Det får dog ikke den store opbakning fra byrådsmedlemmet Jesper Kock fra Socialdemokratiet. Der ligger nemlig også et andet gymnasium i Nordborg, og Socialdemokratiet er bange for, at kostskolen vil tage elever fra det gymnasium.

Jesper Kock synes egentlig, at forslaget om en kostskole er meget interessant, men det skal ikke være et gymnasium.

I stedet vil han have nogle uddannelser, som fokuserer på industrien inden for oplevelser. Det kan være uddannelser inden for turisme, sport og kunst.

Samtidig skal uddannelserne have elementer fra kostskolen i sig. Det betyder, at man måske kan sove og bo på skolen.

Den 16. november kan du stemme til kommunal- og regionsvalget. Hvis du bor i Sønderborg, kan du for eksempel overveje, om du vil have et kostgymnasium til byen? Eller om byen skal have en tysk borgmester?

Du behøver ikke at være dansk statsborger for at stemme til valget.  

LÆS OGSÅ: Klima, skole og integration: Hvad skal der ske i København?