Valg fra blokken

Hvad er valgets hotte emner i Odense?

Vi skal snart stemme til kommunalvalget. Men hvad er nogle af valgets hotte emner i Odense?

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Mathilde Johannesen


5 november, 2021



Alle byer har emner under valget, som er ekstra hotte. Det er dem, som alle taler om. Men hvilke brandvarme emner er der i Odense?

Kommunalvalget banker på døren. Den 16. november skal vi nemlig sætte vores kryds på stemmesedlen.

Under en valgkamp er der altid nogle emner, som folk taler ekstra meget om. Det er dem, som bliver diskuteret til vælgermøderne og nede i køen til kasserne i Netto.

Sådan er det også i Danmarks tredje største by, Odense. Derfor zoomer vi ind på tre af kommunens hotte valgemner.

Er Odenses borgmester for glad for penge?

Der er fem borgmestre i Danmark, som tjener flere penge end statsministeren. En af dem er Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel. Så tænker du måske, hvordan kan det lade sig gøre?

Peter Rahbæk Juel tjener særligt mange penge, fordi han har taget en masse ekstra jobs – udover at være borgmester. Han sidder for eksempel i flere bestyrelser, og det får han ekstra penge for. Blandt andet er han næstformand for Odense Havn.

Han ender derfor med at være den bedst betalte borgmester i Danmark. Hele 1.783.663 kroner tikker ind på hans konto, og samlet set fik han 562.000 kroner for at passe det ekstra arbejde, som han har sagt ja tak til. Det skriver TV2.

De fleste borgmestre takker ja til betaling for deres ekstra arbejde ligesom Peter Rahbæk Juel. Der er dog også nogle borgmestre, som vælger at sige nej til den ekstra portion penge.

Det har blandt andre Svendborgs borgmester, Bo Hansen, gjort.

Han sidder i en bestyrelse, hvor han kunne modtage 20.000 kroner årligt for sit arbejde, men det har han sagt nej tak til.

Han synes nemlig, at hans arbejde i bestyrelsen også er en del af arbejdet som borgmester, og derfor vil han ikke have penge for opgaven. Han får i forvejen sin løn som borgmester – og den er han tilfreds med.

”Så dårlig er borgmesterlønnen heller ikke”, siger Bo Hansen til TV2.

Det store spørgsmål er altså, om borgmestrene i forvejen har så god en løn, at den ekstra betaling bliver overdreven – og om de ekstra opgaver egentlig ikke ligger inden for jobbet som borgmester.

Det er op til den enkelte borgmester at vurdere. Lige meget hvad bryder de ikke nogle regler, når de siger ja tak til de ekstra penge.

Det er altså op til dem selv at vurdere.

Skal der et atomkraftværk til Odense?

Liberal Alliance i Odense vil gerne rykke på klimapolitikken. Der skal simpelthen ske noget drastisk.

Derfor har partiets spidskandidat, Gustav Aakerlund, besluttet, at han vil arbejde for, at der kommer et atomkraftværk i Odense. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Han synes nemlig, at der er alt for meget symbolpolitik, når politikerne taler om klima. Der skal ikke tales så meget – i stedet skal der gøres noget.

”Vi skal have bygget et atomkraftværk i en af Odenses områder med industri. Dét er et seriøst forslag, der kan producere energi til at forsyne hele Danmark med strøm 24 timer i døgnet hele året. Det rykker altså ikke at plante æbletræer på gadehjørnerne”, siger Gustav Aakerlund til Fyens Stiftstidende.

Nogle vil måske påpege, at der tidligere har været flere ulykker og radioaktivt affald forbundet med atomkraftværker, men Gustav Aakerlund deler ikke de bekymringer.

Han mener, at atomkraftværker i de vestlige lande er sikre og stabile. Når det er gået galt, har det været i slyngelstater i lande langt væk fra Vesten. Samtidig påpeger han, at moderne atomkraft ikke længere producerer meget affald.

Dertil slår han fast, at FN’s klimapanel har skrevet i deres seneste rapport, at atomkraft kan være en løsning på vores globale klimaproblem.

Et atomkraftværk kan altså blive en realitet i Odense, hvis Gustav Aakerlund havner i byrådet og kan få sin idé stemt igennem.

Hvad skal der ske med de tosprogede elever?

De to partier Socialdemokratiet og Konservative i Odense er ikke enige i, hvad der skal ske med de elever, som er tosprogede – altså har et andet modersmål end dansk.

Blandt andet har Socialdemokratiet foreslået, at skoler med mange tosprogede elever skal have færre elever i hver klasse.

Derudover skal tosprogede elever fra Vollsmose have lov til at søge ind på skoler, hvor der ikke er mange tosprogede.

Normalt går man på en skole i det skoledistrikt, hvor man bor, men med dette forslag vil børnene fra Vollsmose altså kunne vælge frit mellem skolerne i Odense. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Meningen med forslaget er, at Socialdemokratiet gerne vil fordele de tosprogede elever ud på mange forskellige skoler. Lige nu er de nemlig samlet på få skoler i byen. Det gør, at eleverne har sværere ved at lære sproget og samtidig blive bedre til de forskellige fag, som er på skemaet.

Socialdemokratiet håber derfor, at elevernes karakterer vil blive højere, hvis de tosprogede elever bliver fordelt på skolerne i kommunen.

Søren Windell fra de Konservative er dog ikke glad for forslaget. Han er nemlig bange for, at familierne i Odense ikke længere kan være sikre på, at deres børn kan gå i den lokale folkeskole.

”Med det her forslag er kursen sat mod at ophæve de nuværende skoledistrikter. Vi er ved at tage livet af vores lokale folkeskole”, siger Søren Windell til Fyens Stiftstidende.

Hvis du skal stemme til kommunalvalget i Odense, kan du have disse tre valgemner i baghovedet.

Vil du have et kraftværk i Odense? Skal borgmesteren sige nej tak til ekstra betaling? Skal de tosprogede elever fordeles ud over kommunens skoler?

Med valget har du nemlig muligheden for at stemme på den politiker, som vil det samme som dig.

Du behøver ikke være dansk statsborger for at stemme til valget.  

LÆS OGSÅ: Hvad er valgets hotte emner i Sønderborg?