Øjenvidne – Deporteret fra Danmark til Ravensbrück og Theresienstadt
Ib var to år gammel, da han og hans forældre i 1943 forsøgte at flygte fra den nazistiske besættelsesmagt til Sverige. Ved en dramatisk aktion på Amager blev familien arresteret og sendt til Horserødlejren. Fra Horserødlejren skulle de have været sendt direkte til koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkiet, men de endte i stedet i den største tyske koncentrationslejr for kvinder, Ravensbrück. En koncentrationslejr der også blev kaldt ”Den langsomme døds lejr”. Kvinder og børn blev skånselsløst myrdet i selve lejren eller sendt videre til de egentlige udryddelseslejre. Mens Ibs mor sad i lejrens straffebunker blev Ib skrevet på listen med 800 kvinder og børn, der skulle sendes med den største såkaldte ”sorte transport” til Auschwitz. To tjekkiske kvinder reddede mirakuløst Ib fra at komme med den transport, som ingen overlevede. Efter 5 måneder i Ravensbrück med sygdomme og sult kom de videre til Theresienstadt. Her var de fanger i det næste år, indtil de kom til Sverige med De Hvide Busser. Hør fortællingen om Ibs families historie.
I sammenhæng med Ibs foredrag kan eleverne med fordel læse mere om Horserødlejren, om jødeaktionen og deportationen til Theresienstadt, om ”at komme i transport”, om de danske jøder i Theresienstadt, deportationen af Europas jøder, De Hvide Busser, udryddelses- og koncentrationslejre, Danmark og Holocaust. Alt sammen i den bog Ib har skrevet ”Lad ham dø – 2-årig i Ravensbrück og Theresienstadt”. Den kan lånes på biblioteket. Med lidt ihærdighed kan man også på biblioteket bestille Tidsskriftet Rambam 29/2022, som indeholder den fulde historie om Ib i Ravensbrück og den tragiske skæbne, der overgik én af de to redningskvinder. Noget af denne historie kan også streames. På Youtube brug søgeordene ”Mine 18 måneder i nazistisk fangenskab”.
Ibs foredrag kan desuden suppleres med DIIS-dokumentaren “THERESIENSTADT – danske børn i nazistisk fangenskab”. På Folkedrab.dk kan du under temaet “Theresienstadt” gratis streame filmen, finde flere artikler, kilder, links og lærervejledninger om filmen samt læse mere om den historiske baggrund for de danske jøders deportation til Theresienstadt, jødeaktionen og Horserødlejren.