Politik

Har Mette Frederiksen sagt noget racistisk? Lige nu taler alle om ”indvandrer-drenge”

Mette Frederiksens kommentar faldt på Socialdemokratiets sommer-gruppemøde i Gråsten.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Freya Ea Bjørnlund


20 august, 2020



Onsdag talte statsminister Mette Frederiksen om en ny plan for Danmarks politi. Men det var hendes bemærkning om indvandrer-drenge i S-tog, som stjal opmærksomheden.

Var statsministerens kommentar over stregen? Det spørgsmål har startet en voldsom diskussion mellem politikere på Twitter og i medierne.

Og hvad har hun så sagt?

Mette Frederiksens kommentar faldt på et presse-møde onsdag, hvor hun fortalte om regeringens planer om at lave ændringer i det danske politi – en ny såkaldt politi-aftale.

Og så sagde hun ifølge Politiken:

”Det her handler om, at når man bruger S-togs-linjerne i Stor-københavn, så skal man ikke være bange for at tage hjem om aftenen, fordi der er 15-17 indvandrer-drenge, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.”

”Man skal ikke være bange for at gå ned i sin egen vaske-kælder, og man skal ikke gå uden om indkøbs-centrene på den københavnske vestegn.”

Bemærkningen om ”indvandrerdrenge” der ikke ”opfører sig ordentligt”, har fået folk til at skændes på sociale medier. For har Mette Frederiksen sat ord på et virkeligt problem, eller har hun sagt noget diskriminerende om en hel gruppe af befolkningen?

Hvad sagde hun i sidste uge, som også skabte skænderi?

I sidste uge kom Mette Frederiksen med en anden kommentar, som skabte stor diskussion. Her talte hun om, at der er stor stigning i corona-smitten blandt personer med anden etnisk baggrund:

”Når vi nøgternt kigger på smitte-tallet, så er der ganske enkelt for mange mennesker med ikke-vestlig baggrund, som er smittet,” sagde hun.

Tal fra Statens Serum Institut viste i uge 31, at 63 procent af de smittede har anden etnisk baggrund. Kun 14 procent af befolkningen i Danmark har anden etnisk baggrund, så netop den gruppe fylder meget i corona-tallene. Mange de smittede bor i Aarhus og kommer fra en somalisk og libanesisk baggrund.

De smittede har blandt andet en baggrund i Irak, Marokko, Israel, Jordan, Libanon og Somalia.

Hvem mener, at kommentaren er et problem?

Mette Frederiksens to seneste kommentarer er ”svære ikke at opfatte som racistiske”, skriver politikeren Sikander Siddique på Twitter. Han er tidligere medlem af partiet Alternativet, og nu er han løsgænger – læs mere om det her.

”Hun giver i hvert fald frit spil til fordomme,” skriver han. Og bidrager til ”usympatiske fjende-billeder”:

De to partier Enhedslisten og Radikale Venstre, som normalt støtter Socialdemokratiet, er heller ikke glade for statsministerens kommentar om indvandrerdrenge.

Kristian Hegaard fra Radikale Venstre mener, at hun skaber mistanke til alle med en mørk hudfarve, der kører med S-tog:

”Selvfølgelig skal vi tale om, at nogle mennesker er over-repræsenteret i statistikker. Men vi skal ikke tale ned til og generalisere på denne måde. Hvad løser det?” siger han til DR.

Hvem mener, at kommentaren er okay?

Pernille Vermund, som er leder af partiet Nye Borgerlige, støtter op om statsministerens kommentar.

”Det giver håb om, at regeringen vil være med til at finde løsninger på de massive udlændinge-problemer. Der er behov for at sige tingene, som de er, hvis vi skal løse udlændinge-politikken fra bunden,” skriver hun på Twitter.

Komikeren Brian Mørk blander sig også i debatten på Twitter. Han mener, at der er et problem med nogle indvandrerdrenge. Og han mener, at man ikke kan løse et problem uden at tale om det:

Hvad mener du?

Er Mette Frederiksens kommentar om indvandrer-drenge over stregen?

Indlæser ... Indlæser ...