Online

Facebook til kamp mod coronavirus: Vil fjerne flere falske nyheder om vacciner og corona

Nu er det forbudt at skrive på Facebook, at vacciner mod covid-19 er giftige.

Foto: Brett Jordan/Unsplash.

Julius Christiansen Tromholt


10 februar, 2021



Facebook vil gøre mere for at bekæmpe fake news om covid-19 og vacciner på Facebook og Instagram. Man vil også hjælpe med at bringe korrekte informationer om vaccinerne.

Med flere end to milliarder brugere fordelt på 189 lande er Facebook noget, som rigtig mange mennesker bruger.

Mange bruger blandt andet det sociale medie til at få nyheder. Og det er Facebook godt klar over.

Men man kan ikke altid stole på det, som man kan finde på Facebook. Alle kan nemlig skrive noget derinde. Derfor vil Facebook nu gøre en større indsats for at sørge for, at der ikke bliver spredt falske nyheder om coronavirus og vacciner på deres platform.

Facebook vil også hjælpe med at sprede sand information om vaccinerne mod virusset. Det skriver Facebook i en pressemeddelelse.

Hvad vil Facebook gøre?

1) Facebook vil hjælpe folk over hele verden med at finde ud af, hvor og hvornår de kan blive vaccineret.

Det vil blandt andet være med links til lokale hjemmesider, hvor man kan finde den viden. For eksempel hos sundhedsministeriet. Målet er, at man med få klik skal være i stand til at finde information om vaccinerne på Facebook. I første omgang vil tilbuddet gælde i USA. Men snart vil det blive rullet ud i flere lande.

2) Facebook vil dele sande informationer om vaccinerne med covid-19.

Facebook vil arbejde sammen med regeringer, organisationer, NGO’er og FN for at oplyse Facebooks brugere korrekt om vaccinerne. Man vil også opfordre folk til at blive vaccineret. Det vil man blandt andet gøre via reklamer. Facebook har nemlig givet sundhedsministerier, NGO’er og FN lov til at reklamere for en værdi af cirka en milliard kroner på deres platform.

3) Facebook vil kæmpe mod fake news om vacciner mod covid-19

Der findes mange mærkelige rygter om vaccinerne mod coronavirusset. Nogle tror, at de indeholder en chip, som giver rigmanden Bill Gates mulighed for styre os alle sammen. Det er selvfølgelig ikke blevet bevist. Det er en ret skør teori.

Derfor vil Facebook gøre mere for at fjerne opslag med fake news på Facebook og Instagram (som er ejet af Facebook).

Facebook vil blandt andet udvide listen af påstande, som vil blive slettet fra Facebook. Nu er det blandt andet forbudt at skrive, at coronavirusset er skabt af mennesker. Og at en vaccine mod corona er farlig og giftig. Begge ting er i forvejen forbudt at skrive i reklamer på Facebook.

Facebook vil også fjerne sider, grupper og brugere, som flere gange skriver eller deler falske informationer om coronavirusset og vaccinerne.

LÆS OGSÅ: Fake news og hate speech: Sådan har medierne spillet en rolle i Myanmars skrøbelige demokrati, som nu er faldet.