Politik

Corona-virus: Hele Danmark lukker ned

På Hareskov Skole i Hareskovby var der ingen elever. Landets skoler er nemlig blevet lukket.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Julius Christiansen Tromholt


12 marts, 2020



I går aftes kom regeringen i Danmark med flere nye tiltag, som skal kæmpe mod spredningen af corona-virusset. Det betyder blandt andet, at skolerne lukker.

Antallet af danskere som er smittet med corona-virusset, er lige nu oppe på 615 personer. Mandag morgen lød tallet på 35 smittede. Det er altså mere end femten-doblet siden.

Det gør Danmark til det land i Europa, hvor corona-virusset spredes hurtigst. Det sagde sundhedsministeren Magnus Heunicke i går onsdag på et pressemøde.

pressemødet, som blev holdt onsdag aften 20.30, fortalte regeringen, at de høje tal gør, at store dele af Danmark lukker ned de næste 14 dage. Det skriver DR.

For regeringen handler det om at sørge for, at mennesker ikke kommer i kontakt med hinanden. På den måde kan vi bremse spredningen af corona-virusset.

Vi forklarer her, hvad de sagde på pressemødet.

Skoler og dag-institutioner lukker

Fra på mandag lukker alle skoler og dag-institutioner som vuggestuer og børnehaver. De vil indtil videre være lukket i 14 dage.

Hvad sagde de ellers?

  • Biblioteker, museer og fritidstilbud lukker i 14 dage.
  • Sygehuse og plejehjem skal sørge for, at de ikke får så mange besøgende.
  • Regeringen vil ikke deltage i åbne arrangementer i 14 dage.

    Kilde: DR.dk

De lukker først fra på mandag, så forældrene har tid til at få børnene passet andre steder. Men regeringen anbefaler, at man allerede fra i dag holder sig hjemme, hvis det er muligt.

Enkelte institutioner vil være åbne for de børn, som ikke har mulighed for at blive passet andre steder.

Selvom skolerne lukker, så vil der stadig være undervisning mange steder – eleverne vil bare blive undervist digitalt. Det gælder blandt andre eleverne fra de danske gymnasier. Det forklarer Birgitte Vedersø, der er formand for Danske Gymnasier til DR.

”Vi kommer til at undervise eleverne virtuelt over nettet. Der er mange forskellige muligheder for at gøre det efterhånden, og det er sådan, vi vil sikre, at kostbar undervisningstid så vidt muligt ikke går til spilde,” siger hun.

De lukkede skoler betyder altså ikke 14 dages ferie.

Offentligt ansatte sendes hjem

Hvis du er offentligt ansat, så er du ansat af staten. Det kan eksempelvis være, at du arbejder hos kommunen, på et museum, som skolelærer, politimand eller sygeplejerske.

Det modsatte af offentligt ansatte er privat ansatte. De arbejder i virksomheder, som ikke er ejet af staten. Dem kan regeringen ikke bestemme over.

I går fortalte regeringen, at alle offentligt ansatte sendes hjem fra arbejdet fra i morgen fredag.

Det gælder dog ikke dem, som arbejder i jobs, som arbejder med ‘kritiske funktioner’. Det er blandt andet dem, som arbejder hos politiet, med de ældre og på sygehusene.

Arrangementer med flere end 100 bør aflyses

Regeringen anbefaler, at alle arrangementer med flere end 100 mennesker aflyses. Tidligere på ugen lød tallet på 1.000. Det betød blandt andet, at fodbold-kampe, Melodi Grand Prix og programmet X-factor måtte spille uden tilskuere. Læs mere om det her.

Regeringen anbefaler også, at alle barer, diskoteker og værtshuse lukker. Det har blandt andet betydet, at firmaet Rekom, som har 90 barer i Danmark, har lukket alle deres steder. Det skriver Jyllands-Posten.

Regeringen kan ikke bestemme, at arrangementer med over 100 skal aflyses. Det er kun noget, som de anbefaler. De arbejder dog på, at få lavet en hurtig lov, som giver dem ret til at indføre et forbud. Her kan du læse om, hvordan man laver en ny lov.

LÆS OGSÅ: Du har hørt om corona-virusset – men hvad er et virus egentlig?