Kultur
Baby på coveret til album-klassiker sagsøger bandet for børnepornografi
Spencer Elden mener ikke, at hverken han eller hans forældre har givet samtykke til at billedet kunne bruges på Nirvanas album fra 1991.
For 30 år siden udgav bandet Nirvana et album, der stadig i dag bliver fremhævet som et af de vigtigste albums udgivet nogensinde. Albummet hedder Nevermind og indeholder klassikere som Smells Like Teen Spirit og Come As You Are.
På albummets cover ser man en baby i en swimming pool, som rækker ud efter en dollar-seddel. Det skulle eftersigende repræsentere, at kapitalismen var så udbredt i USA, at selv babyer hungrede efter penge.
I dag er den baby blevet voksen. Han hedder Spencer Elden og er 30 år gammel, og han er ikke helt så begejstret for det cover, som alverdens musikfans er.
Han har nemlig sagsøgt bandet for børnepornografi, fordi han er helt nøgen på billedet. Det skriver Berlingske.
Det vil sige, at han har sagsøgt Dave Grohl, som var trommeslager i bandet og i dag er forsanger i bandet Foo Fighters, Krist Novoselic, som spillede bas i Nirvana – og Kurt Cobain.
Kurt Cobain var forsanger og guitarist i Nirvana, men han er død i dag. Han begik selvmord i 1994. Men Spencer Elden har sagsøgt de personer, som i dag styrer hans formue.
Han har også sagsøgt en lang række andre mennesker, som var involveret i albummet.
Som begrundelse siger han, at hverken han selv eller hans forældre gav samtykke til, at billedet kunne bruges på et album-cover, og at bandet ikke beskyttede ham mod at blive seksuelt udnyttet. Han fortæller også, at billedet har givet ham livslange problemer.
I et interview med GQ Magazine fra 2016 sagde Spencer Elden, at han synes, at det er “fucked up”, at folk stadig taler om det billede, og at han er virkelig vred over det.
“Jeg har håndteret det hele mit liv. Men på det seneste har jeg tænkt: Hvad hvis jeg ikke er ok med, at min penis bliver vist til hele verden. Jeg havde ikke rigtigt et valg,” sagde han dengang til GQ.
Genskabte billede i 2016
Spencer Elden har dog ikke altid givet udtryk for, at han er ked af billedet. Det samme år, som han sagde til GQ Magazine, at han var træt af billedet, genskabte han det faktisk i forbindelse med albummets 25 års jubilæum.
Han foreslog endda fotografen, at det skulle være et nøgenbillede, ligesom det er på det originale billede fra 1991.
“Jeg sagde til fotografen: Lad os lave det som et nøgenbillede. Men han mente, at det ville være mærkeligt, så jeg tog badebukser på. Jubilæet betyder noget for mig. Det er mærkeligt, at jeg gjorde det her i fem minutter, da jeg var fire måneder gammel, og så blev det et virkelig ikonisk billede,” sagde han til New York Post.
Til spørgsmålet om, hvornår han ændrede holdning til billedet, svarer han til GQ, at han på et tidspunkt kontaktede Nirvana for at spørge dem, om de ville være med i et af hans kunstprojekter. Men de svarede ikke tilbage. I stedet blev han henvist til deres advokater.
Spencer Elden kunne ikke forstå, at han godt kunne bruges på albumcoveret i 1991, men at medlemmerne ellers ikke mente, at han var vigtig nok, forklarede han.
Medlemmerne af Nirvana og Kurt Cobains advokater har ikke svaret på søgsmålet endnu.
Læs også: Greta Thunberg er på forsiden af verdens største modeblad