Politik

Antallet af kvindelige kandidater til regionsvalget er steget

487 kvinder stiller op til regionalvalget i år.

Foto: Alexandru Nika/Shutterstock

Nanna Hein


14 oktober, 2021



Til november vil der være endnu flere kvindelige kandidater på stemmersedlerne end tidligere.

Den 16. november 2021 skal danskerne i stemmeboksen. Men de skal sætte mere end bare ét kryds. Der skal nemlig stemmes til to forskellige slags valg. For der er både kommunalvalg og regionsvalg.

Til regionsvalget er der i alt 1.351 personer, der stiller op. 487 af dem er kvinder. Det betyder, at antallet af kvindelige kandidater til regionsvalget er steget. Sådan skriver Børsen.

36 procent af kandidaterne er kvinder

De to valg

  • Til kommunalvalg stemmer man på den person, man gerne vil have i kommunalbestyrelsen i sin kommune. De personer, der sidder i kommunalbestyrelsen, er dem, som bestemmer, hvordan kommunens penge skal bruges. Det kan for eksempel være på bedre veje eller flere skoler.
  • Til regionsvalg skal man stemme på den person, som man vil have i regionsrådet i ens region. Medlemmerne af regionsrådet bestemmer over regionernes penge. Det kan for eksempel være på hospitaler. Der er færre regioner end kommuner i Danmark. Derfor dækker regionerne også nogle større områder.

Både kommunal- og regionsvalg afholdes hver fjerde år. Det vil sige, at sidst der kunne stemmes på kommunale og regionale politikere var i 2017. Her var der 440 kvindelige kandidater på stemmesedlerne. Det vil sige, at antallet af kvindelige kandidater er steget med 47.

Det svarer til, at 36 procent af kandidaterne er kvinder. Men hvorfor vil flere kvinder gerne være regionspolitikere? Det er sandsynligvis fordi, at kvinderne er mere tiltrukket af, hvad man laver i regionspolitik. Det mener Karina Kosiara-Pedersen. Hun er lektor i Statskundskab på Københavns Universitet.

For regionspolitikerne beskæftiger sig nemlig blandt andet med emner som sygehuse og skoler. Og her finder man som regel rigtig mange kvindelige medarbejdere.

“Det er emner, de er klædt på til på grund af fagområder, hvor kvinder ofte er overrepræsenteret. For eksempel skolelærere og sosu-medarbejdere.” Det siger Karina Kosiara-Pedersen til TV2.

Danmark er delt op i 98 kommuner og fem regioner. Hvor mange medlemmer af kommunalbestyrelsen hver kommune skal have, er forskelligt fra kommune til kommune. Der skal findes 41 personer til hvert regionsråd. Det skriver Borger.dk.

Hvis man bliver valgt til enten kommunalbestyrelsen i sin kommune eller regionsrådet, sidder man i kommunen eller regionsrådet i fire år fra den 1. januar.

LÆS OGSÅ: Kommunalvalg: Ved du egentlig, hvad din kommune bestemmer over?