Videnskab
Opdagede vikingerne faktisk en lille ø-gruppe i Atlanten?
I mange år har det været portugiserne, som har fået æren for at opdage ø-gruppen Azorerne. Men ny forskning tyder på, at det i virkeligheden var vikingerne, der var de første, der sejlede dertil.
Ude i det store Atlanterhav mellem Europa og USA ligger en lille ø-gruppe. I alt er der ni øer, der alle er dækket af en smuk og farverig natur. Øerne bliver kaldt Azorerne.
Øerne er en del af Portugal – selvom der er mere end 1.400 kilometer hav mellem Azorerne og Portugal. Og det var da også portugiserne, der var de første til at krydse havet og sætte fødderne på Azorerne.
Eller var det nu også det? Ny forskning peger nemlig på, at det var vikingerne, der var de første til at finde de frodige øer. Sådan skriver Politiken.
Hvad viser forskningen?
Vikingerne
- Vikingerne var et folk fra Danmark, Norge og Sverige. Hvordan landegrænserne dengang har været, ved man ikke helt præcist.
- I Danmark varede vikingetiden fra år 800 til 1050.
- Vikingerne var kendt for at være særlig dygtige til at sejle. De sejlede ud og handlede, plyndrede og erobrede forskellige lande.
- Azorerne ikke det første sted, hvor vikingerne nok kom først. De var også de første i Nordamerika og på Grønland.
Kilde: Nationalmuseet
Faktisk regner man med, at vikingerne skulle have været på Azorerne allerede 700 år før portugiserne kom dertil. Sådan skriver det amerikanske medie Science.
Men ifølge historiebøgerne blev Azorerne altså opdaget i 1427 af portugiserne. Men kigger man på søkort fra før 1427, kan man faktisk allerede se, at Azorerne er tegnet på. Det lader altså til, at portugiserne ikke var de første til at finde ø-gruppen. Et søkort er et kort, som sejlende bruger til at finde vej på havet.
Da portugiserne kom til Azorerne, fandt de hverken knogler, rester af værktøj eller andet, der kunne vise, at der tidligere havde været mennesker. Fordi der ikke har været klassiske rester som knoglefund, har forskerne brugt en anden metode. Faktisk har de opfundet en ny måde at underøge fortiden på. Nemlig ved hjælp af vind og lort.
Forskerne har nemlig kunne genskabe det klima, som der var på øerne, før portugiserne kom til. Og her er det tydeligt, at vinden var kraftigst fra nordøst. Det betyder, at det har været lettere at sejle til Azorerne fra Norden, hvor vikingerne boede, end fra Portugal.
Forskerne har også fundet rester af to forskellige stoffer på fem af øerne. Stofferne hedder sterol og coprastanol, og er noget, man finder i afføring fra mennesker og pattedyr, som spiste planter. Noget tyder altså på, at nogen har bragt større pattedyr til Azorerne.
”Der kommer altså ikke store dyr til et sted som Azorerne ved et tilfælde. Og slet ikke til fem øer på samme tid.” Sådan lyder det fra Pedro M. Raposeiro til Politiken. Han er en portugisisk palæobiolog.
Faktisk har der før været snak om, at det var vikingerne, der først opdagede Azorerne. Tilbage i 2015 undersøgte en gruppe amerikanske forskere fra Cornell University musene på ø-gruppen. Musene på øerne mindede i høj grad om de husmus, du kan finde i Norden. Derfor mente forskerne, at vikingerne måtte have taget dem med på deres sejlture.