Kultur

Efter stor kritik: Tom Cruise afleverer filmpriser tilbage

Tom Cruise vil ikke længere beholde sine Golden Globe-priser og afleverer dem tilbage i protest.

Foto: Shutterstock

Sesilie Christophersen


12 maj, 2021



En stor organisation i Hollywood modtager kritik i disse dage. Organisationen bliver anklaget for at være sexistisk og racistisk.

Golden Globe har i mange år været en af de vigtigste filmpriser i Hollywood.

Men i de senere år har organisationen bag priserne fået stor kritik for ikke at have nok diversitet. Organisationen hedder Hollywood Foreign Press Association eller HFPA i daglig tale. Den består af 87 medlemmer, som alle er journalister.

De har blandt andet fået kritik for at sige sexistiske ting om kvinder og for ikke at have et eneste medlem, som er sort.

Og nu har skuespilleren og verdensstjernen Tom Cruise også meldt sig i koret af kritikere. Han vil derfor aflevere sine tre Golden Globe-priser tilbage i protest mod organisationen. Det skriver Politiken via Ritzau.

TV-stationen NBC i USA har også afvist at vise Golden Globes-showet på tv, indtil de har fået styr på situationen.

“Ændringer på sådan en skala tager tid og arbejde. Vi føler kraftigt, at HFPA har brug for tid til at gøre det rigtigt,” siger NBC i en udtalelse.

Stationen er dog åben over for at vise prisshowet igen i 2023, hvis HFPA har lavet en række ændringer til den tid.

Netflix, Amazon og Warner Media vil heller ikke arbejde sammen med HFPA, indtil de har sørget for at få større diversitet blandt medlemmerne.

“Bundrådden” organisation

På baggrund af den omfattende kritik har HFPA besluttet at ansætte en ny administrerende direktør og en direktør for diversitet, lighed og inklusion.

Derudover skal HFPA også udvide organisationen med 20 nye medlemmer i år. Antallet af medlemmer vil blive udvidet med 50 procent i løbet af de næste to år. Målet er, at sammensætningen af medlemmerne skal inkludere flere minoriteter og kvinder.

Medlemmerne kommer også til at modtage træning i, hvordan man undgår at sige sexistiske eller racistiske bemærkninger.

Maria Månsson er ekspert i tv- og filmbranchen hos DR, og hun er enig i den kritik, HFPA modtager i disse dage. Hun fortæller til DR, at det er gået så galt, fordi HFPA har haft al for stor magt i Hollywood i mange årtier.

“Det handler om etik, og det handler om almindelig opførsel over for kollegaer og de personer, de interviewer. Det er en organisation, som i årevis har været bundrådden: Der har været sager om voldsomt sexistiske interviews. Der har været sager om mistanke om korruption. Og der har været sager om, at der er blevet givet gaver for at få film nomineret. Det er godt, der sker noget nu,” siger hun til DR.

Læs også: Den danske film “Druk” vinder stor engelsk film-pris