Kultur

Greta Thunberg kommer på et frimærke

Greta Thunberg demonstrerer for klimaet i Sverige.

Foto: Jonathan NACKSTRAND / AFP / Ritzau Scanpix

Freya Ea Bjørnlund


13 januar, 2021



Hvis du vil sende et postkort i Sverige, kan du nu sende det afsted med et Greta Thunberg-frimærke på.

Greta Thunberg er lige fyldt 18 år. Hun har allerede holdt taler til verdens mest magtfulde politikere. Hun har stået i spidsen for Sveriges største avis i en dag. Hun er blevet kåret til Årets Person. Hun har været nomineret til Nobels Fredspris. Hun har fået en edderkop opkaldt efter sig.

Nu bliver Greta Thunberg hyldet på en ny måde. Ifølge Berlingske kommer hun på et nyt frimærke til postkort i Sverige.

Greta Thunberg

  • Navn: Greta Tintin Eleonora Ernmann Thunberg.
  • Født: 3. januar 2003 i Sverige – 18 år.
  • Er diagnosticeret med Aspergers-syndrom – en lidelse hvor man blandt andet kan have svært ved at indgå i tale og samvær med andre.
  • Har været nomineret til Nobels fredspris.

På frimærket står Greta Thunberg på en klippetop, hvor hun kigger på en fugl. Frimærket er en del af en hel serie, der har temaet natur og miljø. Frimærkerne kan købes fra den 14. januar.

Frimærkerne er designet af Henning Trollbäck, og de bliver produceret af postvæsenet PostNord. 

Greta Thunberg har fortjent at blive hyldet på et frimærke, siger Stina Olofsdotter, der er chef for PostNords afdeling for frimærker ifølge nyhedsbureauet dpa:

”Designet skal reflektere vores tid og de miljømæssige problemer, der er blevet fremhævet i årevis, ikke mindst igennem Greta Thunbergs stærke stemme.”

Skolestrejker for klimaet

Svenske Greta Thunberg blev kendt over hele verden, da hun begyndte at pjække fra skole for at strejke for klimaets skyld.

I august 2018 besluttede hun som 15-årig, at hun nægtede at gå i skole, før politikerne havde gjort noget for at stoppe klimakrisen. Derfor satte hun sig og demonstrerede foran Riksdagen i Sverige, der svarer til Folketinget i Danmark. 

Det fik skoleelever fra hele verden til at strejke for klimaet – også i Danmark.

Hun har holdt taler for verdens ledere, hvor hun har krævet, at de løser klimakrisen. Hun har blandt andet talt til et klimatopmøde i New York i USA. Her sejlede hun hele vejen fra England til USA, fordi det er dårligt for klimaet at flyve.

En af hendes andre store bedrifter er, at hun har gjort Donald Trump til grin med hans egen joke – se selv her. 

LÆS OGSÅ: ”Hun skulle brændes på bålet” skrev en mand om Greta Thunberg på nettet – så gav en avis igen