Politik

COP25: Greta Thunberg mener, at folk undervurderer “vrede børns magt”

16-årige Greta Thunberg har sejlet fra USA til Europa, fordi det er mere klima-venligt end at flyve. Her ankommer hun til havnen i Lissabon i Portugal.

Foto: Rafael Marchante/Reuters/Ritzau Scanpix

Freya Ea Bjørnlund


4 december, 2019



Den 16-årige klima-aktivist Greta Thunberg sejlede over Atlanterhavet til klima-topmødet COP25. Da hun ankom, havde hun et par ting at sige til de folk, der kritiserer hende for at være vred.

16-årige Greta Thunberg har sejlet i over to uger for at komme fra USA til Europa. Hun skal nemlig med til det vigtige klima-topmøde COP25 i Spaniens hovedstad Madrid, hvor politikere fra hele verden mødes for at tale om løsninger på klima-krisen.

Hun har nægtet at flyve – nogensinde. Fordi flyvning belaster klimaet meget mere end andre former for transport.

I går tirsdag ankom hun med skib til havnen i Lissabon i Portugal. Her svarede hun på spørgsmål fra journalister, før hun rejste videre mod Madrid til COP25.

Hun svarede på spørgsmål fra en journalist, som sagde, at nogle voksne ser hende som ”vred”.

Så sagde hun:

”Folk under-vurderer vrede børns magt. Vi er vrede, og vi er frustrerede, og det er der gode grunde til.”

Trump driller Thunberg

Svenske Greta Thunberg blev kendt over hele verden, da hun begyndte at strejke fra skole. I august 2018 besluttede hun, at hun nægtede at gå i skole, før politikerne havde gjort noget for at stoppe klima-krisen. Derfor satte hun sig og demonstrerede foran Riksdagen i Sverige, der svarer til Folketinget i Danmark. Det fik skole-elever fra mange andre lande til også at strejke fra skole for klimaet – også i Danmark.

Greta Thunberg har fået kritik for at lyde vred og ekstrem, når hun taler om klimaet.

USA’s præsident var ret ironisk, da han kaldte hende ”en meget glad ung pige, som ser frem til en lys og vidunderlig fremtid” på Twitter:

Siden har Greta Thunberg svaret Trump igen ved at ændre sin beskrivelse af sig selv på Twitter. Et stykke tid stod der: “En meget glad ung pige, som ser frem til en lys og vidunderlig fremtid.”

Den danske politiker Søren Espersen fra Dansk Folkeparti er heller ikke fan af Greta Thunberg. Efter hun holdt en tale i september, sagde han sådan her til Ekstra Bladet:

”Hun bliver værre og værre. Den seneste tale var fuldstændig overskruet, det var en gang væmmelig følelses-porno.”

Men den slags kritik fra voksne gider Greta Thunberg ikke at høre på. Da hun ankom til Lissabon, sagde hun sådan her:

”Hvis de vil have, at vi holder op med at være vrede, så skulle de måske holde op med at gøre os vrede.”

Læs mere om, hvad politikerne skal tale om på på COP25 her – og se Greta Thunberg ankomme til havnen i Lissabon her:




© Copyright - seismo 2019