Kultur

Disney advarer mod sine egne film: Kan virke racistiske

Indgangen til Disneys studier i Burbank i Californien, USA.

Foto: Lucy Nicholson/Reuters/Ritzau Scanpix

Julius Christiansen Tromholt


15 november, 2019



Flere af de gamle film på Disneys nye streaming-tjeneste, Disney+, kan virke racistiske, advarer Disney.

Dumbo, Junglebogen og Lady og Vagabonden.

Det er nogle af de gamle Disney-klassikere, som man kan se på Disneys nye streaming-tjeneste, som gik i luften i tirsdags. Men inden du ser dem, skal du lige være klar over, at de kan virke racistiske, advarer Disney.

Eller som de selv skriver i teksten, som dukker op på skærmen, inden filmen starter:

”Dette program præsenteres, som det oprindeligt blev skabt. Det kan indeholde forældede kulturelle skildringer”.

Hvad er det racistiske?

Disney kommer med advarslen før flere af deres film. Her er et udvalgt af nogle af dem.

Dumbo:
I Dumbo fra 1941 er problemet blandt andet de sorte krager, som elefanten med de store ører møder i filmen. Deres leder hedder Jim Crow opkaldt efter en figur, som skuespilleren Thomas D. Rice optrådte med i 1800-tallet malet sort i hovedet.

Navnet Jim Crow bliver ofte brugt nedsættende om afroamerikanere. Senere blev navnet brugt i nogle love, som gjorde det ulovligt at adskille sorte og hvide på offentlige steder, skriver Berlingske.

Derudover er der en sang med i filmen, hvor sorte arbejdere synger om, at de arbejder hele dagen og hele natten, og aldrig har lært at læse eller skrive.

Flere medier havde ellers spekuleret i, at Disney ville fjerne scenen med kragerne fra filmen. Men scenen er altså stadig med, skriver The Independent.

Junglebogen:
I Junglebogen fra 1967 er Disney blevet kritiseret for at aberne i filmen minder om afro-amerikanere. Særligt den syngende orangutang, Kong Louie, er blevet kritiseret, skriver DR.

Lady og Vagabonden:
I Lady og Vagabonden fra 1955 er det de to italienske kokke, som serverer spaghetti med kødboller for Lady og Vagabonden, som er blevet beskyldt for at være racistiske over for italienere.

En af de film, som mange har kritiseret for at være racistisk, er Song of the South fra 1946. Disney har selv udtalt, at de er klar over, at filmen er problematisk. Filmen har de valgt slet ikke at vise på Disney+, skriver DR.

Tegneserie-ekspert er ikke overrasket

Tegneserie-ekspert og vært på Troldspejlet, Jakob Stegelmann, siger til DR, at han ikke er overrasket over Disneys advarsel. Modsat Europa er det nemlig meget normalt i USA at komme med den type advarsler.

”Med disse disclaimere går Disney ud og siger: ‘Vi vælger at vise de her film, som de er blevet skabt, men vær forberedt på, at de er lavet for 50 år siden, og dengang var humoren måske en anden,” siger han.

Han siger også til DR, at der findes tusindvis af tegnefilm, med detaljer som kan virke stødende på folk. Hvis man vil se filmene, skal man derfor være opmærksom på, at de er lavet for mange år siden, hvor man tænkte anderledes, end man gjorde i dag.