Politik

Video: Unge kan rejse gratis rundt i Europa med DiscoverEU – hvad er det?

EU tilbyder gratis togbilletter til 18-årige europæere.

Foto: Damaris Isenschmid.

Julius Christiansen Tromholt


21 december, 2021



Siden 2018 har det været muligt at rejse gratis rundt i Europa i en måned, hvis du er 18 år - og bliver valgt til at få en billet. Vi forklarer, hvad DiscoverEU-programmet går ud på.

Du har måske hørt om interrail. Med et kort til interrail kan unge rejse billigt rundt i Europa med tog i en bestemt periode. Det kan for eksempel være i en måned.

Et kort til interrail koster mellem 1.200-3.000 kroner for en måned. Men hvad nu hvis du kan få det gratis, når du bliver 18 år?

Det har faktisk været muligt siden 2018. Her blev programmet DiscoverEU nemlig startet af EU-Kommissionen. Det giver udvalgte unge på 18 år mulighed for at rejse gratis rundt i Europa i en måned.

Hvorfor har EU det tilbud?

DiscoverEU er et ret nyt projekt. Så hvorfor har EU besluttet, at unge skal kunne rejse ud i Europa, når de bliver 18 år? Det forklarer Sonya Gospodinova. Hun udtaler sig på vegne af EU-Kommissionen, når det handler om unge.

”Det her projekt handler om den følelsesmæssige side af EU. Det handler ikke om politik. Det handler om at opleve. Det giver unge muligheden for at lære andre kulturer, steder og sprog at kende. De unge lærer, at selvom andre i EU har en anden baggrund, så er vi stadig meget ens,” siger hun.

I 2018 blev politikerne i EU-Parlamentet enige om, at man de næste tre år skulle afprøve DiscoverEU-projektet. Projektet var en succes, så fra 2021 blev DiscoverEU en del af Erasmus+-programmet.

Sonya Gospodinova på sit kontor i Bruxelles:

Foto: Ditte Folkmann.

Hvordan får du et DiscoverEU-pas?

Hvis du skal have fat i et DiscoverEU-pas, så er der tre krav, som du skal opfylde. Du skal være 18 år gammel. Du skal bo i et af EU’s 27 medlemslande. Og så skal du bestå en lille quiz med spørgsmål om EU. Det fortæller Sonya Gospodinova.

Hvor mange kommer afsted?

  • Siden 2018 har 70.000 unge været afsted med DiscoverEU
  • I 2022 vil 60.000 unge europæere få muligheden for at komme afsted med DiscoverEU. Her vil unge i alderen 18-20 år komme afsted. De 19-20-årige skal nemlig ikke snydes, da verden var ramt af corona, da de var 18 år.
  • Danmark får 700 billetter i 2022.

Kilde: Ec.europa.eu.

”Vi har fem gange så mange ansøgere, som vi har billetter. Så du skal bestå en quiz for at komme i betragtning til et billet. Vi vil gerne motivere de unge til at lære og læse om EU og de tiltag, som vi laver for dem. Det er en ret nem quiz – du får fem spørgsmål,” siger hun.

Hvis der er for mange ansøgere, så bliver billetterne uddelt til dem med flest rigtige svar i quizzen. Og til dem som ansøgte om en billet først. Når der er åbent for ansøgninger, kan du søge om en billet her. Der er et bestemt antal billetter til hvert land.

Hvis du har en form for handicap, så sørger EU for, at du kan få en hjælper med på turen.

Hvad siger politikerne?

Gratis togbiletter til unge. Det lyder jo meget godt. Men er det EU’s rolle at betale for, at unge kan rejse? Det er politikerne i EU uenige i. Vi har spurgt tre af de 14 danske medlemmer af EU-Parlamentet om, hvad de mener om DiscoverEU.

Christel Schaldemose sidder i EU-Parlamentet for partiet Socialdemokratiet.

Foto: Ditte Folkmann.

”Vi har et stort ønske om, at unge mennesker lærer om andre lande i Europa. Selvom unge i Europa har forskellige sprog og traditioner, så er vi meget lig hinanden. Andre unge drømmer også om at have et sted at bo, en uddannelse og leve et godt liv. Det vil vi gerne vise med den her ordning,” siger hun.

Hun mener, at alle unge bør tage ud med et af EU’s programmer til unge.

”Jeg er meget begejstret for de her tiltag. Jeg håber også, at især unge mennesker har lyst til at bruge nogle af de mange gode tilbud, vi har. Tag ud, ud, ud. Læs, lær og se – det er berigende,” siger hun.

Morten Løkkegard sidder i EU-Parlamentet for Venstre. Han mener ikke, at EU skal betale for togbilletter til unge mennesker.

Foto: Andreas Hansen.

”Det er vigtigt at rejse ud. Men EU skal ikke til at give gratis togbilletter ud. Hvorfor så de unge? Hvorfor ikke de gamle? Sådan kan man blive ved. EU handler jo ikke om at dele gaver ud. EU er et politisk projekt, der handler om at understøtte forskellige politikker i forskellige lande, så vi får et bedre Europa. Det gør vi ikke ved at dele gratis togbilletter ud,” siger han.

Han forklarer, at EU har tilbud som Erasmus+, som gør det muligt for unge at arbejde eller studere i udlandet. Og det er en god idé, fordi de unge kommer hjem med noget viden, som de kan bruge.

”Der skal være en sammenhæng mellem, hvad man giver, og hvad man får. Med Erasmus+ tager du ud for at komme hjem med noget, som du kan bidrage med som voksen. Det andet er en gavebod. Det må man ikke forveksle. EU er ikke nogen gavebod. Unge, der gerne vil ud og rejse, skal nok komme ud og rejse. Mange danske unge har i forvejen været på interrail. Danske unge mangler ikke at komme ud og rejse,” siger han.

Kira Marie Peter-Hansen sidder i EU-Parlamentet for Socialistisk Folkeparti (SF). Hun mener, at det er vigtigt at unge kommer ud og ser unionen.

Foto: Andreas Hansen.

”Det er vigtigt at rejse ud og se, hvordan hinanden lever. Det giver en bedre forståelse for hinanden. Både politisk, økonomisk, socialt og kulturelt. Det gør, at vi kommer tættere på hinanden som europæere. Samtidig med at man får en masse gode oplevelser og venner i hele Europa. Så det er godt,” siger hun.

En af dem, som har været ude med DiscoverEU, er Diana Baltina fra Riga i Letland. I videoen kan du høre hende fortælle om sine oplevelser: