Politik
Video: I Grækenland har man bygget 40 kilometer mur for at beskytte grænsen
Flere lande i EU bygger mure, hegn og pigtråd for at beskytte de ydre grænser. Vi har besøgt grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet – indgangen til EU.
I EU arbejder 27 lande sammen. Grænserne mellem de fleste EU-lande er åbne. Her du kan du frit rejse frem og tilbage mellem landene – uden at vise pas.
Men sådan er det bestemt ikke ved de ydre grænser. Ved indgangen til EU. Her bygger flere lande mure, hegn og sætter pigtråd op for at kontrollere, hvem som kommer ind i EU.
Vi har besøgt grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet, som er en af EU’s ydre grænser. Her har Grækenland nemlig valgt at bygge 40 kilometer mur.
På billedet kan du, mellem træerne, se muren mellem Tyrkiet og Grækenland:
Hvorfor er der bygget en mur?
I 2015 kom over en million migranter og flygtninge til EU. Mange af dem flygtede fra krigen i Syrien. De fleste kom via Tyrkiet ind i Grækenland og dermed EU. Det kalder man for flygtningekrisen. Det var også i 2015, at der lige pludselig gik et par hundrede flygtninge på de danske motorveje. Det kan du måske huske?
Efter flygtningekrisen besluttede EU i 2016 at lave en aftale med Tyrkiet og landets præsident Recep Erdogan. I aftalen står, at alle som kommer ulovligt fra Tyrkiet til Grækenland, skal sendes tilbage til Tyrkiet. Til gengæld får Tyrkiet milliarder af euro af EU.
Men det har givet den tyrkiske præsident et våben mod EU. Han kan nemlig true Grækenland og EU med at sende migranter og flygtninge ind i EU.
Det gjorde han blandt andet i 2020, hvor Erdogan meddelte, at nu var grænsen ind til Grækenland og EU åben. Men det var den ikke. Mange tusinde tog alligevel chancen og forsøgte at krydse grænsen. Her blev de mødt af det græske militær og politi.
På billedet er det område på grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland, hvor der var kampe mellem migranter, flygtninge, politi og militær i 2020:
For at undgå presset fra Tyrkiet har Grækenland bygget en 40 kilometer lang mur langs grænsen mellem de to lande. Den er cirka fem meter høj. Og teknologi holder øje med bevægelse langs muren. Langs grænsen patruljerer det græske militær.
I videoen kan du se området omkring grænsen mellem de to lande. Og høre hvad de danske politikere i EU siger til mure, hegn og pigtråd.