Politik

Video: EU kæmper mod arbejdsløshed blandt unge – hvordan gør man det?

I Grækenland er 33 procent af de unge arbejdsløse.

Foto: Anna Shvets.

Julius Christiansen Tromholt


3 januar, 2022



EU har et program, som hedder ungdomsgarantien. Det skal sørge for, at unge ikke er arbejdsløse. Vi forklarer, hvad programmet går ud på.

Prøv at forestil dig, at du har gået rigtig mange år i skole for at få en uddannelse. Men når du er færdig, så kan du ikke få et job. Så er du arbejdsløs. Måske er du endda nødt til at flytte til et andet land, for at få finde et job.

I nogle lande i Europa er mange unge arbejdsløse. Særligt i landene i Sydeuropa er det et stort problem. Derfor har EU i 2013 lavet et program, som hedder ungdomsgarantien.

Programmet skal kæmpe mod arbejdsløshed i EU.

Hvad går det ud på?

Hvis du er under 30 år og er færdig med din uddannelse eller er blevet fyret fra dit job, så skal du indenfor fire måneder have tilbudt enten et job, en praktikplads, mere uddannelse eller muligheden for at blive lærling. Tilbuddet skal matche din uddannelse.

Sådan lyder EU’s ungdomsgaranti. De 27 lande i EU har selv ansvaret for at få indført ungdomsgarantien. De har alle lavet en plan for, hvordan de vil få programmet til at virke. EU sender også en pose penge ude til landene, som skal hjælpe dem med at få de unge i beskæftigelse.

Oprindeligt var ungdomsgarantien til unge under 25 år. Men under coronakrisen har mange mistet deres job. Derfor har EU i 2020 besluttet, at sætte alderen op til 30.

For at blive en del af ungdomsgarantien, skal du melde dig til det.

Virker det i lande med stor arbejdsløshed?

Der er stor forskel på, hvor mange unge arbejdsløse de forskellige lande i EU har. I Danmark har vi en god økonomi. Derfor har vi ikke så store problemer med arbejdsløshed blandt unge.

Men i Sydeuropa er det et kæmpestort problem. I Grækenland er over 30 procent af de unge arbejdsløse. En stor del af de unge grækere tager derfor til udlandet for at finde et arbejde.

I Grækenland er der derfor et stort behov for at få unge i arbejde. Men flere af de unge har aldrig hørt om ungdomsgarantien. Og så er det svært at få det til at virke.

I videoen kan du se, hvordan det går med arbejdsløsheden og ungdomsgarantien i Grækenland: