Politik

Video: EU giver dig mulighed for at læse i udlandet med Erasmus+ – hvad er det?

På udveksling med Erasmus+ møder du folk fra mange forskellige lande.

Foto: Brooke Cagle.

Julius Christiansen Tromholt


14 december, 2021



EU har i næsten 35 år sendt unge på udveksling på skoler i Europa med Erasmus+-programmet. Måske er det noget for dig?

Hvad tænker du på, når nogen siger EU?

Måske tænker du på Erasmus+? Hvis du gør, så er du ikke alene. Det er nemlig et af de mest berømte og populære af EU’s tilbud. Og så er det til unge.

Erasmus+ giver unge muligheden for at komme til udlandet som en del af din uddannelse. Det kan for eksempel være på udveksling, praktik eller et andet ophold på en skole eller et projekt i udlandet.

Det kan være, at du for eksempel vil tage et semester på en skole i Barcelona – med støtte fra EU.

Hvordan blev Erasmus+ startet?

Erasmus+

  • I starten var Erasmus et tilbud til unge, som går på universitetet. Her kunne man vælge at tage et semester i udlandet. Det kunne være, at du ville tage fire måneder på et universitet i Paris.
  • Siden 1987 har programmet udviklet sig. Nu kan du også blive en del af programmet, hvis du går på blandt andet en erhvervsskole, voksenuddannelse, skoleuddannelse eller i forbindelse med sport. Du kan også få et praktik-ophold i udlandet med Erasmus.

    Kilde: Ec.europa.eu.

Erasmus+ blev startet i 1987. Dengang blev 3.244 unge studerende sendt afsted – blandt andet fra Danmark. Siden har programmet vokset sig stort. Nu bliver over 300.000 sendt afsted hvert eneste år. Og flere end 10 millioner har været afsted med Erasmus+-programmet.

Faktisk er Erasmus+ så stor en succes, at politikerne i EU netop har besluttet at give endnu flere penge til projektet. I EU laver man budgetter for syv år ad gangen. Her bliver politikerne enige om, hvad EU skal bruge penge på de næste syv år. Skal der bruges penge på et område, må der skæres på et andet.

Det næste budget løber fra 2021-2027. Og her blev politikerne enige om at bruge 26 milliarder euro på Erasmus+. Altså omkring 200 milliarder kroner. Det er næsten dobbelt så mange penge, som man brugte på projektet fra 2014-2020.

Hvordan bliver det nye Erasmus+?

Fra 2021-2027 er der afsat en masse penge til Erasmus+-projektet – nemlig cirka 200 milliarder kroner.

I perioden vil EU give cirka 10 millioner europæere muligheden for at komme rundt i Europa for at studere eller arbejde. I de kommende syv år vil Erasmus+-programmet også have et stort fokus på at gøre EU mere grøn og digital.

I starten var Erasmus+ kun for unge. Men sådan er det ikke længere. Nu kan voksne nemlig også komme til udlandet med Erasmus+, hvis de er en del af for eksempel en voksenuddannelse.

I 2022 vil Erasmus+ uddele cirka 324 millioner kroner til danske ansøgere, som søger om tilskud til at deltage i et projekt i udlandet med Erasmus+. Så det er bare om at komme i gang med at undersøge, om det skal være dig, der skal have et eventyr i udlandet.

Hvordan er det at være på udveksling?

For mange kan det godt være et stort skridt at skulle flytte til udlandet i en periode. Man skal undvære sine venner og familie derhjemme.

Men organisationen Erasmus Student Network (ESN) står klar til at hjælpe. Den findes i 42 forskellige lande. I Amsterdam hedder præsidenten for organisationen Jonli So.

“Hos ESN hjælper vi de studerende på udveksling med at falde til. Vi hjælper dem med at lære byen, kulturen og de andre studerende at kende. Vi arrangerer 3-4 aktiviteter om ugen som ture, fester, rejser og kulturelle aktiviteter. Det vil hjælpe de studerende med at føle sig hjemme og vænne sig til deres nye omgivelser,” forklarer han.

En af de danskere som er på udveksling med Erasmus+, er Rikke Riis Tjellesen. Hun er netop nu på udveksling i Amsterdam.

I videoen kan du høre Rikke Riis Tjellesen fortælle, hvordan det er at være en del af Erasmus+-progammet – og så har hun et par gode råd til dig, der skal skrive en ansøgning.