Politik

Unge bliver boende hos mor og far: De har ikke råd tid at flytte hjemmefra

Unge bliver nødt til at blive hos mor og far, længere end de har lyst til. Økonomien rækker ikke til at flytte ud.

Foto: Shutterstock

Sesilie Christophersen


12 august, 2021



Antallet af unge, som bliver boende hjemme, er steget markant på 10 år.

Glæder du dig til at flytte hjemmefra?

For de fleste er første gang, de flytter hjemmefra, magisk. Man kan komme og gå, som man har lyst til. Spise, hvad man har lyst til, og stene Netflix hele dagen, uden at ens forældre blander sig.

Men for en del unge bliver det først en virkelighed langt oppe i 20’erne. De har nemlig ikke råd til at flytte hjemmefra. I de sidste 10 år er antallet af hjemmeboende i aldersgruppen 18-24 år steget fra 16 til 22 procent i København. Det er altså næsten hver fjerde ung i København, der bor hjemme. Det skriver Politiken.

Tendensen er den samme i hele landet, men problemet er størst i de store byer, hvor boligpriserne er højst. På Frederiksberg er antallet af hjemmeboende unge steget fra 19 til 27 procent i løbet af de sidste 10 år.

Forklaringen er først og fremmest, at boligpriserne i de store byer er så høje.

Særligt i København er boligpriserne steget så meget, at mange ikke har råd til at købe en lejlighed. En af årsagerne er blandt andet, at de små lejligheder i København langsomt er forsvundet. Det forklarer Curt Liliegreen. Han er direktør i Boligøkonomisk Videncenter.

“I København har man i 40 år fjernet små billige lejligheder ved at rive baghuse ned og forbyde kælderlejligheder, men også ved at tillade private at lægge små lejligheder sammen. På den måde har man støvsuget markedet for de små lejligheder, som unge og studerende typisk vil kunne betale,” siger Curt Liliegreen.

Samtidig er stort set alle nybyggede lejligheder de sidste 30 år 3- og 4-værelses lejligheder. Det er først i de sidste fem år, at man er begyndt at bygge flere små lejligheder, viser en analyse fra økonomiforvaltningen i København.

Flere billige boliger

Ann Lehmann Erichsen er forbrugerøkonom og har forsket i unges boligforhold. Hun er enig med Curt Liliegreen i, at det næsten er umuligt for unge at betale de høje boligpriser i de store byer.

Hun har stor forståelse for, at mange unge vælger at blive hjemme hos forældrene for at spare lidt på SU‘en. Til gengæld mener hun, at politikerne skulle se at komme i gang med at få bygget nogle flere ungdomsboliger.

“Politikerne snakker, men måske skulle de bare til at få fingeren ud. Det er noget, man skal tage alvorligt. Enten må de bygge flere studieboliger, eller også må man tænke alternativt og bygge nogle midlertidige boliger. Vi har jo set flere container-boliger i København, som jeg tror, at folk er glade for,” siger hun til DR.

Det er en kritik, som boligminister Kaare Dybvad er lydhør overfor. Han forklarer til Politiken, at der er brug for at bygge flere almene boliger. Det er lejligheder, som er bygget af et boligselskab, der er støttet økonomisk af det offentlige. Boligpriserne er derfor meget billigere end lejligheder, som bliver udlejet privat. På den måde kan flere have råd til at bo der.

Han forklarer, at det er et stort problem, at der er så mange mennesker, som ikke har råd til at bo i de store byer, og at løsningen er at bygge flere almene boliger.

Han understreger, at regeringen vil sikre sig, at 25 procent af alle nybyggede boliger i København skal være almene.

Læs også: Gælden eksploderer: Så mange kan ikke betale deres SU-gæld tilbage