Politik

Ungdomspolitiker: Cecilie Sværke Priess væltede en overborgmester

Til dagligt studerer Cecilie Sværke Priess jura på Københavns Universitet.

Foto: Privat

Sesilie Christophersen


16 november, 2020



Formanden for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom København har i en alder af blot 21 år været med til at vælte en overborgmester. Selvom oplevelsen har været voldsom, tror hun på, at sagen vil være med til at skabe en mindre sexistisk kultur i politik.

“Jeg gik fra at være én, folk ikke rigtig kendte, til at være én, der fik mange ting i indbakken. Både pæne ting og ikke så pæne ting. Det har været en omvæltning, det har været ret vildt.”

Sådan beskriver Cecilie Sværke Priess den forandring, der er sket i hendes liv siden lørdag den 17. oktober 2020, hvor hun modtager et telefonopkald fra en journalist fra Jyllands-Posten. Et telefonopkald, som skal vise sig at være altafgørende både for Cecilie Sværke Priess, men også for københavnsk politik. Det kommer vi altsammen tilbage til.

Cecilie Sværke Priess er vokset op i Salling i Nordjylland. Men i dag bor hun i København og studerer jura på Københavns Universitet. Hun er også formand for DSU København – Danmarks Socialdemokratiske Ungdom i København.

I DSU arbejder man med politik ligesom politikerne i Folketinget. Men det er de professionelle politikere, som sætter dagsordenen. Derfor lå det heller ikke i kortene, at Cecilie Sværke Priess skulle blive en af hovedpersonerne i en sag, som hele Danmark taler om.

“Jeg har ikke tillid til Frank Jensen”

Da hun får opkaldet fra journalisten fra Jyllands-Posten, handler det om Frank Jensen. Frank Jensen er på det tidspunkt overborgmester i København og næstformand i Socialdemokratiet. Han er altså en meget magtfuld person inden for partiet. Men han er blevet beskyldt for en lang række krænkelser af unge kvinder. Dem kan du læse mere om her.

En af de unge kvinder hedder Maria Gudme. Hun er tidligere medlem af DSU. Hun har til Jyllands-Posten fortalt om en episode fra 2012, hvor Frank Jensen tager hende på låret og forsøger at føre hånden op under hendes kjole. Journalisten spørger Cecilie Sværke Priess, om hun bakker Maria Gudme op.

Cecilie Sværke Priess kan i situationen gøre to ting. Hun kan sige “ingen kommentar”, eller hun kan sige sin ærlige mening. Hun vælger det sidste.

Hun siger til Jyllands-Posten, at hun bakker Maria Gudme 100 procent op. Hun erklærer også, at hun ikke længere har tillid til Frank Jensen som overborgmester på baggrund af sagen om Maria Gudme og de andre krænkelsessager omhandlende Frank Jensen.

“Det var en beslutning, jeg tog i situationen, men det var ikke en svær beslutning. De her sager ligger så dybt i mig, for der har været snakket internt i DSU København om Frank Jensen i mange år,” fortæller Cecilie Sværke Priess.

Overborgmesteren går af

I de efterfølgende dage ligger der et stort pres på Frank Jensen, men han vil ikke gå af. Men så blander statsminister Mette Frederiksen sig i sagen. Den 19. oktober siger hun i en skriftlig kommentar, at hun ser med stor alvor på situationen, og at der ikke er truffet nogle konklusioner i sagen. Dagen efter træder Frank Jensen af som både overborgmester i København og som næstformand i Socialdemokratiet.

“Det har nogle gange undret mig, at det skal være en 21-årig DSU-formand, der skal være den eneste, der sætter det så klart op, at jeg ikke har tillid til ham,” siger hun.

Efter Frank Jensen går af, begynder han at kritisere processen højlydt i medierne.

“Det er jo ikke en retsstat værdigt. Jeg har værnet om, at man ikke er skyldig, før det er bevist,” siger han til Berlingske.

Frank Jensen taler her om et retsprincip, som betyder, at en person, der er tiltalt for en forbrydelse, er uskyldig, indtil han eller hun er kendt skyldig i en retssal. Men i Frank Jensens sag er han ikke sigtet for en forbrydelse. Han har derimod valgt at gå fra sit job.

Frank Jensens argument giver Cecilie Sværke Priess ikke meget for.

“Det at være politiker er ikke beskyttet af HR-jura eller i straffeloven. Det at være politiker er baseret på tillid fra sit bagland, og det er den tillid, jeg har taget stilling til. Vi snakker om en mand, der gentagne gange har erkendt de her sager. Hvorvidt det skulle være gået igennem en advokatordning er underordnet, fordi det er en mand, som har erkendt de her ting, indtil han på et pressemøde vender 180 grader. Det er et meget letkøbt argument, og man skal huske på, at det jo ikke handler om et kys på kinden, det handler om magtudnyttelse. Det handler om at bruge sin magt til at få et andet menneske til at føle sig mindre værd,” forklarer hun.

I dagene efter Frank Jensen er gået af, udtaler han sig ofte i medierne. Han fortæller blandt andet, at Cecilie Sværke Priess er en af de unge kvinder, der har følt sig krænket af ham. Det på trods af, at hun gerne ville være anonym.

“At min sag kommer frem, er jo ikke mit ønske. Jeg havde ikke lyst til at stå frem som en af dem, han havde krænket. Jeg ville gerne stå frem som en af dem, der havde taget noget ledelsesansvar, og det formåede han jo selv at ødelægge, da han fortalte mit navn til TV 2 News. Det var en magtdemonstration og måske et forsøg på at gøre mig inhabil,” fortæller hun.

Cecilie Sværke Priess sidder derhjemme og tjekker sin telefon, efter Frank Jensen er gået af som overborgmester på et presse-møde.

Opbakning fra mange

Dagene efter Cecilie Sværke Priess giver interviewet til Jyllands-Posten, vælter det ind med støtte og opbakning og 14 buketter blomster, fortæller hun. Hun har også fået mange grimme mails og beskeder, men der kommer vennerne på banen.

“Jeg har nogle gange givet min telefon til mine venner eller min kæreste, og så har de bare siddet og slettet de ubehagelige beskeder,” fortæller hun.

Men på trods at, at hun har modtaget grimme beskeder, så måler det sig ikke med de positive. Hun har modtaget beskeder fra gamle rødstrømper, fra helt unge piger og ældre mænd, som fortæller, at de har set nogle ting i deres tid, og de er glade for, at der endelig kommer et opgør med den sexistiske kultur i politik.

Hun har også modtaget beskeder fra gamle DSU’ere, som bakker hende op.

“Der er rigtig mange tidligere DSU’ere, der har skrevet til mig, og det har betydet ekstra meget, fordi de har fået mig til at føle, at de virkelig forstod, hvad jeg har stået med. Det bekræfter jo netop bare, at der er tale om en kultur og ikke blot et enkelt tilfælde. Jeg har også hørt fra unge DSU’ere, som er yngre end mig, det har virkeligt været rørende,” fortæller hun.

Man skal tænke sig om

Cecilie Sværke Priess håber på, at der fremover kommer mere fokus på at håndtere sager om krænkelser korrekt internt, så konflikten ikke behøver at blive taget foran alle andre gennem medierne.

“Det er ikke fair over for nogen, at det skal tages i medierne, og det er i hvert fald ikke fair over for de kvinder, som føler sig nødsaget til at stå frem. Jeg tror, at der kommer meget mere fokus på interne rum, hvor man kan tage de her sager op, og hvor de med større chance bliver håndteret ordentligt,” forklarer hun.

Men det vigtigste for hende er, at der kommer en kulturændring.

“Jeg håber, at det står tydeligt efter det her, at det ikke handler om Frank Jensen, men at det handler om, at der generelt er rigtig mange, der skal til at være mere bevidste om, hvilken magtposition de har over andre. Og at det man selv opfatter som et kærligt klap, det kan af andre opfattes utroligt nedværdigende, fordi magtrelationen er så ulige, og det håber jeg, at der kommer til at være meget mere fokus på nu. Det handler jo ikke om, at man ikke må flirte, men man skal være bevidst om, hvilken position man har. Det handler om magt,” fortæller hun.

Læs også: Mette Frederiksen: Der kan komme flere sexisme-sager frem i Socialdemokratiet