Politik
Ungdoms-parti tager afstand: “Lige nu forstår jeg sgu godt, hvis man ikke stemmer på Alternativet”
De politiske partier i Folketinget har hvert sit ungdoms-parti, hvor unge kæmper for partiets værdier. Men nu har Alternativets ungdomsparti valgt at tage afstand fra Alternativet.
”Mildest talt i opløsning”.
Sådan beskriver 23-årige Emil Ipsen det politiske parti Alternativet lige nu. Han er selv medlem af partiet. Og så er han også politisk forperson i ungdoms-partiet Alternativets Unge, der støtter Alternativet – i hvert fald indtil nu. Et ungdomsparti er en politisk organisation, hvor medlemmerne er unge mennesker, og de samarbejder ofte med et større ”voksent” parti – det kalder man også moder-partiet.
Tirsdag aften valgte et ungdomsparti at gøre noget usædvanligt. ”Alternativets Unge tager afstand fra Alternativet,” skriver partiet i en presse-meddelelse.
Den beslutning kommer efter flere uger med rent kaos i Alternativet.
Hvorfor er der kaos i Alternativet?
Først blev partiets leder Josephine Fock anklaget for at være voldsom, råbe ad folk og ruske i dem – læs mere om det her. Men lørdag besluttede partiet at beholde hende som leder, selvom flere personer i ledelsen mente, at det var en dårlig idé.
Og så begyndte den ene efter den anden at smutte fra partiet. Til sidst blev det endda for meget for partiets skaber. Mandag valgte Uffe Elbæk at melde sig ud – den mand, som skabte partiet i 2013, og som stod i spidsen for det indtil december sidste år.
Nu er der kun én person tilbage i Folketinget, som stadig er medlem af Alternativet, og han hedder Torsten Gejl. Den kritiserede leder Josephine Fock sidder slet ikke i Folketinget.
Spørgsmålet er, om Alternativets ungdomsparti stadig vil støtte et moder-parti, der ”mildest talt er i opløsning”?
Der mangler tillid
Vi har spurgt Emil Ipsen om, hvordan fremtiden ser ud for Alternativets Unge.
– Vil Alternativets Unge fortsætte med at samarbejde med Alternativet?
”Det bliver besluttet af vores medlemmer til vores landsmøde i april. Her skal vi debattere, hvad medlemmerne har lyst til. Om det er at fortsætte som et ungdomsparti og hoppe tilbage til en solid støtte, om det er at fortsætte i en lidt mere fri rolle, eller om det er at bryde fuldstændigt ud.”
Personligt har han ikke besluttet sig for, om han helst vil bryde ud eller fortsætte med at støtte sit moderparti, fortæller han.
”Men der mangler en tillid lige nu fra os til partiet. Så hvis vi ikke får genoprettet den tillid, så er det klart, at man nok vil kigge efter, om man skulle starte noget selvstændigt op.”
De unge er skuffede
Mange af medlemmerne i Alternativets Unge er ”skuffede over hele forløbet” i sagen om Josephine Fock, siger Emil Ipsen. Der er både skuffelse over de medlemmer af partiet, som har meldt sig ud, og dem som er blevet og har bakket op om Josephine Fock som leder.
”Man har haft travlt med at have konflikter med hinanden, og der har ikke været en villighed til at finde løsninger eller samarbejde,” forklarer han.
”For eksempel synes vi, det var mærkeligt, at hoved-bestyrelsen kom ud med en opbakning til Josephine Fock uden at snakke med de kilder, der var.” Det vil sige de 23 anonyme personer, som i avisen Information har kritiseret Josephine Fock for blandt andet at råbe ad personer, smække med døren og ruske i folk.
Han understreger, at det ikke er en personlig hævn mod Josephine Fock, at ungdomspartiet nu tager afstand til Alternativet.
– Hvad synes du om kritikernes beskrivelse af hende som leder?
”Jeg synes da, at det er en ærgerlig beskrivelse af en person som leder. Jeg har ikke selv oplevet det. Men det er klart, at hvis de ting er noget, man kan forvente fremadrettet, så har jeg meget svært ved at bakke op.”
Hvem vil de unge støtte?
– Hvordan har du det med, at Uffe Elbæk og tre andre folketings-politikere for Alternativet er smuttet?
”Det er jeg meget ærgerlig over. Det er et kæmpe svigt af projektet.”
Det bliver spændende at se, hvad politikerne, der har forladt Alternativet, nu kommer til at gøre, siger han. Vil de melde sig ind i et andet parti – eller måske starte et nyt?
”Lige nu er Alternativet mildest talt i opløsning,” siger Emil Ipsen. ”Så hvis det fortsætter, så er der i hvert fald plads til et grønt parti, der har det grønne som det absolut vigtigste. Så det er spændende og se, om det er Alternativet, der løser det, eller om det er dem, der er smuttet ud af partiet, eller om det er noget helt tredje.”
– Det lyder, som om du lægger op til, at I kunne finde på at følge med Uffe Elbæk, hvis han vælger at skabe et nyt grønt parti?
”Det ved jeg ikke. Vi er også skuffede over, hvordan Uffe har håndteret det her. Det skal vi finde ud af på landsmødet. Der er ingen tvivl om, at der er plads til et eller andet grønt parti, og så skal vi debattere, om det er det Alternativ, som vi kender, eller om det er noget helt andet. ”
Sidst i februar blev Josephine Fock spurgt, om hun selv ville stemme på Alternativet, hvis der var valg nu. Svaret var nej.
– Ville du stemme på Alternativet, hvis der var valg i dag, Emil Ipsen?
”Nej, det ville jeg ikke. Jeg har mistet tilliden til partiet, selvom jeg faktisk stadig er medlem. Jeg ville faktisk ikke vide, hvem jeg ville stemme på lige nu. Lige nu forstår jeg sgu godt, hvis man ikke stemmer på Alternativet.”