Kultur

Tyve stjæler diamant til 81 millioner kroner

En af de diamanter som tyvene slap af sted med.

Foto: Polizeidirektion Dresden/Reuters/Ritzau Scanpix

Julius Christiansen Tromholt


28 november, 2019



Tyve har stjålet diamanter fra et museum i den tyske by Dresden. Blandt andet en kæmpe diamant som er 81 millioner kroner værd.

Det lyder som noget fra en gammel Olsen-Banden-film.

Et stort kup. Diamanter til millioner af kroner. Men modsat Olsen-Banden så lykkedes det for tyvene at slippe væk med diamanterne. De er i hvert fald ikke blevet fanget – endnu.

Tyveriet skete fra et historisk museum i den tyske by Dresden.

Her slap tyvene de væk med den berømte hvide Dresden-diamant, som er op til 81 millioner kroner værd. Diamanten er 49 karat og blev købt af August den Stærke, som regerede i Dresden for 300 år siden. Han købte selv diamanten i 1728.

Se et billede af den store diamant her.

Tyvene slap også væk med andre værdifulde diamanter. Blandt andet et sværd med 770 små og ni store diamanter. I alt har de stjålet diamanter til en samlet værdi af cirka 7,5 milliarder kroner, vurderer den tyske avis Bild.

Hvordan gjorde de?

Det var ikke helt så vildt som Olsen-Banden.

Først havde tyvene afbrudt strømmen på museet. Så smadrede de et vindue om natten, og kravlede ind på museet. Her viste overvågnings-kameraerne, at de brugte økser til at smadre glasset i montren, hvor diamanterne lå.

På overvågnings-billederne kan man se, at tyvene går direkte efter de mest værdifulde diamanter. Politiet tror derfor, at tyvene har planlagt forbrydelsen, skriver DR.