Identitet

Tyskland vil lade stadion lyse i regnbuefarver – men det må de ikke

Sådan skulle stadion efter planen se ud.

Foto: Andreas Gebert/Reuters/Ritzau Scanpix.

Julius Tromholt-Richter


23 juni, 2021



Til fodboldkampen mellem Tyskland og Ungarn ville tyskerne oplyse stadion i regnbuens farver for at hylde LGBTQ+-personer. Man ville kritisere Ungarns og landets politik. Men det får de ikke lov til.

I aften tager Tyskland imod Ungarn til EM i fodbold.

Kampen bliver spillet i byen München i Tyskland. Inden kampen ville man i München lyse stadion op i regnbuens farver.

Man ville nemlig hylde LGBTQ+-miljøet. Man ville vise, at man går ind for lige rettigheder til blandt andre alle homoseksuelle og transkønnede.

Men det må de ikke. Det har UEFA fortalt München. UEFA er det europæiske fodboldforbund. Det er dem, som arrangerer EM.

UEFA vil nemlig ikke blande sport og politik. Det skriver flere medier, blandt andre DR.

Hvorfor vil München lyse stadion op?

Det er ikke tilfældigt, at det lige er til kampen mod Ungarn, at man vil hylde LGBTQ+-miljøet.

Ungarn er ligesom Danmark medlem af EU. Men Ungarn har flere gange fået kritik for ikke behandle LGBTQ+-personer ordentligt.

Blandt andet har homoseksuelle ikke ret til at gifte sig i Ungarn.

Landet har også netop vedtaget en ny lov, som gør det ulovligt at vise indhold om homoseksuelle og transkønnede til børn og unge. Skoler og medier må altså ikke fortælle børn under 18 år om LGBTQ+-personer. Det skriver TV 2.

Loven har fået kritik fra flere lande og organisationer. Blandt andre Danmark.

München har skrevet til Uefa, for at bede om lov til at lyse stadion op. Byen har skrevet, at de vil lyse stadion op for at kritisere Ungarn og landets lovgivning, som de kalder for homofobisk. Den tyske regering bakker op om Münchens forslag.

Hvorfor siger Uefa nej?

UEFA har en regel om, at man ikke må blande sport og politik.

Man må ikke bruge fodbold til at fortælle om et politisk budskab. Da München direkte skrev til UEFA, at de ville kritisere Ungarns regering, så var UEFA nødt til at sige nej.

Men den beslutning har fået kritik fra mange.

UEFA har selv flere gange sagt, at de går ind for lige rettigheder til alle LGBTQ-personer.

Hvad siger folk?

Den danske landstræner Kasper Hjulmand mener ikke, at der er tale om et politisk budskab. Han hylder forslaget om at lyse stadion op.

”Vi har jo haft diskussionen før. Hvad er politik, og hvad er sådan mere fundamentale menneskerettigheder, som man skrev under på i 1948, og som stadigvæk er et stort tema. At vi er født lige, at vi hylder diversiteten, at vi hylder, at alle har lige ret. Og for mig har det intet med politik at gøre,” sagde han til Berlingske.

Her kan du læse mere om menneskerettighederne.

Jens Evald fra Aarhus Universitet er professor i jura. Han mener ikke, at UEFA har haft noget valg. Når München direkte skriver, at de vil kritisere Ungarns politik, så er UEFA nødt til at sige nej. Hvis de bare havde skrevet, at de ville hylde LGBTQ+-personer, så havde de måske fået lov. Det siger han til DR.

”Så er det jo udtryk for, at man støtter de samme rettigheder, som man selv i UEFA er fortaler for. Så mit bud ville have været, at det havde man da sagt ja til,” siger han.

Også Jeppe Kofod fra Socialdemokratiet har blandet sig i sagen. Han er udenrigsminister i Danmark.

”Jeg synes, at det er helt på sin plads at markere al kamp mod diskrimination. Også i forhold til LGBTQ-dagsordenen,” siger han.

Hvad gør München?

I stedet for at oplyse stadion i regnbuens farver, har byen nu besluttet at dække hele byen til med regnbuens farver.

Flere store firmaer i München har også valgt at ændre deres logo for en stund. Nu er firmaer som BMW, Siemens og bankerne Sparkasse og HypoVereinsbanks logo blev regnbuefarvet.

Over hele Tyskland vil stadioner i andre store byer være oplyst i regnbuens farver hele dagen.

Hvad mener du?

Skal München have lov til at kritisere Ungarns politik til en fodboldkamp?

Vis resultater

Indlæser ... Indlæser ...



© Copyright - seismo 2019