Politik

Trump skal igennem en rigsretssag: Hvad er det, og hvorfor er det vigtigt?

Trump er anklaget for at misbruge sin magt som præsident.

Foto: Leah Millis/Reuters/Ritzau Scanpix

Freya Ea Bjørnlund


19 december, 2019



Hvis Donald Trump bliver dømt skyldig i rigsretssagen, skal han gå af som USA’s præsident.

Det er kun sket tre gange i historien, at USA’s præsident bliver stillet for en rigsret.

Nu skal USA’s præsident Donald Trump stilles for en rigsret. Det besluttede et flertal af de amerikanske politikere i Repræsentanternes Hus natten til den 19. december dansk tid. Det skriver medier over hele verden, blandt andre Politiken.

Når en præsident bliver stillet for en rigsret, skal retten undersøge, om præsidenten har gjort noget forkert i sit arbejde. Og hvis Trump bliver dømt skyldig, så skal han gå af som præsident.

Rigsretssagen kan altså blive alvorlig for Donald Trump. Her er forklaringen på sagen.

Hvad er en rigsretssag helt præcist?

En rigsretssag er ikke helt ligesom en almindelig retssag. Rigsretten dømmer ikke almindelige mennesker, men kun politikere. Et land har en rigsret for at sikre, at ingen – heller ikke præsidenten eller statsministeren – står over loven. Vi har også rigsretssager i Danmark.

Når man starter en rigsretssag, er det altså for at undersøge, om eksempelvis præsidenten har gjort noget ulovligt. I USA bliver rigsretssager ikke holdt hos domstolene som andre retssager, men i Kongressen. Det er politikernes arbejdsplads i USA, som kan sammenlignes lidt med Folketinget i Danmark.

Kongressen er delt op i to dele, som man kalder kamre: Repræsentanternes Hus og Senatet. En rigsretssag bliver sat i gang i Repræsentanternes hus. Først skal formanden for Repræsentanternes Hus starte en undersøgelse af, om der er grund til at tro, at præsidenten har gjort noget forkert. Efter undersøgelsen bliver der lavet et anklage-skrift, altså et papir, som indeholder anklagerne mod præsidenten.

Herefter skal Repræsentanternes Hus stemme for at starte en rigsretssag. Det skete natten til den 19. december, hvor 230 politikere stemte for, mens 197 stemte imod.

Den endelige rigsretssag foregår i Senatet. Her fungerer formanden for Senatet som en slags dommer og resten af politikernes i Senatet fungerer som en slags jury, der skal bestemme, om Donald Trump er skyldig eller ej. Der sidder 100 politikere i Senatet, og hvis 67 eller flere af dem finder Donald Trump skyldig, så bliver han dømt og smidt ud som præsident. Det er aldrig sket før.

Hvad er Donald Trump anklaget for?

Donald Trump er anklaget for to forbrydelser: At misbruge sin magt og at forhindre Kongressens arbejde.

Hele den store sag mod Donald Trump handler om et telefon-opkald den 25. juli i år. Den dag ringede Trump til Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

Trump er anklaget for at bede Zelenskyj om at finde frem til nogle oplysninger, som kunne skade Trumps politiske modstander Joe Biden. Ligesom Trump vil Joe Biden også gerne være præsident, når der er præsident-valg i USA i 2020.

Trump er anklaget for at presse den ukrainske præsident til at finde ud af, om Joe Biden eller hans søn Hunter Biden havde gjort noget ulovligt, som Trump kunne bruge til at skade sin modstander i valg-kampen. Hvis ikke Zelenskyj gjorde det, ville Trump droppe at give Ukraine hjælp til militæret, som ellers var planlagt, lyder anklagen.

Der er blevet lavet et referat af telefon-snakken, som den amerikanske regering selv har delt med offentligheden – det kan du læse her.

Som præsident er det forbudt at bruge sin magt til sin egen personlige fordel, for eksempel for at vinde en valgkamp. Det er heller ikke tilladt at få et andet land til at blande sig i et præsidentvalg. Derfor er Donald Trump anklaget for at misbruge sin magt.

Han er også anklaget for at forhindre Kongressens arbejde. Da Kongressen undersøgte sagen om telefonopkaldet, nægtede han nemlig at udlevere nogle vigtige papirer til Kongressen. Og han har angiveligt overtalt personer til ikke at vidne imod ham i sagen. Det er heller ikke tilladt at modarbejde en rigsretssag.

Donald Trump

Hvad er risikoen for, at han bliver dømt?

Det vides endnu ikke, hvornår selve rigsretssagen begynder i Senatet. Det store spørgsmål er, om han bliver dømt skyldig – og bliver smidt ud som præsident?

Intet er sikkert på forhånd. Men Trump har den store fordel, at der sidder flest politikere fra hans eget parti, republikanerne, i Senatet. Der sidder 53 republikanere og 47 demokrater. Og det kræver 67 eller flere stemmer at dømme Trump skyldig.

Alle republikanerne vil støtte deres præsident, mener Lillian Gjerulf Kretz, som er DR’s USA-korrespondent:

Republikanerne har udadtil gjort det klart, at partiet stadig står last og brast med præsidenten. Og dybest set signaleret en frifindelse på forhånd,” skriver hun hos DR.

Samtidig er det kun tredje gang i historien, at en præsident skal gennem en rigsretssag. Så hvem ved, måske kunne republikanerne alligevel finde på at stemme imod deres præsident?

Uanset om Donald Trump bliver dømt skyldig eller ej, kan rigsretssagen få betydning for hans job. Den 3. november 2020 er der nemlig præsidentvalg i USA. Og måske kan rigsretssagen få nogle amerikanere til at skifte mening om, hvorvidt de har lyst til at stemme på ham.