Tema: Ung vælger: “I Brasilien kan man ikke tale om politik”

Artiklen er en del af temaet “Findes der racisme i Brasilien?”. Personer fra forskellige dele af det brasilianske samfund giver deres syn på, om racisme kan eksistere i et land med så meget diversitet som Brasilien. Projektet er udarbejdet af journalist Simon Johansen i samarbejde med Seismo. Projektet er støttet af Udenrigsministeriets formidlingslegater.

I denne artikel fortæller brasilianeren Willi om, hvorfor han som ung LGBT-person ikke taler om politik med nogen.

Vi taler ikke sammen i Brasilien.

Der er mange problemer i vores samfund, men vi er ikke enige om, hvordan vi skal løse de problemer, og det er jo netop i sådan en situation, at vi burde drøfte tingene og finde en passende løsning og et godt kompromis.

Men der er ikke nogen vilje til at gå i dialog.

Det bliver ikke bedre af, at den måde, folk bliver informeret på, har forandret sig. Nu om dage læser folk ikke aviser eller bøger. I stedet får de al deres information fra sociale medier, hvor de kun følger mennesker, som de er enige med. Men de har ingen anelse om, hvorvidt informationerne er sande eller falske.

Det har alt sammen ført til den situation, vi står i nu: Brasilien er blevet et ekstremt polariseret samfund, hvor folk ikke tør tale med hinanden.

Det er eksempelvis sjældent, at jeg røber for nogen, at jeg stemmer på Jair Bolsonaro, som er vores nu tidligere præsident.

Det kommer altid bag på folk, når jeg fortæller det. Jeg er homoseksuel, og Bolsonaro har flere gange talt nedsættende om homoseksuelle, ligesom han også har talt dårligt om sorte mennesker og andre minoriteter. Han bliver beskyldt for at være racist og fascist, og jeg ved ikke hvad. 

Alligevel har jeg ved de seneste to præsidentvalg stemt på Jair Bolsonaro.

Fokuserer på Bolsonaros politik

Ligesom alle andre politikere og mennesker generelt er Bolsonaro ikke en perfekt person. Alligevel mener jeg, at han er den bedste løsning for Brasilien.

Jeg mener, at mange af de her uheldige udtalelser ganske simpelt bunder i, at Bolsonaro snakker for meget. Når du snakker for meget, kommer du også til at sige dumme ting, og du bliver ofte misforstået. Jeg synes faktisk, det er bedre, når politikere taler for meget. Når de taler for lidt, er det svært at regne ud, hvad man kan forvente fra dem.

Men i stedet for alle Bolsonaros dumme udtalelser fokuserer jeg på hans politik.

En vigtig grund til min støtte er, at jeg mener, at staten ikke skal gribe for meget ind i den almindelige brasilianers liv.

Jeg tror på, at jo mindre staten fylder, desto bedre bliver livet for brasilianerne. Hvis staten eksempelvis vil indføre bedre sygehuse, uddannelser og mere tryghed, så kommer det til at koste mange penge, og det er stadig svært at få de ting til at fungere optimalt i et land så stort som Brasilien.

Så den primære grund til, at jeg stemmer på Bolsonaro, er økonomi. Du kan ikke tage det økonomiske aspekt ud af en borgers liv, og det er et vigtigt emne at have for øje, når man stemmer til et præsidentvalg.

Bolsonaros økonomiske politik er meget liberal. Det vil blandt andet sige, at jeg som almindelig borger ikke skal bruge en stor del af min løn på skat, som jeg alligevel ikke tror på, at vi får særligt meget ud af. 

Medierne har en dagsorden

Der er mange medier, som kritiserer Bolsonaro og beskylder hans politik for at være fascistisk. Til det vil jeg bare sige: Medierne har en dagsorden, og ofte er den dagsorden venstreorienteret. Derfor er det klart, at disse medier kritiserer Bolsonaro, fordi de har et andet tankesæt, de har andre ønsker, hvad angår brasiliansk politik. På samme måde har højreorienterede medier et mere positivt syn på Bolsonaro.

Problemet med den måde at lave journalistik på er, at de mennesker, som læser med, ofte ikke er så uddannede. Det er ofte ældre mennesker eller lavt uddannede personer, som ikke ved, hvordan medierne fungerer. Så når de læser, at Bolsonaro er en dæmon, så tror de på det.

Når medierne eksempelvis skriver, at Bolsonaro er en fascist, så forklarer de ikke, hvad fascisme er. Hvis du ser på en af de mest kendte fascister, nemlig Benito Mussolini, så er sammenligningen med Bolsonaro jo helt grotesk. Mussolini var diktator i Italien og har tusindvis af liv på samvittigheden. Man kan ikke sammenligne sådan en person med Bolsonaro. Det er useriøst.

Det er især farligt, når så mange mennesker tror på alt, hvad medierne skriver. Generelt er der få i befolkningen, som evner selv at læse op på, hvad fascisme eksempelvis er. Resultatet bliver, at medierne håner de mennesker, som har været ofre for rigtig fascisme.

Der findes jo ikke koncentrationslejre i Brasilien. Det er ikke et diktatur. Jeg er som borger fri til at sige, tænke og leve, som jeg ønsker.

Den frihed er en ret, som vi brasilianere har, og som mennesker, der levede under fascisme, ikke havde.

En af de ting, jeg er gladest for, at Bolsonaro har sat fokus på i sin tid som præsident, er kriminaliteten i landet. Det er svært at leve i Rio de Janeiro. Der er så meget kriminalitet i byen, og mange mennesker er meget trætte af det. Vi er desperate for at kunne leve i fred og tryghed.

Jeg ved, at der er folk, som kritiserer Bolsonaro og politiet for at være racister, fordi de slår mange kriminelle ihjel, og mange af de kriminelle er sorte.

Det er en situation, som er svær at forklare for mennesker, der ikke kender til hverdagen i Rio. Du kan ikke gå ind i favelaen til de kriminelle og tale med dem om tingene. De er brutale og voldelige, og derfor er politiet også nødt til at bruge hårde metoder.

Det er en kompleks situation, og det er en god ting, at myndighederne forsøger at få styr på situationen på den måde, som de nu finder mest effektiv, hvis du spørger mig.

LÆS OGSÅ: Tema: Findes der racisme i Brasilien?