Tema: Gennem de seneste 30 år er luften i Mexico City blevet renere. Kan vi lære af historien?

Om natten kunne man se stjernerne. Om dagen kunne man se sneen på vulkanerne, der omringer Mexico City.

Natalia Soto Coloballes elskede at høre sin mor og bedstemor fortælle historier fra deres barndom.

Det lød smukt, tænkte hun, når de beskrev hendes hjemby.

For det var langt fra det Mexico City, som Natalia Soto Coloballes voksede op i. Et lag af årtiers forurening havde lagt sig mellem hende og stjernerne på himlen. Mellem hende og vulkanerne i horisonten.

Dengang, i 1980’erne, var det tydeligt, at Mexico City havde et stort problem med luftforurening. Og i 1992 stod det så sort på hvidt: Mexico City var blevet til verdens mest forurenede by, erklærede verdens organisation for sundhed (WHO).

Beatriz Cardenas fra ngo’en World Resources Institute (WRI) forklarer, at situationen er en helt anden i dag. Både når det kommer til partikler, ozon og trafikken.

“Mange ting er blevet bedre,” siger hun.

Selv om Mexico City stadig kæmper med luftforurening, kan vi måske alligevel lære af fortidens løsninger.

Den gode røg

Flere årtier efter morens og bedstemorens historier satte Natalia Soto Coloballes sig som forsker på Mexicos største universitet – UNAM – og studerede, hvordan hendes by blev så forurenet.

Det viste sig, at hun skulle mere end 50 år tilbage i tiden.

I løbet af 1940’erne begyndte Mexico City at ændre sig. Her og der skød skorstenene op, og ud af dem kom en tyk, sort røg. Skorstenene tilhørte den voksende industri, som den mexicanske regering var begyndt at lægge penge i.

De mange fabrikker skabte arbejdspladser, og mexicanere fra hele landet strømmede til hovedstaden for at få arbejde.

Der var bare ét problem. Byen havde svært ved at følge med.

Mens det havde taget mere end 400 år for byen at nå én million indbyggere, tog det kun 50 år at nå 16 millioner.

De millioner af tilflyttere bosatte sig i slumområder, hvor de levede under dårlige forhold. Problemet med fattigdommen skulle løses ved at holde gang i økonomien, mente regeringen.

Det økonomiske opsving gav middelklassen flere penge mellem hænderne, og mange valgte at købe en bil, der kørte på benzin eller diesel. Regeringen svarede tilbage med at bygge flere motorveje.

Dengang var der ingen, der forestillede sig, at udledningerne kunne være farlige. Tværtimod. Fabrikkernes røg og bilernes os var tegn på en god og voksende økonomi.

Men i januar 1973 fik den mexicanske regering sin første advarsel. Til en konference var forskere og politikere samlet i Mexico City for blandt andet at diskutere luftforurening.

“Det var en vigtig konference,” fortæller Natalia Soto Coloballes, “for det var første gang, man talte om forurening i Mexico.”

På den fem dage lange konference blev politikerne præsenteret for konsekvenserne af luftforureningen i byen: Alvorlige lunge- og hjertesygdomme, kræft og i de allerværste tilfælde for tidlig død.

De mexicanske politikere lod sig ikke ryste af de chokerende fakta, der blev lagt frem. Ved konferencens afslutning sagde en vicedirektør i Sundhedsministeriet, at forureningen ville blive løst på den “mexicanske måde”.

“Dybest set benægtede politikerne problemet og fokuserede i stedet på at få økonomien til at vokse,” forklarer Natalia Soto Coloballes.

Den “mexicanske måde” viste sig at være at fortsætte, som intet var hændt.  

Døde fugle og grå himmel

Det var dog ikke alle, der brød sig om den tilgang. Nogle af byens borgere var bekymrede for luften, og allerede i 1970 gik de sammen i ’Grupo de Los Cien’ – ’De Hundredes Gruppe’.

I alt for mange år havde fabrikker fået lov til at forurene med sort røg ud af skorstene, og det var regeringens skyld, for de havde holdt hånden over dem, lød gruppens budskab. Som noget af det første skrev de et brev til regeringen. Der stod blandt andet:

“Vi beder regeringen om at stoppe med at holde taler om planer, der aldrig bliver gennemført, og i stedet øjeblikkeligt handler for at forsvare byens indbyggere mod denne langsomme død, som korruption og blindhed har ført til i årevis.”

Men det var først i 1980’erne, at det for alvor gik op for den brede befolkning, at luftforurening kunne være farligt.

På dage med høj forurening var det heller ikke unormalt at se folk holde sig for mund og næse, når de bevægede sig udenfor.

Og så var fuglene begyndt at falde ned fra himlen.

Natalia Soto Coloballes husker de daglige avisartikler og nyhedsindslag om luftforurening. Der kørte endda reklamer på fjernsynet om forureningen.

Især én reklame står klart i Natalia Soto Coloballes hukommelse. Den forestillede en pige på en gynge, der var omringet af træer og busker. Men mens pigen gyngede frem og tilbage, begyndte bjerge af skrald at vokse i baggrunden.

Man var begyndt at tænke så meget over byens forurening, at elever flere dage i træk ikke kunne komme i skole. Andre steder måtte de ikke være udenfor i frikvartererne.

Luftforurening var for alvor kommet på dagsordenen. Nu var det politikernes tur til at handle.

Den store forandring

På den politiske front skete der meget. De politikere og embedsmænd, der tidligere havde affejet luftforurening som et problem, var blevet skiftet ud. De nye politikere var moderne og optaget af at løse luftkrisen. Ved deres side havde de embedsmænd med uddannelser som ingeniør.

Natalia Soto Coloballes sidder i dag og ser tilbage på det som begyndelsen på den store forandring. Hun fremhæver ’Hoy No Circula’ som et vigtigt skridt.

Siden 1985 havde ‘Grupo de los Cien’ presset på for at få færre biler på vejene. De ville også have bedre miljøkontrol af bilerne. Den idé blev i 1989 til virkelighed og blev kaldt ’Hoy No Circula’. Det betyder ’I dag kører man ikke’.

I begyndelsen betød ’Hoy No Circula’, at man på bestemte dage slet ikke måtte bruge bilen. Der er siden da blevet udviklet på modellen, og i dag skifter det hver dag, hvilke biler, der ikke må køre.

Der blev også taget andre vigtige beslutninger i kampen for en renere luft. I 1992 lukkede politikerne den oliefabrik, der lå midt i byen og lavede en park i stedet.

“Det viste sig at forbedre luftkvaliteten virkelig meget,” indskyder Natalia Soto Coloballes.

Der kom også for alvor gang i udbygningen af den offentlige transport i disse år. Den populære Metrobús, der har sin egen vejbane inde i byen, er blevet et kæmpe hit. I dag har den syv linjer og transporterer dagligt over én million mennesker.

Senest fik den nuværende præsident og tidligere borgmester for Mexico City, Claudia Sheinbaum, opført svævebaner i udkanten af byen. De kører på el.

Tilbage til fremtiden

Men luftforurening er stadig et problem i dag. Så hvad er løsningerne?

“Vi skal først og fremmest erkende, at vi har et problem med luftforurening,” opsummerer hun.

Det er blandt andet det, som WRI gør. Beatriz Cardenas samler al den viden, hun kan om luftforurening, og præsenterer den for politikere og embedsmænd. Hun tager ud til udsatte områder og informerer dem om, hvorfor luftforurening kan være farligt.

Men det er også vigtigt at finde ud af, hvorfor man bliver ved at forurene, mener Beatriz Cardenas. For eksempel er det ikke alle steder, hvor det er muligt, at al offentlig transport kører på elektricitet.

“Så kommer du bare med løsninger, der ikke nødvendigvis virker,” forklarer hun.

Efter at have studeret historien om luftforurening i Mexico City kan Natalia Soto Coloballes se flere løsninger. Det handler om at se tilbage på, hvordan byen så ud før den massive luftforurening, mener hun.

Det betyder færre biler på gaderne. Man skal lave regler om at være mindst to ad gangen i en bil. Den offentlige transport skal blive endnu bedre, så færre har brug for en bil. Der skal være flere grønne områder og flere træer i bybilledet.

Natalia Soto Coloballes bliver stadig nostalgisk, når hun ser på gamle billeder af byen. Måske kan hun i fremtiden også komme til at se vulkanerne og stjernerne.