Tema: Domingo sælger churros i byens forurening

Mikkel Kristensen og Marie Pastré


16 maj, 2025



Klokken et om natten står Domingo op for at lave churros. Mød en af Mexico Citys mange uregistrerede arbejder, der er ekstra udsatte, når det kommer til luftforurening

Linje 1 standser ved perronen. Mennesker i jakkesæt og med håndtasker myldrer ud af den røde Metrobús. Mexico Citys kontormedarbejdere og forretningsfolk har kurs mod skyskraberne lidt længere nede ad Avenida Insurgentes. Klokken er omkring halv otte, og deres arbejdsdag er så småt ved at begynde.

Avenida Insurgentes er en kæmpe vej, der strækker sig knap 30 kilometer og forbinder Mexico City fra nord til syd. Hver dag kører over fem millioner biler gennem byen – en stor del af dem på Insurgentes. Og fordi Insurgentes forbinder Mexico City fra top til bund, findes der et utal af gadesælgere på den lange, trafikerede vej.

En af dem er Domingo. Han står på den yderste del af fortovet med ryggen til vejen. Foran ham  står en fletkurv på en arbejdsbuk. Det er hans churros-stand, og for 20 pesos – omkring seks kroner – sælger han et bundt med fire churros. 

Domingo står i skudlinjen, når det gælder luftforurening. Hver dag indånder han den tunge, forurenede luft fra de mange biler, der hver dag kører forbi ham. 

Alligevel tænker han ikke særligt meget over luftforurening. Eller jo, engang imellem retter han det til. Men det er nu ikke i forhold til ham selv.

“Jeg tænker over, om det går ud over den mad, jeg sælger. At den bliver så beskidt, at folk ikke vil købe den,” siger han.

Domingo vil gerne have, at hans stand skal fremstå ordentlig, og derfor bærer han også et sort mundbind. Men det er kun i dag, forklarer han. Han er nemlig blevet forkølet.

Ligesom de andre gadesælgere på Insurgentes er Domingo sin egen chef. Men modsat dem, der holder til på kontorerne i skyskraberne, har Domingo og de andre gadesælgere ikke de samme rettigheder

De tilhører gruppen af det, man kalder for uformelle arbejdere. Det betyder, at deres arbejde ikke er beskyttet af regler fra staten. Det kan være en gadesælger som Domingo. Der er flere millioner af den slags arbejdere i Mexico City. 

De får ikke nogen pension, men de betaler heller ikke skat af deres løn. Kommer de til skade, har de ingen fagforening i ryggen.

Med andre ord arbejder Domingo sort, og dermed er det, han gør, også i en gråzone af, hvad der er juridisk lovligt. Det er derfor, at han heller ikke vil have sit ansigt eller efternavn frem.

For Domingo er det ikke tilfældigt, at han er blevet churrossælger. Det ligger til familien.

“Jeg droppede ud af skolen. Jeg havde ét år, hvor jeg arbejdede som tømrer, men så lærte jeg at lave churros,” fortæller han.

Men det er et hårdt arbejde, der kræver, at han hver dag står op klokken ét om natten. Hver morgen forbereder Domingo dagens churros i sit køkken i Ecatepec.

Ecatepec ligger lige på den anden side af bygrænsen, men som en stor del af Mexico Citys forstæder, er det med årene smeltet sammen med bymidten. Der bor 1,5 millioner i Ecatepec, der især er kendt for at være et sted med stor fattigdom og høj kriminalitet.

Og så ligger det langt fra, hvor Domingo står lige nu. Det føles i hvert fald sådan. For hvis han skal være inde på Insurgentes før forretnings- og kontorfolket, skal han med bussen klokken fire om morgen.

Domingo gør churros klar, der bliver vendt i sukker og kanel

“Så er jeg nok herinde ved seks-tiden,” siger han.

Egentlig er der kun omkring 20 kilometer fra Ecatepec til, hvor Domingo sælger sine churros. Men den offentlige transport er simpelthen så dårlig, at det tager ham omkring to timer.

Så han må tage den lange tur, mandag til fredag. Det har han gjort i flere år. Vågne klokken et, lave churros, bussen klokken fire.

Som regel er han færdig ved 11-12 tiden, men ellers smutter han bare, når der er udsolgt. Det er der heldigvis hver dag.

Domingo kender godt nogle af de andre gadesælgere på Insurgentes. Det er ikke, fordi de er venner, men man kan godt sige, de er i samme branche. Og når man er i samme branche og står tæt på hinanden dag efter dag, lærer man jo hinanden at kende.

Selv om om de står på Mexico Citys knudepunkt for biltrafik, oplever han heller ikke, at de tænker over, at de er en udsat gruppe når det gælder luftforurening.

“Vi tænker ikke over det,” som Domingo kort opsummerer det.