Tema: Diego Davila står i midt i bilernes os og sælger slikkepinde

24-årige Diego Davila kigger på den tætte trafik, der bevæger sig ned ad Cerrada Venustiano Carranza. Biler, busser og lastbiler holder for det meste stille. Så rykker de et par meter. Så står de stille igen.

Han sidder med krum ryg på metalhegnet, der adskiller fortovet fra det brune vand i åen ved siden af. Fødderne er placeret på den nederste stang. Mellem hans ben dingler en tynd og gennemsigtig plasticpose med slik.

Fem dage om ugen kan man finde Diego Davila på den mest trafikerede gade i hele bydelen Cuautepec de Madero. Selv de lokale taxaer kører en lang bue uden om gaden for at undgå trafikken.

Fra klokken otte til 16 står Diego Davila i den skarpe lugt af benzin og støj fra motorer og bilradioer med tung bas. Luften er tung.

Han tripper på fortovet og venter på, at der kommer en grøn minibus. Chaufføren åbner fordørene, så han kan sælge det, han har i sin plasticpose.

I dag indeholder den røde slikkepinde, små chokoladebarer og tyggegummi af mærket Trident.

I løbet af en arbejdsdag indånder Diego Davila gadens forurenede luft. Det er han bevidst om.

“Men jeg er efterhånden blevet vant til det,” siger han.

Diego Davila er blandt de mest udsatte, når det kommer til luftforurening i Mexico City. Det er ikke kun fordi han bruger sin arbejdsdag i bilernes os. Det er også, fordi han bor i Cuautepec de Madero.

Bydelen Cuautepec de Madero ligger i udkanten af Mexico City. Faktisk er Cuautepec de Madero udkanten af Mexico City. Når man kigger op ad bjergskråningen, kan man se enden af millionbyen.

Området er gennem mange år blevet overladt til sig selv på grund af sin placering i storbyens udkant. Kriminaliteten er høj, størstedelen af husene er bygget uden tilladelse, og den offentlige transport er nærmest ikke eksisterende. Hvis man skal rundt, skal man bruge en bil.

Et godt eksempel på situationen i Cuautepec de Madero er taxaerne. I Cuautepec de Madero er der få af de hvide og lyserøde taxaer, som man ellers kan finde rundt omkring i hele Mexico City.

I stedet har bydelen lavet deres eget uofficielle system for taxaer. Den typiske taxa er en gammel model af Volkswagen Beetle, der blandt lokale bliver kaldt Vochos.

I Danmark går den som regel bare under navnet ‘en bobbel’. 

Bilerne er så gamle, at der hverken er passagersæde eller seler. Motoren sidder bagpå og ikke foran, som den gør på moderne biler. Og så har de fleste med en snor løftet bagsmækken til motoren, så bilen ikke brænder sammen.

Vochos er overalt i Cuautepec de Madero. Røde, blå, hvide, alverdens farver. Mellem dem kører også de grønne minibusser. Linje 18 står der på dem. 

Det er sådan en, der holder fanget i trafikken ikke så langt fra der, hvor Diego Davila sidder. Han rejser sig op og går mod bussen. Buschaufføren åbner dørene, og Diego Davila hopper ind.

“Goddag,” siger han med en høj klar stemme, så alle i bussen kan høre det. Uden pause, tøven eller øh’er kommer han med sin salgstale.

“To slikkepinde for ti sølle pesos!”

Det er tydeligt, at han har prøvet det mange gange før.

Enkelte takker pænt nej. De fleste ignorerer ham bare. Diego Davila går tilbage mod fordøren og når lige at give buschaufføren hånden, før han igen hopper ud ad fordøren. 34 sekunder tog det i alt.

Buschaufførerne skal kende dig, ellers lukker de dig ikke ind, forklarer Diego Davila. Men han kender efterhånden de fleste chauffører, der kører i området. Han har trods alt været i branchen, siden han var 15 år. 

Længere nede ad gaden kalder en mand i en lyseblå trøje på ham. Det er hans far. Han har også en plastikpose med slik i hånden.

At sælge slik i busserne er en familieforretning. I begyndelsen arbejdede Diego Davila ved siden af skolen. Nu arbejder han fuldtid.

Diego har prøvet det mange gange før. Her står han med noget af det slik, han har til salg til byens rejsende

Efter et stykke tid med ind og ud mellem bilerne på Cerrada Venustiano Carranza begyndte Diego Davila at mærke luftforureningen. Det var især øjnene, som hurtigt blev irriterede.

Nogle dage er værre end andre, og det kommer meget an på dagen, siger han. Men Diego Davila kan mærke, at hans øjenproblemer er blevet værre med årene.

Alligevel er den massive luftforurening ikke noget, der bekymrer ham særligt.

“Jeg kan ikke rigtig tillade mig at være bekymret. Jeg bliver nødt til at stå her for at få råd til mad,” fortæller han.

På en god dag tjener han omkring 500 pesos, der svarer til 175 kroner. Men engang imellem bliver det kun til 200 pesos, altså 70 kroner. Og der begynder han at bekymre sig.

For Diego Davila har epilepsi, en alvorlig sygdom, som man skal tage medicin for. En stor del af det, han tjener, bruger han på sin medicin. Så når salget er lavt, ved han godt, at han skal spare et andet sted.

Diego Davila ser ikke de store muligheder for at kunne skifte job. For det første fordi han aldrig gjorde sine studier på universitet færdig. Og så har han aldrig haft et andet job end det, han har nu. Det gør ham i tvivl om, hvad de mon vil tænke inde på de fine kontorer. Hvorfor skulle de ansætte en som ham? 

Arbejdsdagen på gaden i Cuautepec de Madero er langt fra ovre. Klokken er kun lidt over et, og busserne fortsætter med at køre ned ad gaden. Diego Davila hopper ind i den næste, der står stille. Og så begynder han på den salgstale, han har holdt så mange gange før.