Tema: Brasiliansk politimand: “Når jeg bliver beskudt, tænker jeg ikke på, hvilken hudfarve folk har”

Artiklen er en del af temaet “Findes der racisme i Brasilien?”. Personer fra forskellige dele af det brasilianske samfund giver deres syn på, om racisme kan eksistere i et land med så meget diversitet som Brasilien. Projektet er udarbejdet af journalist Simon Johansen i samarbejde med Seismo. Projektet er støttet af Udenrigsministeriets formidlingslegater.

I denne artikel fortæller Alexandre Martins om sin erfaring med at bekæmpe narkokriminalitet i Brasilien. Alexandre Martins er militærpolitibetjent i Rio de Janeiro.

Jeg troede, jeg skulle dø den dag, jeg blev skudt i brystet med en AK-47.

Mine kolleger og jeg havde modtaget informationer om, hvor Rios mest eftersøgte narkogangster opholdt sig. Vi kørte ind i favelaen i en pansret bil, da Solen var gået ned. Vejen slangede sig op af klippeskråningen, indtil vi nåede en barrikade med hegn, sandsække og pigtråd. Unge bandemedlemmer gemte sig bag sandsække i det gule lys fra gadelygterne. De skød på os med pistoler og rifler, men da kuglerne ikke kunne trænge igennem fartøjet, forsvandt de unge drenge ind i de mørklagte, labyrintiske stræder.

Vejen var belagt med søm, så vi kunne ikke køre videre. Vi var nødt til at stige ud af bilen med riflen i hænderne. Efter mange år i politiet kendte jeg gaderne. Jeg vidste, hvor narkobossen kunne være. Da jeg nåede frem til porten, dukkede en sikkerhedsvagt op med et patronbælte over skulderen. Han var bevæbnet med en AK47-riffel.

Vi skød på samme tid.

Jeg faldt bagover. Blodet boblede ud af min næse og min mund. Jeg kunne ikke bevæge mig, smerten var som en ild i min ryg, men jeg kunne høre, at der var ildkamp omkring mig. Jeg lover dig, det var et et angstprovokerende øjeblik, for jeg var sikker på, jeg ville blive ramt igen. Før jeg nåede at tænke mere, mistede jeg bevidstheden. 

Da jeg vågnede på hospitalet, hørte jeg, at mit skud havde dræbt sikkerhedsvagten med patronbæltet. Det var lykkedes mine kolleger at trække mig ud af ildkampen og i sikkerhed.    

Lægen sagde, at det er et mirakel, jeg stadig er i live. Skuddet havde flænset min lunge og var fløjet ud af ryggen ganske tæt på rygraden. Jeg mistede min ene lunge, og jeg var tæt på at blive lam, men efter et år lykkedes det mig at komme mig helt.

Det takker jeg Gud for. Nu er jeg blevet skudt seks gange i mine 22 år i politiet, og hver gang kommer jeg tættere på Gud. Det er Guds vilje, at jeg stadig lever. Det er et mirakel. Jeg er et mirakel. 

Verdens mest dødbringende politistyrke

Vi, militærpolitiet i Rio de Janeiro, er nødt til at være stærke. Jeg har været med til at begrave mange gode kolleger, men vi må ikke blande følelser ind i vores fag. Der er brug for os. Vi er nødt til at fortsætte uanset hvad. 

Jeg ved, at politiet bliver kritiseret for at slå for mange mennesker ihjel. Men vi arbejder i et fjendtligt miljø. Når vi opererer i de nabolag, hvor beboerne har brug for hjælp, bliver vi beskudt. Vi har ikke andet valg end at forsvare os selv i kampen for at opretholde retfærdighed, både for at redde os selv og andre.

Vi går ikke ind i favelaen for at dræbe. Vi går ind i favelaen for at skabe fred. Vi er nødt til at gribe ind over for de bevæbnede narkogangstere, som voldtager, myrder og sælger stoffer, som er afhængighedsskabende og korrumperer mennesker. Men mange gange bliver vi misforstået og mistænkt for at have onde hensigter.

Vi er den politistyrke i verden, som slår flest mennesker ihjel, men vi er også den politistyrke i verden, hvor flest betjente bliver dræbt.

Det er sandt, at mange af de mennesker, som er med i banderne, er sorte. Militærpolitiet bliver kritiseret for at slå mange af dem ihjel. Vi bliver kaldt racister. Men vi er ikke racister.

Når vi går ind i et nabolag, hvor der er brug for hjælp, skyder banderne på os, og de fleste medlemmer af banderne er sorte. Disse unge mennesker vil hellere gøre modstand end at blive arresteret for at sælge stoffer.

Når jeg bliver beskudt fra et dusin forskellige vinkler, tænker jeg ikke på, hvilken hudfarve folk har. For at redde mig selv er jeg nødt til at skyde tilbage, uanset hvilken farve fjenden har. Jeg kan ikke tænke, at nej, jeg skyder selvfølgelig ikke, når personen er sort.

Desuden er langt størstedelen af militærpolitiet også sorte, så det er en uretfærdig kritik at kalde os racister.

Folk må forstå, at det her er ligesom en krig. Narkobanderne er tungt bevæbnet, og de er parate til at dø for at forsvare deres territorium.

Holland er et skrækeksempel

Jeg kan ikke se noget alternativ til den arbejdsmetode, vi benytter. Det er nødvendigt at gå ind i favelaerne og rydde op i den kriminalitet, som ødelægger mange menneskers liv.

Til gengæld fungerer lovgivningen ikke. De mennesker, som er afhængige af stoffer, finansierer bandekrigen. Den person, der køber marijuana eller kokain på gaden, er med til at finansiere ammunition til banderne. Vi er nødt til at straffe de mennesker, der køber stoffer, hårdt.

Vi skal ikke betragte mennesker, der bruger stoffer, som et anliggende for sundhedssystemet. Vi skal betragte dem som kriminelle. 

Jeg er godt klar over, at der findes mennesker, som tænker, at det er en bedre idé at afkriminalisere stoffer end at kriminalisere stoffer. Men tænk på et land som Holland, som har lovliggjort marijuana. Det land er blevet en skændsel.

Den situation håber jeg aldrig, vi kommer til at se i Brasilien, og derfor er vi nødt til fortsat at rydde op i favelaerne.

Jeg ved, at borgerne i Rio de Janeiro er dødtrætte af kriminelle. Når de går ud af døren, kan de ikke vide sig sikre på, at de ikke bliver overfaldet og berøvet.

Det er derfor, der er kommet en talemåde i Brasilien: “En god kriminel er en død kriminel”.

Den talemåde er jeg enig i, også når man tænker på omkostningerne for fængslerne. En kriminel, som sidder inde, er en udgift. En død kriminel skaber fred.

LÆS OGSÅ: Tema: Findes der racisme i Brasilien?