Tema: Aktivist: “Vi forandrer det racistiske system i Brasilien”

Artiklen er en del af temaet “Findes der racisme i Brasilien?”. Personer fra forskellige dele af det brasilianske samfund giver deres syn på, om racisme kan eksistere i et land med så meget diversitet som Brasilien. Projektet er udarbejdet af journalist Simon Johansen i samarbejde med Seismo. Projektet er støttet af Udenrigsministeriets formidlingslegater.

I denne artikel fortæller Michelle Lacerda om livet i Brasiliens slumkvarterer – favelaerne. Michelle Lacerda er aktivist bosat i favelaen Rocinha i Rio de Janeiro.

Jeg kan aldrig tilgive det, politiet har udsat min familie for.

Vi er en stor familie, der bor på ganske få kvadratmeter i Rocinha, der er den største favela i Rio de Janeiro – og faktisk et af de største af den slags nabolag i hele Sydamerika. En favela er betegnelsen på et fattigt nabolag i Brasilien.

Rocinha ligger tæt på den berømte strand Ipanema og de andre berømte brasilianske strande, men en favela er et meget anderledes nabolag. Politiet kan for eksempel finde på at stoppe beboerne og afhøre dem, hvis de mener, at de kan være mistænkelige. 

En dag gik min onkel, Amarildo de Souza ud for at fiske. På vejen tilbage blev han tilbageholdt af politiet. De ville foretage en stikprøve og afhøre ham på politistationen i udkanten af Rocinha.

Vi har aldrig set eller hørt fra ham siden.

Stadig uopklaret

En bevægelse begyndte i årene efter. Vi ville have svar, og det ville alle andre i Rocinha og det øvrige Rio også.

Der var store demonstrationer i byen, og til sidst gav myndighederne efter for presset og fortalte det, vi allerede havde haft bange anelser om.

Undersøgelser havde vist, at politibetjente havde tortureret og dræbt min onkel, og de havde gemt hans lig på politistationen. Efterforskerne kunne sige dette med sikkerhed, men selvom der snart er gået ti år, ved vi stadig ikke, hvem gerningsmændene er. 

Vi fik et officielt papir, hvor der stod, at han var død.

I Brasilien er det en del af vores begravelseskultur at sige farvel til vores nære. Vi siger farvel til deres jordiske rester ved at holde en bisættelse. I min onkels tilfælde var vi blevet frarøvet den ret. Politiet, som har til opgave at beskytte vores familie, havde i stedet ødelagt vores familie. Siden den dag min onkel forsvandt, har vi aldrig været de samme.

Min onkel var en almindelig borger i Rocinha. Han arbejdede som håndværker og havde ikke stor indflydelse. Hvorfor skulle min onkel dø?

Det har vi aldrig fået svar på. Retssagen er stadig i gang, og indtil videre er ingen blevet straffet. Det viser bare, at vi ikke har retssikkerhed her i landet.

Et racistisk land

At de her ting kan ske i Brasilien, viser for mig, at det her land er dybt racistisk, og der er mange andre hændelser, som peger på, at Brasilien også er homofobisk og diskriminerer fattige mennesker.

Det virker for mig, som om politiet er sat i verden for at opretholde dette racistiske system og for at beskytte de rige, hvide mennesker.

Jeg har to drenge, som bor her i Rocinha med mig. Hver dag frygter jeg for deres liv. De er efterkommere af de mennesker, som koloniherrerne gjorde til slaver, og som stadig den dag i dag lever på bunden af det racehierarki, som præger Brasilien.

Sorte mennesker er mindre værd end hvide, deres stemme har ikke samme tyngde, og deres rettigheder er ikke de samme som hvide menneskers rettigheder.

Politiet sørger for, at disse strukturer ikke ændrer sig.

Et bundt af pinde

Hver dag kæmper jeg for at ændre situationen og for at gøre livet bedre for indbyggerne i Rocinha og andre af favelaerne i Brasilien. Blandt andet arbejder jeg for, at der kommer bedre toilet- og badeforhold i Rocinha. Langt fra alle har adgang til et toilet, som mange uden for favelaen sikkert tager for givet.

Jeg rådgiver for byrådet i forhold til, hvordan politikerne bør behandle favelaerne. Jeg kæmper for vores ret til at bo her, jeg kæmper for, at alle fra favelaen har adgang til uddannelse og til sundhedssystemet. Det er vigtigt, at folk kender deres rettigheder. Kun på den måde ved de, hvornår myndighederne bryder sig imod de rettigheder, og kun på den måde er de bevidste om, hvor vigtigt er det er kæmpe for og insistere på de rettigheder.

Der er mange måder at kæmpe på, men et vigtigt våben er infiltration. Jeg bakker meget op om især kvinder fra favelaen, som lykkedes med at få indflydelse i eksempelvis byrådet i Rio de Janeiro. Når de er inde i systemet, er det muligt at forandre systemet og fokusere på at forbedre levevilkårene i favelaerne for byens fattigste.

Det nytter ikke at kæmpe alene. Det er for let at stoppe dig. Det er som at knække en pind. Én pind er let at knække, men samler du flere pinde i en stabel er det sværere. Derfor er vi mange, der har samlet os og kæmper for bedre vilkår og retfærdighed for underklassen i Brasilien.

LÆS OGSÅ: Tema: Findes der racisme i Brasilien?