Valg fra blokken
Sprogquiz: Vinder de unge eller politikerne?
To politikere og to unge har sat sig sammen for at quizze hinanden i politikersprog og slang fra blokken. For hvad er en vælgerlussing? Og hvad er en göt?
To politikere og to unge fra København har sat sig til rette i en sofa og et par stole for at grille hinanden i en sprogquiz.
Lokalpolitikeren Morten Melchiors fra De Konservative og Benjamin Friis fra Socialistisk Folkeparti (SF) har nemlig fuldstændig styr på, hvilke ord de danske politikere bruger, når de taler politik. Det tager altså ikke lang tid for dem at forklare, hvad en kovending, vælgerlussing eller stemmesluger er.
Samtidig har de to unge fra København Adel Storgaard og Usama Mir helt styr på den slang, som de unge ofte bruger, når de taler sammen. De kan altså på et kort sekund fortælle, hvad banats, göt og para betyder.
Vi tilpasser sproget
Du har måske lagt mærke til, at man taler på forskellige måder alt efter, hvem man taler med? Måske bruger du tit slang og bandeord, når du snakker med dine venner – og måske taler du på en helt anden måde, når du er hjemme hos din bedstemor, og hun spørger dig om, hvordan det går med skolen?
Det er fordi, vi tilpasser vores sprog alt efter, hvem vi taler med.
Og politikerne i Danmark har også deres måde at tale på, mens de unge i landet bruger sproget på en anden måde.
Men hvad sker der, når de to forskellige grupper skal gætte hinandens ord? Ved politikerne hvad en göt er, eller har de ingen anelse? Og har de unge styr på, hvad en lokumsaftale er, selvom de ikke er politikere?
Se med i videoen, hvor de to hold battler hinanden i slang fra blokken og politikerlingo. Når du har set videoen, har du i hvert fald helt styr på, hvad en vælgerlussing er, og hvad banats er.
Måske bruger du også selv noget slang og nogle ord, som hverken din mor, far eller lærere ved, hvad betyder? Du kan jo altid prøve at quizze dem i de ord, som du tit bruger, når du er sammen med dine venner.
Der er kommunal- og regionsvalg den 16. november, og her kan du stemme på den politiker, som vil det samme som dig.
Du behøver ikke at være dansk statsborger for at stemme til valget.
LÆS OGSÅ: Der mangler indvandrere i dansk politik – men du kan gøre noget ved det