Politik

Sminke-video går viralt – skjult kritik af Kina

Feroza Aziz i gang med at krølle øjen-vipper. Lige inden hun kritiserer Kina.

Foto: Screenshot

Julius Christiansen Tromholt


28 november, 2019



En 17-årig pige fra USA skjuler kritik af Kina i en sminke-video. Nu er videoen gået viralt.

”Hej venner. Jeg vil lære jer, hvordan I får længere øjen-vipper.”

Sådan begynder 17-årige Feroza Aziz fra New Jersey i USA sin video. Det ligner en helt normal guide til, hvordan du krøller dine øjen-vipper.

Men pludselig beder hun folk om at glemme øjen-vipperne for i stedet at tage mobilen frem for at undersøge, hvordan Kina behandler uskyldige muslimer i koncentrations-lejre.

”De kidnapper dem, dræber dem, voldtager dem og tvinger dem til at spise svine-kød,” siger hun i videoen.

Hun kalder det blandt andet et ”nyt holocaust, som ingen taler om.” Holocaust er navnet for nazisternes folkedrab på jøderne under 2. Verdenskrig.  

Videoen er siden gået viralt og er blevet set mere end fem millioner gange.

Se videoen her:

Hvor har hun delt videoen?

Hun har delt den korte video på siden TikTok, som er ejet af et kinesisk firma. TikTok er en side, hvor man kan dele korte video-klip med hinanden.

Feroza Aziz siger, at TikTok fjerner og blokerer hendes videoer på platformen, når de handler om muslimerne i Kina. Altså at de censurerer det, som hun lægger op.

Men det benægter TikTok. De fjerner ikke indhold, fordi det har et politisk budskab, forklarer de til BBC.

Alligevel har de tidligere fjernet videoer, som handler om terroristen Osama Bin Laden, skriver DR.

Hvad sker der i Kina?

I det vestlige Kina bor der cirka 11 millioner muslimer. De kalder sig for uighurer. Nye dokumenter viser, at Kina har sendt over en million af muslimerne i lejre, for at få dem til at lade være med at være muslimer.

De bliver hjernevasket og tortureret, og må først komme ud af lejrene, når de ikke er muslimer mere.

Det er det, som Feroza Aziz prøver at gøre opmærksom på i sin video.

Selv siger Kina, at lejrene er uddannelses-lejre, hvor man lærer sproget og den kinesiske lov at kende. Det skal de for at undgå terrorisme. Det skriver TV 2.