Kultur
Skovbrande i Australien: Næsten 500 millioner dyr er døde
De voldsomme skovbrande i Australien har dræbt næsten en halv milliard dyr.
Australiens østkyst står stadig i flammer. Det har den gjort siden september, hvor voldsomme skovbrande har hærget landet.
Brand i Australien
Flammerne har indtil videre dræbt 15 personer, ødelagt tusindvis af hjem, sendt masser af mennesker på flugt og ødelagt 55.000 kvadratkilometer land – blandt andet flere nationalparker, hvor der levede pattedyr, krybdyr og fugle.
Indtil videre har skovbrandene kostet 480 millioner dyr livet. Det vurderer miljø-forskere fra Sydney Universitet. Det skriver TV 2.
Og det tal kan let komme til at stige. Brandene er nemlig ikke overstået endnu. Derfor er det svært at afgøre, præcis hvor mange dyr, der er døde.
”Konsekvenserne for mange arter er ekstrem og vedvarende. Det fulde billede af tabet af vilde dyr vil sandsynligvis aldrig blive kendt, men det vil sikkert blive talt i millioner,” skrev Stand Up for Nature, der er en alliance af 13 organisationer, i et åbent brev til politikerne i regionen New South Wales, som er hårdt ramt af skovbrandene. Det skriver TV 2.
Døde koalaer og kænguruer på flugt
Forfærdelige billeder af kænguruer på flugt, forkullede koalaer og kakaduer (en fugle-art), der falder døde ned fra træerne, er gået verden rundt. Man frygter, at flere arter er blevet udryddet.
Særligt hårdt ramt er koalaen. Man regner med, at cirka 8.400 koalaer er døde. Det svarer til cirka en tredjedel af alle koalaer i staten New South Wales. Andre områder, hvor der også bor koalaer, er også ramt af brande. Her har man ikke overblik over, hvor mange der er dræbt endnu.
Det lille bamse-lignende dyr bevæger sig meget langsomt, og derfor har det svært ved at flygte fra flammerne. Derudover lever den af planten eukalyptus, som er fyldt med olie. Derfor kan der let gå ild i koalaen.
Koalaen er begyndt at tigge vand fra mennesker. Se denne video, som gik viralt, hvor en koala stopper nogle cyklister for at få vand. Koalaen kravler helt op på cyklen for at få noget væske.
Se også denne video, hvor kænguruer flygter fra flammerne, som nærmer sig det sted, hvor de lever.