Online

Skoler modtager bombe-trusler på Aula

Sønderbroskolen i Aalborg. Skolen er ikke en af dem, som har modtaget trusler.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Julius Christiansen Tromholt


20 november, 2019



Flere skoler i Jylland har modtaget bombe-trusler på skolernes nye intranet, Aula. Ingen grund til bekymring, siger politiet.

Du kender sikkert godt Aula. Intranettet hvor elever, lærere og forældre kan sende beskeder til hinanden.

Måske bruger du det selv. Men du bruger det nok på en anden måde, end flere skoler i Jylland har oplevet. Det må vi i hvert fald håbe.

Mindst ni skoler har nemlig onsdag fået bombe-trusler på det nye besked-system, som afløste forældre-intra den 21. oktober 2019.

I beskederne står der, at en elev vil sprænge en bombe på skolen, hvis ikke der bliver indbetalt penge på en bestemt konto. Truslerne er sendt både til skolens ledelse, elever, lærere og forældre, skriver Nordjyske.

Politiet: Ingen grund til bekymring

Politiet fortæller, at de tager truslerne meget alvorligt. De har fundet ud af, at truslerne på Tingstrup Skole i Thisted og Klarup Skole i Nordjylland har været falske. Derfor er der ingen grund til bekymring.

”Vi efterforsker det, men vi vurderer ikke, at der er en risiko”, siger Jess Falberg, der er vagtchef i Nordjyllands Politi, til Nordjyske.

Politiet arbejder sammen

Politiet i Sydøstjylland fortæller, at Juelsminde Skole i Hedensted Kommune også har fået trusler. Altså langt fra skolerne i Nordjylland.

Politiet vil derfor arbejde sammen for at finde ud af, om det er den samme person, som står bag alle truslerne. Det skriver de i en pressemeddelelse.

”Truslens ordlyd fremstår som afsendt af en elev, men efterforskningen rettes især mod afdækning af, om der er tale om samme gerningsmand og modus som i de foregående tilfælde.”

Politiet siger, at skolerne roligt kan fortsætte dagen, mens de undersøger sagen nærmere.