Politik

Skal unge vaccineres før ældre? Det mener ungdomsorganisation

Jill Zinszer fra USA er gravid, da hun bliver vaccineret mod coronavirus.

Foto: Hannah Beier/Reuters/Ritzau Scanpix

Freya Ea Bjørnlund


12 februar, 2021



Når de ældste, de syge og personalet er blevet vaccineret, så burde det være de unges tur. Det mener ungdomsorganisationen Dansk Ungdoms Fællesråd.

Langsomt bliver vaccinerne delt ud i Danmark. Der er lavet en klar rækkefølge for, hvornår folk skal vaccineres.

Men rækkefølge burde laves om. Det mener Dansk Ungdoms Fællesråd, som er en fælles organisation for 80 danske børne- og ungdomsorganisationer. Det skriver DR.

Chris Borup Preuss er formand i Dansk Ungdoms Fællesråd. Og han mener, at de unge skal rykkes frem i køen.

De første, som får vacciner, er de ældste og de syge – dem, som kaldes risikogrupperne. Og så er det personalet hos læger, på hospitaler, plejehjem med mere. De grupper bør efter planen være vaccineret til maj.

Når det er sket, burde de unge komme til, mener Chris Borup Preuss.

”Mistrivslen og ensomheden er alarmerende høj i den her gruppe lige nu. Hvis vi får vaccineret de unge, kan vi i højere grad åbne for studierne, for læsesale, og for at man i højere grad kan være sammen med sine venner,” siger han til DR.

Hvorfor skulle de unge komme til foran?

Det kan virke som en underlig idé, at de unge skulle komme før de ældre. Forskere ved, at ældre personer har større risiko end unge for at blive alvorligt syge, hvis de bliver smittet med coronavirus.

Men der findes også argumenter for, at man burde starte med de unge først.

Måske kan spredningen af smitte sænkes mere på den måde. For de unge er både dem, som er mest smittede, og som smitter andre mest, forklarer den tidligere direktør for Statens Serum Institut, Nils Strandberg Pedersen til DR.

Der er også argumenter for at vaccinere de unge tidligere for deres egen skyld. En ny undersøgelse viser, at mange unge unge får det rigtig svært under coronakrisen. 48 procent af de unge svarer, at de føler sig stressede. Og omkring 40 procent af de 18-34-årige føler sig ensomme lige nu.

Hvis unge blev vaccineret tidligere, ville de kunne komme tilbage i skole og på uddannelse. De ville få deres liv med vennerne tilbage. Og det ville hjælpe på, at de har det svært.

Hvad mener du?

Bør unge blive vaccineret før raske ældre?

Vis resultater

Indlæser ... Indlæser ...